I en rolle som politiker havde Groucho Marx følgende replik: ” Dette er mine urokkelige holdninger og faste synspunkter! Og kan I ikke lide dem, har jeg også nogle andre”. Uffe Ellemann Jensen var ingen Groucho Marx – politiker. I modsætning til Jens Otto Kragh, der som bekendt havde et standpunkt til han tog et nyt, holdt Uffe Ellemann fast på sine holdninger og er aldrig blevet taget i at skifte standpunkt i større sager. Og det uanset om hans holdninger skaffede ham skarer af modstandere i folketinget og i medierne.
Jeg havde et godt personligt forhold til Uffe, selv om vi begge vidste, at der var emner, det ikke var godt for os at diskutere. I en årrække var vi de to danske repræsentanter i den mest prominente europæiske tænketank, European Council on Foreign Relations. I 1990 inviterede Uffe mig til OSCE- konferencen i Bonn. Her kunne jeg erfare, at Uffe Ellemann havde et lydhørt publikum i sin tale til plenarforsamlingen. Andre danske udenrigsministre ville have indledt med: ” Ganske vist er Danmark et lille land, men………..”. Sådan var Uffe ikke. Han satte ikke Danmarks lys under en skæppe og holdt sin tale med en autoritet, som var han USA’s præsident. Jeg blev senere bedt om at holde talen for ham, da Danske Civiløkonomer kårede Uffe som Årets Mand i Danmark. Europasagen, Baltikum og NATO var højdepunkterne i Uffe Ellemanns politiske karriere. Et lavpunkt var hans holdning til Muhammed-krisen, hvor han fordømte Jyllandspostens tegninger af islams profet og krævede, at avisen skulle give en undskyldning.
EU-samarbejdet var hjerteblod for Uffe. Ingen kritik, ingen betænkeligheder mod svaghederne i EU’s demokratiske konstruktion. Til trods for, at et flertal i hele vælgerbefolkningen nok gik ind for et tæt europæisk samarbejde, men også så med stigende skepsis på den stadigt mere magtfulde Union. Som Hans Engell udtrykte det: ” Vi skal sige ja, men ikke halleluja”. I årene inden Murens fald i 1989 dannede der sig et forsvarspolitisk flertal i folketinget uden om Schlüters regering, hvor Ellemann var udenrigsminister. Regeringens støtte til NATO’s modsvar på Sovjetimperiets accelererende oprustning blev konstant udvandet af fodnoter påtvunget Uffe Ellemann af de Radikale og de røde partier. Meningen var at udvande Danmarks position i NATO til et passivt medlemskab, men uden at vælte regeringen. Man vidste jo, at der var en stærk værnevilje i befolkningen, der ville have styrket den borgerlige regering, hvis det var kommet til et valg om forsvaret. Uffes stædige kamp mod fodnoterne og hans konsekvente afstandtagen fra dem på NATO-møderne indbragte ham ikke mindre en 80 påtaler, de såkaldte ’næser’, som han modtog uden at blinke, fordi han dermed havde bevist, at regeringen stod samlet bag Danmarks engagement i NATO. Efter at Ellemann forlod formandsposten for Venstre efter sit knappe valgnederlag i 1998, gled både Venstre og Konservative lige så stille over i det alternative flertal. De efterfølgende forsvarsforlig, der alle havde fuld borgerlig deltagelse, afmonterede det danske forsvar til den ruin, det er i dag. Det forsvar som NATO karakteriserer som ’ukampdygtigt’.
Uffe Ellemann var også noget af en sørøver, der kunne handle resolut, når chancen bød sig. Det viste han, da Sovjetunionen gik i opløsning, og de baltiske stater forsøgte at slide sig fri af sovjetfascismens lænker. Mens andre demokratiske lande sad og trillede tommelfingre, fik Ellemann ved et hurtigt kup dansk politisk støtte til anerkendelse af de tre baltiske lande som frie og suveræne stater, nu med fulde diplomatiske forbindelser til Danmark. Dermed brød Uffe med generationers forbandelse over dansk udenrigspolitik, hvis jammerlige dogme altid har været: ” Vi er for små til at være pionerer og sætte os i spidsen. De store må tage initiativerne, og så må vi se, hvad vi kan være med til”. Her viste Uffe, at uanset størrelsen så er der en vej, hvor der er vilje.
Uffes stædighed og holdningskonsekvens ramte imidlertid ham selv under Muhammedkrisen, der eksploderede i begyndelsen af 2006. Uffe Ellemann og Jyllandsposten var ikke gode venner, og da JP publicerede en serie karikaturtegninger af islams profet Muhammed, tog Ellemann automatisk det modsatte standpunkt og forlangte, at avisen skulle give islam en officiel undskyldning. Superdemokraten Ellemann sagde offentligt, at ytringsfrihed var godt, men derfor kunne man jo godt tænke sig om. Det var nøjagtigt, hvad Stauning-regeringen docerede for de danske medier, der efter Hitlers magtovertagelse i 1933, skrev kritisk om nazismen. ” When you are in a hole stop digging!”, sagde USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld. Men Uffe gravede videre og påtog sig rollen som islams forsvarer mod de hensynsløse krænkere fra især JP og Dansk Folkeparti. Ellemann nægtede at anerkende islam for det, det er, nemlig en personkult, et totalitært samfundssystem og en tro smeltet sammen til en uløselig legering. Ellemann så kun troen og ville ikke vide af islams brutale og omfattende undertrykkelse af kvinder, homoseksuelle og alle ikke-troende.
Uffe Ellemann var en international statsmand af stort format og en skarp kontrast til de moderne danske evigt konsensussøgende politiske vatnisser. Til trods for en karismatisk og viljestærk karakter havde Uffe Ellemann nok et hav af modstandere, men ingen fjender. Det er statsmandskunst. Danmark har brug for en håndfuld karismatiske, viljestærke politikere som Uffe Ellemann Jensen. Hvor mon de bliver af?