Site icon 24NYT

Udlænding anholdt for indsmugling af 20 kilo hash

40-årig polsk kvinde anholdt for indsmugling af 20 kilo hash

Kvinden er ved et lukket grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

En 40-årig kvinde, polsk statsborger, blev onsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indsmugling af cirka 20 kilo hash.

Den 40-årige blev anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag aften klokken 21.25, efter at toldere fra Toldstyrelsen havde fundet det ulovlige stof gemt i kvindens bil i forbindelse med en kontrol ved Frøslev Grænseovergang.

Kvinden nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere af hensyn til efterforskningen.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Exit mobile version