Debatindlæg af Marta Havryshko
I 2019 knælede Volodymyr Zelensky ved sin bedstefar Semen Zelensky’s grav. Bedstefaderen var veteran fra Anden Verdenskrig, og var blevet dekoreret for sin indsats som soldat i Den Røde Hær under kampen mod Nazityskland. I maj 2026 knælede Zelensky ved Andriy Melnik’s grav. Melnik (1890-1964) var en ukrainer, der var kollaboratør for nazisterne.
Meget få af de 73 procent af ukrainerne, der stemte på Zelensky under præsidentvalget syv år tidligere (oa.: 2019), kunne have forestillet sig, at Zelensky ville forandre sig sådan. For nogle vil det måske blot afspejle, hvordan Ukraines nationale narrativ har udviklet sig i krigstid. For andre vil det forekomme at være en form for forræderi over for de værdier og erindringen om den historie, som Zelensky engang syntes at være legemliggørelsen af.
Èn ting er dog helt sikkert: Historien og erindringen om Anden Verdenskrig har i dag stadig en central placering i det ukrainske samfund. Disse ting er ikke blot en kraftfuld kilde til den nationale mobilisering, men danner tillige en permanent brudlinje, som skaber politisk debat, divergerende identiteter og skillelinjer, der bliver stadigt skarpere både inden for landet og i forhold til dets naboer.
Det blev især åbenlyst sidst i maj (oa.: maj 2026) på baggrund af to hændelser, der udspillede sig. Den første var den statslige genbegravelse i Ukraine af Andriy Melnyk, leder af Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN); det skete med fuld militær hædersudfoldelse Den anden var beslutningen om at navngive Operationscentret for Specialoperationsstyrkerne inden for Ukraine væbnede styrker efter heltene fra Den Ukrainske Oprørshær (UPA).
Ceremonien for Melnyk’s genbegravelse fandt sted den 25. maj på den nationale militære kirkegård (National Military Memorial Cemetery) uden for Kiev, og havde deltagelse af præsident Zelensky, premierministeren, topfolk fra regeringen, gejstlige personer og nogle mennesker fra den almindelige befolkning. Også soldater fra den Azov-baserede Tredje Angrebsbrigade fra Tredje Armekorps deltog i ceremonien. Deres tilstedeværelse var særligt afslørende. Ud af mere end 120 brigader og en samlet militær styrke på omkring en million mand var netop denne enhed inviteret til at deltage i ceremonien. Det er usandsynligt, at dette valg kunne være tilfældigt. Tredje Angrebsbrigade har længe præsenteret sig selv som den ideologiske arvtager af traditionerne fra OUN og UPA; og enhedens deltagelse var derfor helt i symbolsk overensstemmelse med den større mening med begivenheden.
Ligeså bemærkelsesværdig er brigadens egen holdning til den historiske erindring. I 2023 etablerede Tredje Angrebsbrigade på Kiev’s Historiske Museum en udstilling, hvori soldater i aktiv tjeneste optrådte som levende og ikoniske billeder af kampsoldater fra Waffen SS Galicia (oa.: ukrainsk SS-division under Anden Verdenskrig). Traditionen med at fejre mindet om divisionen har nu spredt sig til andre brigader, der indgår i Tredje Armekorps, som er en enhed, der er opbygget efter den organisationsmodel og den kultur, som findes i Tredje Angrebsbrigade. I april i indeværende år har Tredje Armekorps markeret fødselsdagen for Waffen SS Galicia Divisionen med taler, en koncert og et fakkeltog, mens man absolut ikke skænkede nogen opmærksomhed til 8. Maj, som er Ukraines officielle mindedag for sejren over nazismen.
Sammenhængen er betegnende: Melnyk selv bidrog aktivt til at skabe Waffen SS Galicia Divisionen i 1943.
Også en anden detalje fortjener opmærksomhed. Den nuværende leder af Ukraines Institut for National Erindring, Oleksandr Alfiorov, var også til stede ved Melnyk’s genbegravelse. Før Alfiorov fik sin nuværende stilling, gjorde han tjeneste som officer i Tredje Angrebsbrigade. Det er derfor sandsynligt, at han spillede en rolle med at arrangere sine tidligere kammeraters deltagelse i det, som ud fra enhver målestok var en stærkt symbolsk statslig ceremoni.
Melnyk’s genbegravelse fremkaldte officiel kritik fra Israel og fra Yad Vashem (oa.: Yad Vashem er Israels officielle mindesmærke for de jødiske ofre for Holocaust), som mindede Kiev om Melnyk’s samarbejde med Nazi-Tyskland. Opkaldelsen af en militær enhed efter ”UPA-helte” fremkaldte også protester fra Polen, som har gjort UPA ansvarlig for folkemordet på polakker under Anden Verdenskrig. Ifølge vurderinger fra Polens Institut for National Erindring var antallet af polske døde mindst 120.000.
Den polske præsident Karol Nawrocki har ifølge medieforlydender taget initiativ til at fratage præsident Volodymyr Zelensky Den Hvide Ørns Orden, som er Polens højeste statslige udmærkelsesorden. Marcin Przydacz, der er leder af den polske præsidents ”Udenrigspolitiske Departement”, krævede, at Zelensky personligt skulle foretage et telefonopkald til Polens præsident og give en undskyldning for sin beslutning. Samtidig returnerede den tidligere polske ambassadør i Ukraine, Bartosz Cichocki, den fortjenstmedalje, som Zelensky havde tildelt ham i 2022. Med en anden symbolsk handling fjernede bystyret i den polske by Lublin de ukrainske flag fra dets bygninger, hvor flagene havde vajet kontinuerligt siden 2022.
På Ukraines side var man hurtig til at påtage sig ansvaret i solidaritet med det militære personel, der var involveret. Det ukrainske udenrigsministeriums talsmand, Heorhii Tykhyi, understregede, at beslutningen om at opkalde enheden efter ”UPA-heltene” oprindeligt var taget af soldaterne selv, der, som han hævdede, ”bestemt ikke havde nogen intention om at fornærme det venligtsindede polske folk.” For disse militærpersoner symboliserede arven fra UPA ifølge Tykhyi udelukkende modstand mod Moskvas imperialistiske politik, og den er ”på ingen måde rettet mod polakker.” Militærfolk fra andre enheder forstærkede kontroversen på de sociale medier ved at ved at iværksætte en cirkulation af det ukrainske nationalistiske slogan: ”Vort land, vore helte.” Essensen i dette slogan er, at ukrainerne, som en suveræn nation, alene har retten til at bestemme, hvem de vil hylde som nationale helte. Ingen udenforstående aktør – hverken fremmede regeringer, internationale organisationer eller udenlandsk kritik – kan diktere disse valg af helte, heller ikke selv om de fremprovokerer ubehag, grov fornærmelse eller chok blandt andre.
Det nationale panteon – for hvem?
Andriy Melnyk blev stedt til hvile på Kievs nationale militære kirkegård (National Military Memorial Cemetery). Engang i fremtiden vil hans jordiske rester forventeligt blive overført til det Nationale Panteon for Helte, som er et historisk mindemonument, som ukrainske officielle myndigheder gentagne gange har lovet at etablere. Dette er ikke blot en praktisk sag om begravelsesarrangementer. Der er tale om en storslået symbolsk handling, der placerer Melnyk midt iblandt de officielle panteon-skikkelser, der er fundet værdige til en plads i den nationale erindring og den offentlige hyldest.
Dette rejser uundgåeligt et fundamentalt spørgsmål: hvem skal afgøre, og ud fra hvilke kriterier, hvilke historiske figurer der fortjener en plads i dette panteon? Og Melnyk, som er én af de mest kontroversielle personer i Ukraines moderne historie, hvorfor er han den allerførste til at blive hyldet på denne måde? Hvorfor blev dette sat i scene netop nu? Og hvad var præsident Zelenskys personlige rolle i dette?
Det er vanskeligt at overse ironien. Den mand, Melnyk, som vidt og bredt bliver kritiseret for sit samarbejde med Nazityskland, bliver hædret med statslige ceremonier af en præsident af jødisk slægt (oa.: jf note 2). Denne genbegravelse fandt ikke sted under præsident Viktor Yushchenko, selv om han var så fascineret af historien om OUN og UPA, at han belønnede en anden OUN-leder, Stepan Bandera, med titlen Ukraines Helt. Den fandt heller ikke sted under præsident Petro Poroshenko, der med succes fik presset den lovgivning igennem, som anerkendte medlemmer af OUN og UPA som Frihedskæmpere for Ukraines Uafhængighed. Til gengæld fandt genbegravelsen sted under præsident Zelensky, der tidligere trådte frem som en person, for hvem denne nationalistiske agenda både politisk og kulturelt lå fjernt. Zelensky byggede meget af sin karriere op omkring rollen som en komiker, der satiriserede over vestukrainsk nationalisme og dens forkæmpere. Hans omfavnelse af en person som Melnyk repræsenterer derfor en bemærkelsesværdig opgivelse af det image og de politiske instinkter, som engang identificerede ham.
En anden slående detalje er, at beslutningen om at genbegrave Melnyk blev taget uden nogen offentlig høring eller passende rådgivning fra historikere og andre eksperter. Regeringen har undladt at forklare over for den brede offentlighed, hvorfor Andriy Melnyk skulle inkorporeres i det Nationale Panteon for Helte – den Melnyk, som støttede de nazistiske planer for konstruktionen af en ”nyordning af Europa” (oa.: jf. det nazistiske Neu-ordnung), og hvis tilhængere gjorde tjeneste i enheder af hjælpepoliti i det nazi-okkuperede Ukraine. Folkene i dette hjælpepoliti gik på jagt efter jøder på de steder, hvor disse skjulte sig, bevogtede ghettoerne, eskorterede jøder til henrettelsespladserne og deltog i massenedskydningerne af disse mennesker. Alligevel har spørgsmålet om, hvorvidt en sådan fortid er forenelig med demokratiske værdier, været bemærkelsesværdigt fraværende fra den offentlige diskussion. Ikke desto mindre har regeringen allerede signaleret, at også andre medlemmer af OUN snart vil blive indsat i det Nationale Panteon for Helte, heriblandt Yevhen Konovalets og muligvis også Stepan Bandera, som den ukrainske nationalismes ikoniske frontfigur. Kursen er ikke til at tage fejl af. Zelensky-regeringen synes at være opsat på at lægge særlig vægt på lederne fra OUN og UPA, fordi disse inden for Ukraines nuværende krigstids-narrativ er blevet til legemliggørelsen af idealet om kompromisløs modstand mod sovjetisk herredømme. Forstået på denne måde leverer disse lederes historiske arv en kraftfuld og symbolfyldt ressource for modstand mod den igangværende russiske aggression.
Inden for en sådan militariseret og helte-centrerende narrativ er der kun lidt plads for medfølelse for OUN’s og UPA’s ofre. Fokuseringen på heroisme, opofrelse og national modstand tenderer imod at overskygge lidelserne fra de titusindvis af polakker, jøder og andre ”fjende”-mennesker – heriblandt kvinder, børn og gamle mennesker – som blev brutalt myrdet i jagten på ”det ideelle Ukraine.”
Resultatet er, at den historie, som vi foretrækker at erindre, i stigende omfang risikerer at blive udvalgt selektivt. Det seneste eksempel på dette er en udstilling, som er lavet af Ukraines Institut for National Erindring, og som i år skal markere årsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning; men i denne udstilling fremvises OUN’s og UPS’s historie udelukkende med den kontekst, hvori de kæmpede for en ukrainsk stat. Især kan man notere sig fraværet af enhver omtale af disse organisationers deltagelse i antijødisk vold, blandt andet under Lviv-pogromen i 1941, medskyld i den nazistiske holocaust eller mordene på jøder, der forsøgte at skjule sig. Udstillingen er på samme måde lige så tavs om massemordene på polske civile i Galicien og Volhynien. At historien om dette er udeladt, er næppe nogen tilfældighed. Instituttet har ikke fået til opgave at fremlægge ubehagelige historiske sandheder, men at konstruere og understøtte en heroisk national myte.
En tavshed, der skriger til himlen
Ligeså slående er den kendsgerning, at genbegravelsen af Andriy Melnyk ikke har givet anledning til nogen kritik fra Ukraines liberale intelligentsia. Den offentlige debat har været centreret omkring stedet for gravlæggelsen, monumentets arkitektur og andre proceduremæssige detaljer, men ikke om selve genbegravelsen eller det mere betydende spørgsmål om, hvorvidt Melny hører til i et nationalt panteon af helte. Denne tavshed er både afslørende og bekymrende. Den er et tegn på, at de motiver, som tidligere ville have vakt kraftig offentlig debat, i stigende grad er blevet accepteret. En seriøs diskussion om rimeligheden i at opløfte Melnyk til en status som nationalhelt har været fraværende; det rejser vigtige spørgsmål omkring de indsnævrede muligheder for fyldestgørende debat om den historiske erindring i Ukraine i krigstid. Det, der foregår i Ukraines intellektuelle kredse i denne henseende, kan beskrives som en konspiration af tavshed.
Fundamentet for denne forandring blev lagt i efterdønningerne af Maidan-revolutionen i 2013 og vedtagelsen af Ukraines lov om historisk erindring i 2015. Denne lov anerkendte officielt OUN og UPA som Frihedskæmpere for Ukraines Uafhængighed. Samtidig modvirker og kriminaliserer lovens paragraf seks effektivt enhver kritik af disse frihedskæmperes eftermæle; en kritik, som loven betragter som mangel på respekt over for mindet om frihedskæmperne og en krænkelse af den ukrainske nations værdighed.
Lovgivningen blev indført i kølvandet på Ruslands annektering af Krim og på det tidspunkt, hvor krigen i Donbas stod på sit højeste. Skaberne af loven gjorde nærmest ingen hemmelighed ud af deres hensigter: den historiske erindring skulle tjene som et redskab for national mobilisering over for aggression fra udenlandske magter. Kritikere af lovene advarede på det tidspunkt om, at lovene kunne begrænse spillerummet for fri debat og gøre det stadigt mere vanskeligt at beskæftige sig med OUN’s og UPA’s komplekse og kontroversielle historie.
Disse bekymringer er blot blevet endnu mere udtalte, siden Rusland iværksatte sin fuldskala invasion i februar 2022. Krigen er blevet mere voldsom, ligesom også tendensen til at betragte historien ensidigt gennem den nationale modstands og den militære offerviljes linser er blevet mere voldsom. I en sådan situation bliver det stadigt vanskeligere at udfordre narrativerne omkring heltene, samtidig med at nuancerede diskussioner om det historiske ansvar, kollaboration med modstanderen og vold mere og mere bliver skubbet til side. Efterfølgende har et stigende antal af ukrainske intellektuelle pålagt sig selvcensur. Man har været uvillig til at skabe uro i båden, mens der er krig; og mange har derfor argumenteret for, at diskussioner om landets vanskelige og omstridte fortid skulle udsættes til efter sejren. Konsekvenserne af denne tankegang rækker langt ud over blot den historiske erindring. For inden for de lovrammer, der er lagt for den historiske erindring, bliver kritik af regeringen – selv når denne kritik er konstruktiv, afmålt og leveret med en god hensigt – i stigende omfang betragtet med mistro. Frem for at blive set som en normal og nødvendig side af det demokratiske liv bliver meningsafvigelser ofte fremstillet som en underminering af den nationale enhed og, til tider, som en nærmest illoyal handling.
Når et land er i krig, er forventningen ikke den enkle, at en person bare er en intellektuel. Endnu mere forventes det, at man som intellektuel viser sig at være ”ukrainsk” – en ”ukrainsk stemme over for verden” – med den opgave at præsentere nationens sag på den internationale scene. Men denne rolle indebærer i praksis ofte særlige forpligtelser. Det forventes af den intellektuelle, at han ikke blot fortolker virkeligheden, men at han forstærker den statslige krigstidsnarrativ og bidrager til det større projekt, der tilstræber national mobilisering. Grænsen mellem uafhængig kritisk forskning og patriotisk kamp bliver mere og mere udvisket. Resultatet er en offentlig sfære, hvori kritisk gennemtænkning af nationens fortid i stigende omfang bliver underlagt de krav, som hensynet til den nationale samling, den politiske loyalitet og krigen stiller. De spørgsmål, som besværliggør fastholdelsen af de dominerende narrativer bliver hyppigt afvist, nedtonet eller tilmed efterladt ubesvarede.
Andre mener ligefrem, at i en tid, hvor Ukraine efter manges opfattelse er kastet ud i en eksistenskrig, har landet brug for fælles historiske myter, som kan samle samfundet omkring landets forsvar. Det har resulteret i, at visse ukrainske forskere, nogle af samfundets intellektuelle og undervisere er blevet aktive deltagere i konstruktionen af den heroiserende nationale narrativ, der centrerer sig om OUN og UPA. I stedet for forskningsmæssigt at udfordre forsimplede historiske narrativer, selektiviteten i den historiske hukommelse eller de politisk formålstjenlige fortielser har de ofte bidraget til at legitimere disse ting i den nationale samlings navn. Konsekvensen er en øget ensretning af forskningen, politikken for historisk erindring og statslige interesser. Et bemærkelsesværdigt eksempel er Yaroslav Hrytsak, som er professor ved Ukraines Katolske Universitet. Han beskrev Stepan Bandera – det fascistiske ikon for ukrainsk nationalisme og leder af OUN – med følgende ord: ”Myten om Bandera er myten om Ukraines modstand mod dets fjende. Men som borger vil jeg ikke røre ved denne myte, især ikke, mens der er krig. For den nutidige myte om Bandera er ikke giftig.”
En anden grund til tavsheden er, at myten omkring OUN og UPA er blevet indkapslet i vor tids ukrainske militære kultur. Sloganet ”Forskellige århundreder – den samme fjende” har gjort UPA til et historisk spejlbillede af nutidens krig mod Rusland. Det betyder, at dette at kritisere UPA ofte bliver betragtet som kritik af selve Ukraines militære forsvar – den mest respekterede institution i landet. Det bidrager til forklaringen af, hvorfor ukrainske forskere stort set har ignoreret, at de militære enheder har taget navn efter de tysk-tilknyttede bataljoner Nachtigall og Roland, der blev opstillet af OUN-medlemmer i 1941, og som deltog i den nazistiske invasion af Sovjetunionen, den antijødiske vold og i operationerne mod de partisaner, der bekæmpede tyskerne.
Andre personer i Ukraines intellektuelle elite er tavse, ikke fordi de bifalder den etno-nationalistiske kursdrejning i politikken omkring historisk erindring, men fordi de frygter konsekvenserne af at blive opfattet som illoyale. I et samfund, der er i krig, og hvor selvudnævnte patrioter konstant leder efter en ”femte kolonne” og efter påståede kollaboratører, er det kun alt for nemt at blive et mål for forfølgelse.
Jeg ved dette af personlig erfaring. Efter at jeg begyndte at forske i den kønsbaserede vold, der blev begået af OUN og UPA, blev jeg udsat for brutal mobning, udelukkelse fra at offentliggøre mine undersøgelser, trusler mod min jobansættelse, antisemitisk forhånelse (oa.: jf. note 2), dødstrusler og chikanerier mod både min familie og mig selv. Anklagen var altid den samme: at ”jeg arbejdede for Kreml” eller at ”jeg spredte russisk propaganda.” Èn af mine akademiske artikler om voldtægt og andre former for den vold, der blev begået imod kvinder af medlemmer af OUN og UPA, blev tilmed citeret på den ekstremistiske website Myrotvorets (jf. note 3) som et bevis for mit påståede fjendskab over for Ukraine. Mine kollegers tavshed er dog det mest overraskende. Kun meget få har fordømt, at man anvender akademiske forskningsresultater som et redskab til politisk intimidering. Endnu færre har forsvaret historikeres ret til at forske i ubehagelige sandheder. Mit tilfælde er unik.
I deres søgen efter ”indre fjender” i krigstidens Ukraine er også historikeren Heorhii Kasianov blev gjort til et mål for forfølgelse. Hans meget anerkendte bog ”Ukraine og dets naboer: Historie-politik 1987 – 2018” (oa.: findes vist kun på russisk) blev for nylig placeret på en officiel liste over publikationer, der af Statskomiteen for TV og Radio er anset for skadelige for Ukraines selvstændighed, idet man henholder sig til informationer fra Ukraines Sikkerhedstjeneste. Den anførte begrundelse var, at bogen påstås at promovere en ”historisk relativisme”, som ”undergraver den nationale identitet” og ”svækker tilliden til statens politik vedrørende historisk erindring”, især med hensyn til OUN’s og UPA’s rolle i den ukrainske statsopbygning.
Enhver, der i dag vover at rejse ubehagelige spørgsmål om Ukraines erindringspolitik, risikerer at blive anklaget for at støtte den russiske propaganda eller at underminere landets krigsindsats. Det er vanskeligt at overse ironien. Myndighedernes og offentlighedens krænkelser og overgreb bliver ikke rettet mod dem, der skaffer ammunition til Kreml’s narrativ om behovet for at ”af-nazificere” Ukraine, men mod dem, der gør opmærksom på det oprindelige problem.
I dette fordrejede moralske landskab, hvor alt er vendt på hovedet, bliver kritik en forhånelse i sig selv. De, der stiller spørgsmål ved den kontroversielle karakter af den historiske erindringspraksis, bliver fordømt som illoyale og uansvarlige, mens de, der normaliserer denne praksis, bliver lovprist som helte. Diskussionen drejer sig ikke længere om argumenternes substantielle indhold, men om de motiver, man påståeligt tillægger de personer, der gør brug af argumenterne. Det mest foruroligende er måske den reaktion, man har kunnet registrere hos en betydelig del af Ukraines intellektuelle elite. De intellektuelles traditionelle rolle er ikke at være et ekko af de offentlige narrativer, men at udforske dem og at stille ømtålelige spørgsmål, når alle andre foretrækker at være tavse. Alligevel har mange valgt at bringe sig selv i harmoni med statens agenda. Frem for at forsvare pluralismen, den åbne debat og kritisk forskning har de i stigende omfang haft travlt med at sætte grænser for meningsafvigelser og med at marginalisere de røster, der udfordrer den tiltagende dominans, som de etno-nationalistiske fortolkninger af Ukraines historie er ved at opnå.
Udviklingen er forståelig, i det mindste delvis. I betragtning af en brutal russisk invasion føler mange intellektuelle en moralsk forpligtelse til at forsvare deres land og styrke landets position i den krig, der raser på informationsfronten. Men gode hensigter kan ikke eliminere de politiske konsekvenser af dette. I deres bestræbelser på at beskytte Ukraine mod eksterne trusler kan de også komme for skade at hjælpe de hjemlige eliter med at konsolidere disses magt og styrke de illiberale tendenser på hjemmefronten.
Muligvis vil Ukraine overleve denne krig. Men efterfølgende kan man ikke undgå at stille det dybere spørgsmål om, hvilket samfund der vil blive resultatet, når kampene engang stilner af. Hvis kritiske betragtninger fortsat vil blive ofret på den nationale samlings alter, risikerer Ukraine at vinde overlevelseskampen, mens man samtidig opgiver dele af den demokratiske fremtid, som man hævder at forsvare.
Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen.
Note 1. Kilde til oversættelsen: The New Paradigm.
https://www.newglobalpolitics.org/a-conspiracy-of-silence/
Note 2. Marta Havryshko, der er ukrainer, er selv jøde og ud af polsk slægt.
Note 3. Myrotvorets er en ukrainsk website, som fører og løbende opdaterer en liste over personer – fra hele verden – som anses for at være fjender af Ukraine, eller hvis handlinger anses for værende kriminelle i forhold til Ukraines nationale sikkerhed. Listen indeholder ud over personernes navne også personlige oplysninger, som fx adresser på de anførte personer. Dette har været kritiseret af forskellige menneskerettighedsorganisationer. Nogle af de personer, der været anført på listen, er dræbt. Myrotvorets er af nogle blevet kaldt en dødsliste.
Note 4. Om Marta Havryshko.
Marta Havryshko er i dag assisterende professor ved Strassler Center for Holocaust and Genocide Studies ved Clark University i Massachusetts, USA. Hun er ukrainer og fik i 2010 en ph.d.-grad i historie fra Ivan Franko National University i Lviv. Havryshko siger selv (jf. note 3), at hun startede sin akademiske karriere med at studere den nationalisme, der eksisterede i Ukraine mellem Første og Anden Verdenskrig. Hendes forskning er primært rettet mod seksuel vold under Anden Verdenskrig og mod Holocaust, kvinders rolle i historien, feminisme og nationalisme, herunder ukrainsk højreekstremisme, ny-nazisme og den russisk-ukrainske krig. I årene op til den russiske invasion i Ukraine var Marta Havryshko leder af et forskningsinstitut ved Babyn Yar Holocaust Memorial Center i nærheden af Kiev. På grund af hendes kritiske forskning af den ukrainske nationalisme blev hun fordømt og også truet på livet af forskerkolleger. Det ukrainske forskermiljø krævede, at forskningen blev udført på et nationalistisk grundlag og med en nationalistisk hensigt. Hun frygtede derfor, at hun efter en russisk invasion og en efterfølgende radikalisering af synspunkterne på grund af krigen skulle blive sat på den sorte liste og forhindret i at flygte. Da den russiske invasion løb af stablen ultimo februar 2022, tog hun en hurtig beslutning og flygtede ud af Ukraine, og nåede via Polen til Schweiz. Her var hun i en kort periode professor ved Basel Universitet, før hun af Clark University blev inviteret til USA og her fik en stilling som assisterende professor. Marta Havryshko kan følges på X. Også på facebook kan man finde Havryshko, men her er hendes profil efter hendes eget udsagn ofte blevet lukket på initiativ af Ukraines efterretningstjeneste; hun får dog også ofte sin profil genoprettet. Men på X har Ukraines efterretningstjeneste ikke den samme indflydelse.
Kilder:
1) https://www.clarku.edu/faculty/profiles/marta-havryshko/
Note 5. I et åbent brev, der blev skrevet til forsvar for den akademiske frihed, protesterede en lang række forskere fra hele verden i 2025 over de chikanerier, trusler og forfølgelser, som den ukrainske historie-forsker Marta Havryshko blev udsat for i og uden for Ukraine. Brevet blev offentliggjort i New Global Politics den 22. juli 2025.
448 historikere, journalister, akademiske forskere, jurister, psykologer, forretningsfolk og mange flere fra hele verden var underskrivere af brevet. Heriblandt også flere fra de nordiske lande; men ikke én eneste fra Danmark er på underskrift-listen.
Kilde: https://www.newglobalpolitics.org/an-open-letter/
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)