”Vi må vi sætte vores lid til, at der er et andet USA, som vi vil se træde i karakter den dag, Trump forlader sin post. Forhåbentlig fordi de amerikanske vælgere vrager ham”, drømmer Danmarks tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, i Berlingske.
Uffe afslører dermed total mangel på realisme og indsigt i amerikansk politik. Trumpismen er nemlig kommet for at blive, hvilket mange amerikanske kommentatorer og analytikere, såvel republikanske som demokratiske, er enige om.
For det første står vicepræsident Mike Pence klar til at overtage stafetten, den dag Trump forlader Det Hvide Hus.
For det andet vil Trumps efterfølger efter al sandsynlighed fortsætte præsidentens udenrigspolitiske kurs, uanset om efterfølgeren er republikaner eller demokrat.
Og for det tredje er det ren ønsketænkning at tro, at Trumps efterfølger vil give europæerne lov til fortsat at køre på frihjul i NATO og lade amerikanske skatteydere betale regningen. Som amerikanerne siger: ”It won’t happen”. Denne holdning er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, ikke kun i Trump-regeringen.
Ingen ved, hvornår Trump forlader Det Hvide Hus. Måske i 2020. Måske i 2025. Men en ting er sikker: Han forsvinder ikke ud af rampelyset. Han vil fortsat holde politiske møder med sine tilhængere rundt om i USA, og han vil muligvis starte sit eget medieimperium. Hans stemme bliver fortsat hørt i det politiske landskab. Og ifølge amerikanske kommentatorer kan eks-præsident Trump faktisk være langt farligere end præsident Trump.
André Rossmann