En 40-årig mand skal 4½ år i fængsel. Sådan lød konklusionen i Retten i Holstebro, da manden tirsdag blev dømt for adskillige gange at have voldtaget sin steddatter.
Den 40-årige mand, der bor i en mindre vestjysk by, er dømt for i en periode på omkring et halvt år at have voldtaget sin steddatter minimum 20 gange. Pigen var 12 år, da overgrebene begyndte.
Manden blev også fundet skyldig i uberettiget fotografering, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børnepornografisk materiale ved at have taget ni billeder af steddatteren, mens hun sov. Billeder, som manden opbevarede på sin mobiltelefon.
Retten i Holstebro idømte manden fire år og seks måneders fængsel. Endelig blev den 40-årige mand dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.