Nordsjællands Politi efterlyser to unge kvinder i forbindelse med et overfald på Lyngby Station.
Mandag den 13. maj klokken 16.25 blev en ung kvinde udsat for vold af to andre unge kvinder på Lyngby Station. De to kvinder vil Nordsjællands Politi meget gerne tale med, og derfor efterlyses de nu med billede.
Hændelsen fandt som nævnt sted på Lyngby Station, hvor de tre unge kvinder alle ankom med toget. I forbindelse med udstigningen opstod der tumult imellem de tre, hvilket førte til, at den forurettede blandt andet blev spyttet i ansigtet og revet i håret.
– Vi vil rigtig gerne have fat i de to unge kvinder, men det har desværre ikke været muligt at identificere dem ad andre efterforskningsveje. Derfor har vi nu brug for borgernes hjælp til det, fortæller leder af Opgavesektion Syd i Nordsjællands Politi, pk Jørgen Lyster Christensen.
Billederne kommer fra overvågningen på Lyngby Station og viser de to unge kvinder, da de forlader stationen efter overfaldet.
– Vi er klar over, at billederne ikke er knivskarpe, men borgerne har før været gode til at hjælpe os med tilsvarende i andre sager, og det håber vi også er tilfældet denne gang, slutter Jørgen Lyster Christensen.
Signalement
Der foreligger også et skriftligt signalement af de to piger, som forhåbentlig kan bidrage til identificeringen:
A: kvinde, ikke etnisk dansk af udseende, 16-17 år, 165-167 cm, almindelig af bygning, brun i huden og med langt sort hår. Iført blå militærbukser og sort jakke. Talte dansk.
B: kvinde, afrikansk af udseende, ca. 20 år, 165-167 cm, kraftig af bygning, brun i huden og med sort hår. Iført tørklæde og sort tøj.
Kan du genkende en eller begge unge kvinder, eller har du andre oplysninger om episoden, vil vi meget gerne høre fra dig på telefon 114 eller på e-mail spp004@politi.dk.
Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.