Fra fredag den 8. januar og indtil 17. januar skærpes rejsevejledningen for hele verden fra at have været ’orange’ (alle unødvendige rejser frarådes) til ’rød’. Det vil sige, at alle rejser til hele verden frarådes. Skærpelsen sker som led i smittehåndteringen med coronavirus/COVID-19 i Danmark, hvor begrænsning af rejseaktivitet er et væsentligt element i indsatsen for at have kontrol med smittespredningen, samtidig med at mutationer af coronavirus forekommer i flere lande.
”Vi ser lige nu nye mutationer af COVID-19 i udlandet. Det er en meget alvorlig udvikling og udgør en betydelig risiko for, at samfundsmitten i Danmark kan eskalere markant. Danskernes tryghed og sikkerhed er regeringens førsteprioritet. Vi kan se målstregen. Vaccinen er her. For hver dag der går, bliver flere og flere danskere vaccinerede. Vi må ikke snuble på opløbsstrækningen. Ikke mindst i lyset af de nye mutationer bliver vi nødt til – alle sammen – at gøre en ekstra indsats. Og det er dagens pakke af rejseinitiativer et udtryk for,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
De danskere, der allerede er på rejse, behøver ikke at rejse hjem med det samme. Udenrigsministeriet anbefaler, at man i tvivlstilfælde kontakter sit fly- eller rejseselskab for at undersøge hjemrejsemulighederne.
Der er fortsat ruteflyforbindelser til Danmark via flere transitlufthavne, men situationen kan hurtigt ændre sig, som det tidligere er sket under pandemien. Desuden er det vigtigt, at de rejseråd og sundhedsanbefalinger, som gives herunder, følges.
Skærpelsen af rejsevejledningerne betyder, at også erhvervsrejser, som ellers er anset som nødvendige rejser, frarådes. Der gælder dog visse undtagelser. Eksempelvis i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser ind og ud af landet. Se konkrete undtagelser på www.coronasmitte.dk.
Rejseråd til danskere i udlandet:
- Du skal kontakte dit rejseselskab og forsikringsselskab, hvis du har spørgsmål om, hvordan du kommer hjem.
- Hvis udrejse ikke viser sig mulig, kan du kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcentral hele døgnet (bbb@um.dk eller +4533921112)
- Du bør tjekke de lokale restriktioner i det land, du befinder dig i.
- Du opfordres til at tilmelde dig Danskerlisten via danskerlisten.um.dk eller via appen Rejseklar. Danskerlisten er den hurtigste måde for Udenrigsministeriet at sende dig information om det land, du befinder dig.
- Ændringen betyder ikke, at de danske grænser bliver lukket for danskere eller andre der bor i Danmark, der er på vej hjem fra ferie eller andet udlandsophold.
Sundhedsanbefaling ved hjemkomst
• Alle indrejsende opfordres til at tage en kviktest umiddelbart, når de ankommer til Danmark ved at benytte sig af de gratis kviktestfaciliteter, som stilles til rådighed ved indrejse. Børn til og med 12 år er undtaget denne opfordring.
• Opfordringen om kviktest er et tillæg til de gældende smitteforebyggende anbefalinger om, at danske og udenlandske indrejsende opfordres til at selvisolere sig i 10 dage, som kan afbrydes af at negativt svar på en PCR-test, som er foretaget tidligst på fjerdedagen efter indrejse.
• Hjemtransport: Rejsende skal følge myndighedernes anbefalinger ift. smitteforebyggende adfærd. Dvs. at bruge mundbind i offentlig transport samt følge anbefalinger om afstand samt hygiejne mv.