Ugens prædiken: Vejen, sandheden og livet


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.

Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?

Artiklen fortsætter under videoen…

De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11 3. søndag efter påske – domkirken Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen, siger Jesus i dagens evangelium til sine disciple.

Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Og Jesus svarer: JEG ER vejen – og Sandheden – og Livet. Ingen kommer til Faderen undtagen ved mig. Jeg er vejEN, siger Jesus – den eneste vej – til Gud. Ingen kommer til Faderen undtagen ved mig. Sådan sagde han virkelig. Det er et kendt citat, og fleste af jer har sikkert hørt det mange gange før.

Og som det så ofte sker med ting, der bliver gentaget mange gange som en selvfølgelighed, mister ordene deres slagkraft efterhånden og bliver til en banalitet – en slags lydtæppe, der bare ér der, uden rigtig at blive hørt. Men hvis I nu prøver at lade, som om, I hører disse ord for første gang, så vil I kunne mærke, hvor provokerende, de i grunden er: Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen ved mig. For det, Jesus siger, er, at den eneste vej til Gud, går gennem ham. Dvs: at den kristne tro er den eneste sande tro.

Kun Jesus viser os et sandt billede af den sande Gud. Derfor kan vi som kristne mennesker ikke tro på, at der er ‘mange veje til Gud’. For Jesus siger selv, at han er den eneste vej. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved, som apostlen Peter siger det i den tekst fra Apostlenes Gerninger, som jeg læste fra alteret. Bibelens påstand, er, at der er kun én sand Gud.

Kun én Gud, der har skabt hele Jorden og solen og månen og stjernerne og var til, før alt dette blev skabt. Og det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, som har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Det handler om at tro på Jesus Kristus som sin Herre og Frelser – og forsage alle andre veje. Dvs. at vi skal holde op med at tro, at vi kan finde Gud ved at gå ad nogen som helst anden vej, end den vej, der hedder Jesus Kristus. Andre religioner fører ikke til Gud, selvom der ganske vist kan være glimt af sandheden gemt i gamle myter. Men vejen til Gud, det er Kristus, ikke andre religioner. Det siger vist sig selv for kristne mennesker. Heller ikke den menneskelige fornuft og forstand kan bruges som en vej til Gud.

Det er en vej, der ser god og tillokkende ud, men det er en afvej og den fører ikke til Gud. Jeg er vejen og sandheden og livet. Sandheden skal gøre jer frie, siger Paulus, dvs. Jesus skal gøre jer frie, for det er ham, der er Sandheden, har vi lige hørt. Og Jesus gør os sandelig frie. Frie fra selv ved egne kræfter at skulle skabe vores egen vej til Gud. Og også frie fra at leve et liv reguleret af rituelle pligter og regler. I kristen sammenhæng er der ikke noget, der er halal eller haram, rent eller urent. Derfor er der i kristne samfund også en masse områder af tilværelsen, der ikke er påvirket af religion.

Spørgsmål om, hvad man må spise, hvem man må gifte sig med, hvordan man skal gå klædt, hvilken frisure man skal have osv – alt dette må det kristne menneske fuldstændig selv bestemme. Menigheden i Korinth på Paulus’ tid, som levede i et meget mere multikulturelt og multireligiøst samfund, end vi gør nu, var i tvivl, om de måtte spise kød, der var ofret til andre guder. De spurgte Paulus til råds, og han svarede: ” „Alt er tilladt, men ikke alt gavner. … Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge om det er offerkød. For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren. … Men hvis nogen siger til jer: „Det er offerkød,“ må I ikke spise det.“ Alt er altså tilladt, sagde Paulus, vi kan spise alt. Men i det øjeblik, vi begynder at bøje os for spiseregler og religiøst betinget skelnen mellem hvad der er rent og urent – så er vi i færd med at udhule vores kristne frihed. Vores Gud er, som jeg sagde til konfirmanderne forleden dag, vores far i himlen, som elsker sine børn som de syndere, vi er.

Dvs han elsker os med alt hvad vi rummer af godt og af ondt. Så stol blot på Guds kærlighed, for han er den bedste far, der findes. Du er ikke bundet til ham med lænker af love og regler, men med kærlighedens lette bånd. ”Til frihed har Kristus frigjort os”, skriver Paulus. ”Stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ Det vil sige, at vi ikke som kristne må lade os friste og lokke til at mene, at love og regler på nogen måde kan være en vej, der fører til Gud. Der er kun én vej til Gud, og det er Jesus Kristus. Tro på ham, så er du på rette vej. Og der er kun dén ene vej. Vil du sikre dig ved også lige at have en fod på en anden vej samtidig, så falder du væk fra den ene, rette vej, for så har du ikke længere tillid til Jesus som din frelser.

Tilbage til det med fornuften og forstanden, som ikke er nogen vej til Gud: Vi kan let blive så forblændede af vores egen dygtighed og alt, hvad vi formår, at vi næsten kommer til at tro, vi er klogere end Gud. Eller i hvert fald lige så kloge. Trods alt, tænk dog på, hvad vi mennesker formår. Vi kan dele atomet. Vi kan helbrede sygdomme, der før var dødelige. Vi kan dræbe alt liv på jordkloden, hvis vi vil. Og vi kan se langt ud i verdensrummet med teleskoper og satellitter.

Alle disse ting har vi opnået ad naturvidenskabens vej, ved at bruge vores menneskelige forstand, som langt overgår hvad nogen anden skabning er begavet med. Og det er godt. Fornuft og forstand kan bruges til mange ting. Men de kan ikke hjælpe os til Gud, for han kan ikke begribes ad den vej.

Det er ellers fristende i en verden, der i den grad hylder og nærmest tilbeder fornuften og særlig naturvidenskaben, at forsøge at tækkes fornuften og ligesom bygge et værn af fornuft omkring evangeliet, så fornufts-dyrkere såsom ateister og deslige ikke kan komme og håne os for at være ufornuftige og tåbelige. Fx kan vi prøve at værne os ved at sige, at fortællingerne om Jesus blot er et narrativ, en fortælling, et stykke litteratur, eller at Jesu Kristi opstandelse og himmelfart blot er poesi, smukke beretninger, billeder på, at der sker noget dejligt på tirsdag. Og sandelig ikke overleverede vidneskildringer om virkelige hændelser, såsom at Kristus ikke blot billedligt, men virkelig er Guds Søn, og ikke blot billedligt, men virkelig opstod fra de døde i kød og blod og virkelig for til Himmels, hvor han virkelig sidder ved faderens højre hånd.

For hvis det hele kun er billeder, så kan ateisterne ikke komme og håne os for, at vi tror på noget så tåbeligt en Gud i himlen. Det gør vi skam kun billedligt, kan vi så sige, og når så ateisterne meget berettiget og forståeligt spørger os, hvad i alverden vi mener med det, så kan vi bare sige, at det er nok for vanskeligt for dem at forstå, for det er nemlig teologi, og den slags tager det lang, lang tid at forstå, men de kan da prøve at læse dén eller dén meget lange og lærde bog om emnet, hvis de har lyst. Så skal diskussionen nok forstumme.

Så ja, det er en fristende vej, fornuftens vej, men det er en afvej, ligesom lovens og de andre religioners vej. Den eneste vej, der fører til gud, det er Jesus Kristus. Vi kan komme på afveje, ja. Det gør vi alle sammen, for det er så let. Men hav blot tillid til Jesus, for han skal nok selv finde dig, når du bliver væk.

Han lader sit ord være en lygte for din fod, så du kan se at finde vejen igen. Og som den gode hyrde, der tager ud for at finde sit vildfarne får, og ikke helmer, før han har fundet det, sådan umage vil Jesus gøre sig for at finde dig igen, når det er dig, der er faret vild. Stol blot på ham.

Så er du på rette vej. Amen.

Kommentarer