Danmark markerer 40-års-dagen for udlændingeloven anno 1983, der fik meget stor betydning for landets udvikling. Loven tildelte enhver udlænding, der ankom til den danske grænse, ret til at rejse ind og få sin sag prøvet. Ingen kunne afvises, og mange flygtninge blev reelt med tiden til indvandrere, skriver sognepræst og journalist Sørine Godtfredsen i Berlingske.
”Det hele byggede på ønsket om, at udlændinge skulle tildeles så mange rettigheder som muligt, herunder retskravet på familiesammenføring til dem med opholdstilladelse, og 1983-loven, som mange i dag opfatter som en rendyrket katastrofe, udtrykte tidens humanitære efterkrigstids-vision med modvilje over for grænser og begrebet folk.
Hellere så man ethvert individ som udstyret med en given ret til at være i landet, og nationalstaten blev trukket i retning af en ny identitet som indvandrerland. Indvandrerdebatten og dermed 1983-loven var blevet et voldsomt symboltungt emne, der markerede et menneskesyn, en verdensanskuelse, en etik, ja, måske ligefrem religiøse forpligtelser. Det humanitære blev identisk med godhed, og dermed også knyttet til en faretruende overfladisk idé om kristen næstekærlighed.
De mest ihærdige personer bag udlændingeloven af 1983 må vel betegnes som en slags farlige mennesker, eftersom de med deres brændende retfærdighedssans var med til at splitte Danmark”.