Site icon 24NYT

Udsigt til markant nedgang i erhvervsrejser efter COVID-19-restriktioners ophør

Susanne Stormer, partner og leder af PwC’s Sustainability team

Selv når alle restriktioner er ophørt, vil halvdelen af erhvervslederne begrænse deres erhvervsrejser. Blandt de store virksomheder gælder det hele 7 ud af 10. Dermed er der udsigt til en markant nedgang i erhvervsrejser, efter COVID-19-restriktionerne ophører. Det viser PwC’s Pulsmåling med svar fra flere end 500 erhvervsledere.

Ifølge den nye pulsmåling fra PwC har COVID-19-situationen medført adfærdsændringer, som vil vare ved, selv efter alle restriktioner ophører. Således svarer 48 % af erhvervslederne, at de forventer, at deres virksomhed vil begrænse antallet af erhvervsrejser.

“Målingen understreger, at COVID-19 ikke alene har ændret erhvervslederes adfærd nu og her, men at vi kan se frem til, at der også efter restriktionernes ophør vil være væsentlig færre, der rejser. Det skyldes, at mange har fået øjnene op for mulighederne ved digitalisering og online møder. Og de færre rejser har en positiv effekt på virksomhedernes klimaaftryk, som også betyder noget for mange,” fortæller Susanne Stormer, partner og leder af PwC’s Sustainability team.

I de store virksomheder er det hele 7 ud af 10 erhvervsledere, der vil begrænse erhvervsrejser efter restriktioners ophør, mens det er et mere blandet billede blandt de mindre virksomheder.

“Det er positivt, at det særligt er erhvervsledere fra de store virksomheder, der fortsat vil begrænse erhvervsrejser. Det er typisk i de store eksportvirksomheder, der er høj rejseaktivitet. Det bliver interessant at følge, hvilken effekt det vil have på klimapåvirkningerne,” tilføjer Susanne Stormer.

Hjemmearbejde bliver varig for mange
PwC’s Pulsmåling viser desuden, at 61 % af erhvervslederne forventer, at deres virksomhed vil byde på bedre muligheder for hjemmearbejde.Og knap halvdelen af erhvervslederne (48 %) forventer samtidig at afholde de fleste møder online, også efter restriktionernes ophør.

“COVID-19-pandemien har vist, at man kan nå rigtig langt med hjemmearbejde, der giver medarbejderne større fleksibilitet. Det kan medføre øget motivation og dermed et større engagement hos mange på grund af fx forbedret work-life balance, mindre transporttid, og bedre mulighed for at løse opgaver, der kræver høj koncentration,” fortæller Susanne Stormer.

Hun fortsætter:

“Virksomhedsledere skal dog være opmærksomme på at bevare medarbejdernes trivsel og oplevelse af at være en del af en fælles arbejdskultur og sikre videndeling. Det, at vi sidder hver for sig derhjemme og arbejder, kan påvirke medarbejdernes oplevelse af den fælles kultur og samarbejdet negativt. Jeg tror derfor, at vi vil se, at mange virksomheder kombinerer hjemmearbejde og online møder, så man for eksempel vil have dage, hvor alle medarbejdere møder ind på virksomheden for at sikre, at fællesskabet fortsat styrkes.”

Om pulsmålingen
510 erhvervsledere har svaret på PwC’s Pulsmåling, og svarene er indsamlet i perioden 8.-16. februar 2021.

Exit mobile version