UDVIST! Syv mænd dømt for organiseret kokainsmugling

Syv mænd i alderen 24 til 47 år er i dag blevet idømt fængselsstraffe på mellem 8 og 15 år for at have indsmuglet 127 kilo kokain fra Holland til Danmark.

De dømte er fundet skyldige i at have smuglet kokainen ind i Danmark i en periode fra maj 2018 til maj 2019 i en række biler med specialkonstruerede hemmelige rum. Kokainen blev derefter fordelt til købere rundt omkring i Danmark.

To af de tiltalte blev udvist fra Danmark med indrejseforbud for bestandig. Københavns Byret har samtidig konfiskeret fem biler og et udbytte på mere end tre millioner kroner.

»Der er tale om et særdeles professionelt organiseret netværk, og smuglingen er foregået systematisk over en lang periode. Byretten har med dagens dom tilkendegivet, at man ser meget alvorligt på kriminalitet i den skala, og det er jeg naturligvis tilfreds med,« siger senioranklager Maja Schiøtz fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

De dømte valgte at anke.