En 29-årig rumænsk mand er blevet idømt fem års ubetinget fængsel for et hjemmerøveri begået mod en ældre kvinde i Hammel for i 2018.
Det var den 24. oktober 2018, at den dengang 76-årige kvinde pludseligt opdagede en fremmed mand i sit hjem. Da kvinden råbte ham an, greb han hårdt fat i hendes arm og skubbede hende væk, inden han løb ud af hoveddøren.
Efterfølgende fandt hun ud af, at manden havde stjålet flere smykker fra soveværelset til en værdi af 40.000 kroner.
Da politiet kom frem, var gerningsmanden væk, men politiet sikrede DNA og fingeraftryk på stedet, og det ledte efterforskerne på sporet af den 29-årige mand, som dog i mellemtiden var nået at rejse ud af landet.
Anholdt af rumænsk politi
Han blev i januar 2019 fremstillet i grundlovsforhør in absentia, og der blev udsted en europæisk arrestordre på ham. Da rumænsk politi et par måneder senere anholdt den 29-årige til en sag i hjemlandet, kontaktede de Østjyllands Politi.
Her to år efter røveriet blev han udleveret til Danmark, og i Retten i Randers blev han idømt fem års ubetinget fængsel og udvist for bestandig.
”Det er god sporsikring og et godt internationalt politi-samarbejde, der gjorde, at den 29-årige endte med at blive dømt for hjemmerøveriet. Det er særdeles groft at trænge ind i andres private hjem, stjæle fra dem og udsætte dem for vold, og det afspejler straffen også, ” siger senioranklager Jakob Beyer.
Den 29-årige erkendte at have været i lejligheden men nægtede at have begået hjemmerøveri.
Han ankede dommen på stedet.