Udlænding voldtog tre kvinder

En 34-årig mand og ukrainsk statsborger er blevet kendt skyldig i voldtægt af tre kvinder i 2016. Det skete i går ved Retten i Aarhus.

Sagen begyndte sidste år, da Østjyllands Politi fik en anmeldelse om, at den 34-årige opholdt sig ulovligt i Danmark og ved hjælp af en falsk identitet drev virksomhed i Aarhus. Han var desuden mistænkt for økonomisk bedrageri af flere kvinder, som han mødte via Facebook og en russisk hjemmeside. Da politiet gik manden i bedene, viste det sig, at han allerede var efterlyst internationalt for bedrageri i Ukraine med krav om, at han skulle udleveres.

Han blev derfor anholdt i juni sidste år og varetægtsfængslet for fem forhold begået i Danmark, herunder dokumentfalsk, bedrageri og brugstyveri af en bil.

Som efterforskningen og afhøringerne skred frem, begyndte politiet hurtigt at mistænke ham for yderligere og mere omfattende kriminalitet. Blandt andet for mulig voldtægt af tre kvinder, som han var i kontakt med i løbet af 2016. Derudover for at have truet dem til ikke at kontakte politiet.

Det endte med i alt 45 forhold, som den 34-årige er tiltalt for. Foruden de tre voldtægter er det  bl.a. for flere tilfælde af vold, vidnetrusler, bedrageri og brugstyveri. I går blev han kendt skyldig i 33 af forholdene, herunder voldtægterne af de tre kvinder. Den 34-årige selv nægter alle forhold.

– Det, der begyndte som en forholdsvis banal sag om bedrageri og brugstyveri, er endt med et stort sagskompleks om voldtægt, trusler og vold. Der ligger et stort efterforskningsarbejde bag, og nu er tiltalte så blevet kendt skyldig i langt de fleste forhold. Også den grove kriminalitet, hvor tre kvinder er blevet voldtaget og truet til ikke at kontakte politiet, siger senioranklager Birgitte Ernst og fortsætter:

– Det er en meget grov sag, så jeg er tilfreds med nævnetingets afgørelse.

Næste retsmøde i sagen er planlagt til i morgen ved Retten i Aarhus, hvor der muligvis falder dom.

Kommentarer