Uighurerne er tændsatsen, der kan sprænge Kina i luften

Debatindlæg af ARES.

Den kinesiske Folkerepublik består af 55 etniske minoriteter, som udgør et kulturelt og politisk mareridt for den kinesiske regering. Intet imperium i historien har til evig tid kunnet fastholde kontrollen over oprørske mindretalsbefolkninger, der stræber efter frihed og selvstændighed. De kinesiske ledere, der er pragmatiske folk, er udmærket klar over, at på et eller andet tidspunkt i en forhåbentlig fjern fremtid vil Kina blive omdannet til føderal stat efter amerikansk model, hvor den føderale regering har autoritet over forsvar, udenrigspolitik og føderal penge- og finanspolitik, men hvor en række stærke delstater har magten til at leve deres eget kulturelle og politiske liv inden for den fælles forfatnings rammer.  Men foreløbigt går al kinesisk politik ud på at holde sammen på Folkerepublikken i dens nuværende form, som ikke er et folkestyre, men et styret demokrati ligesom i Singapore, hvor det ledende parti altid er sikret den afgørende magt. 

Men ingen kæde er stærkere end det svageste led, og den kinesiske kæde har tre svage led. De hedder Hong Kong, Taiwan og Xinjang-provinsen, hvor de islamiske uighurer bor. Hvis disse tre oprørske områder permanent gør sig fri af den kinesiske indflydelsessfære, vil en lang række kinesiske minoritetssamfund følge efter. Og det holder den kinesiske Folkerepublik ikke til.  Den kinesiske regering er bestemt ikke tolerant, men den er tålmodig. Siden formand Maos magtovertagelse i 1949 har mottoet været: Befri Taiwan! Det er ikke lykkedes, men Kina er tilfreds, hvis bare den nuværende tilstand bevares, hvor Taiwan er en ikke-stat og ikke ender som en selvstændig republik anerkendt af det internationale samfund. Hong Kong skal langsomt men sikkert tvinges ind som en fuldt integreret region i Folkerepublikken til trods for løftet om at bevare Hong Kong som hørende til Kina, men med sit eget politiske system.  Fra deres position i det nordvestlige Kina har uighurerne siden 1100-tallet ligget og skvulpet i brændingen mellem den islamiske og kinesiske kultur. Sovjetunionen under Stalin arbejdede på, at uighurerne skulle opnå fuld national selvstændighed, men Mao Tse-Tung ønskede ikke at have en islamisk republik til nabo og fik anbragt uighurfolket som en integreret del af Kina sidestillet med de øvrige etniske minoriteter.

LÆS OGSÅ:  Vil det kommunistiske Kina dominere Mellemøsten?

Det er hårdt nok at være buddhist eller kristen i Kina, som hader dissidenter af enhver art, men da magthaverne erkender, at kristne og buddhister ikke har planer om at omstyrte den statskapitalistiske kinesiske regering, bliver de tålt, men ofte chikaneret og undertrykt. Over for uighurerne er der imidlertid lagt en kompromisløs kurs, netop fordi det drejer sig om en islamisk samfundskultur, der nok finder sig i det kommunistiske styre, men ikke vil anerkende det. For en muslim vil Allahs hellige og uforanderlige lov altid stå over sekulære love. Enhver muslim er forpligtet til efter rig eller fattig evne at stræbe efter etableringen af en islamisk formynderstat, styret efter sharialoven, som den er nedfældet i den hellige islamiske bibels tre værker: koranen, hadith (de islamiske traditioner) og sira (Muhammed biografi). Dette er fuldstændigt uspiseligt for den kinesiske regering, der har nultolerance over for enhver politisk dissens. Og da islam er lige så meget et komplet politisk og kulturelt samfundssystem, som det er en religion, bliver der slået nådesløst ned på alt, hvad uighurfolket står for. Salafismen, som er den ideologi, der styrer Det Muslimske Broderskab, Islamisk Stat, Taliban og Al-Qaeda, har gennem de sidste årtier fået solidt fodfæste i uighurfolket, hvad der kun har fået kineserne til at optrappe undertrykkelsen og forfølgelsen af de omkring 20 millioner islamiske uighurer.

LÆS OGSÅ:  Top DF'er ryster på hovedet af Løkke: Problemet er islam og muslimer.

De vestlige demokratier kan protestere lige så meget, de vil. Kinas regering ved, hvad der står på spil og giver sig ikke en tomme.