Vestens ledere aner ikke deres levende råd. Præsident Biden prøver at spille brysk og truer med uhørte sanktioner, hvis Putin invaderer. Tyskerne vil ikke være med, og synes i stigende grad at distancere sig fra NATO til fordel for en russisk-venlig politik, som ikke mindst skyldes landets afhængighed af russisk energi.
Amerikanske generaler er uenige om Putins hensigter. USA’s øverste militære chef – efter Biden – general Mark Alexander Milley, advarer om, at russiske tropper kan være 72 timer fra at indtage Ukraines hovedstad, mens Fox News’ militær-kommentator, general Jack Keane, ikke tror på, at Rusland vil invadere. Ukraines ledere prøver også at slå koldt vand i blodet.
Er der overhovedet nogen, der ved, hvad Putin pønser på?
Kendsgerningen er imidlertid, at han har opmarcheret et sted mellem 100.000 og 170.000 tropper nær Ukraines grænser, og det gør han vel ikke uden at have en plan.
Putin er næppe særligt interesseret i Ukraine. Hvis han invaderer, er det for at svække USA og kappe båndene mellem USA og de europæiske allierede. Han ved, at præsident Biden er for omtåget og hjælpeløs til at foretage sig noget, og Bidens europæiske allierede ved det også. Den amerikanske præsidents udenrigspolitik har været en serie af ydmygende retræter, som har givet Vestens fjender blod på tanden. De ved, at de stort set kan opføre sig, som de lyster uden at frygte noget alvorligt fra den tidligere amerikanske stormagt.
Putin behøver ikke at indlede en storkrig for at nå sit mål. Med kløften mellem USA og Tyskland har han allerede opnået meget.
Han ved også, at hvis han tilføjer Biden et alt for stort prestigetab ved at erobre Ukraine, vil det demokratiske parti tabe ansigt i vælgernes øjne. Især på baggrund af de demokratiske politikeres gentagne erklæringer om, at Ukraines sikkerhed er en strategisk interesse for USA.
Putin er også klar over, at Donald Trumps republikanere vil føre en anderledes kontant og konfrontatorisk politik over for Rusland, så hvorfor skulle han hjælpe dem til magten – og tilmed risikere at Trump vender tilbage efter præsidentvalget i 2024?
Ruslands stærke mand vil måske lade sig nøje med nogle vestlige indrømmelser – f.eks. et løfte om, at NATO ikke vil blive yderligere udvidet – og sende sine soldater hjem til kasernerne.