Site icon 24NYT

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøger Marokko

Udenrigsminister Jeppe Kofod er den 29.-30. juni i Marokko. Udenrigsministeren skal bl.a. mødes med Marokkos premierminister og udenrigsminister og med unge marokkanske iværksættere støttet under Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP).

Turen omfatter også et besøg på en landbrugsskole, hvor Danmark bidrager til at skabe lokale jobmuligheder for bl.a. gadebørn og migranter.

Besøget er led i styrkelsen af Danmarks bilaterale samarbejde med landene i Nordafrika. Foruden grøn omstilling, jobskabelse og handel er også migration på dagsordenen.

”Jeg er i Marokko for at styrke dialogen mellem vores to lande, herunder på migrationsområdet. Regeringen arbejder som bekendt målrettet for at skabe et mere retfærdigt og humant asylsystem. Det nuværende asylsystem har spillet fallit. Migrationspresset mod Europa skaber ikke kun massive udfordringer for modtagerlandene i Europa, men også i både afsenderlande og transitlande. Derfor er der brug for et styrket internationalt samarbejde om at bekæmpe årsagerne til irregulær migration”, siger Jeppe Kofod.

”En hovedpointe i vores tilgang er at standse tilstrømningen af irregulære migranter til Europa ved at bidrage til, at de i stedet får en tryg, attraktiv og økonomisk holdbar fremtid i deres hjemlande. Mange migranter passerer Marokko på deres vej mod Europa og derfor er Marokko også en naturlig partner for Danmark og EU på migrationsområdet. Derfor sætter vi bl.a. via Dansk Arabisk Partnerskabsprogram også ind med støtte til jobskabelse og grøn omstilling, som mit besøg også vil sætte styrket fokus på”, siger Jeppe Kofod.

Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) 2017-21 har et samlet budget på 1 mia. kr., hvoraf 250 mio. kr. går til Marokko. Programmet har hidtil bl.a. omfattet støtte til unge og jobskabelse og har som overordnet formål at forbedre levevilkårene i partnerlandene.

Marokko har som resten af Nordafrika været hårdt ramt af Covid-krisen, og Danmark støtter Marokko med 25 mio. kr. til et nyt Covid-19-relateret projekt i samarbejde med FN. Projektet vil bl.a. have fokus på basale sundhedsydelser for udsatte kvinder og piger.

Exit mobile version