I deres iver efter at demontere russisk propaganda har Vestens eliter forsøgt at skjule den kendsgerning, at der blandt Kiev’s militære ledere findes Tredje Riges-ekstremister.
Debatindlæg af Marta Havryshko
Da Vladimir Putin iværksatte sin invasion af Ukraine i februar 2022, påstod han, at ét af formålene med invasionen var at gennemføre en ”afnazificering” af Ukraine. Kreml anvender stadig denne narrativ som et vigtigt punkt i deres krigspropaganda.
Både Ukraine og Vesten reagerede straks ved at affærdige påstanden som en kynisk misbrug af historien om Holocaust. Og politikere, medier, akademikere og uddannelsesinstitutioner kastede sig ud i bevisførelser for at kunne afvise Putins argument som løgnagtig.
Men i deres iver efter at demontere den russiske propaganda har Vestens eliter skabt deres egen propagandistiske myte, som lyder: Der findes ingen nazister i Ukraine. Eller, hvis de findes, er de formodentlig blot nogle isolerede særlinge uden nogen indflydelse.
Denne opdigtede myte krævede, at man hvidvaskede Azov, en enhed, som blev grundlagt i 2014 af den nynazistiske gruppe Ukraines Patrioter under Andriy Biletsky’s lederskab. Azov blev berygtet for sin ekstremistiske ideologi, nazi-symbolik og for beskyldninger imod den for krigsforbrydelser i Donbas. I 2018 forbød Kongressen i USA, at man leverede amerikanske våben, økonomiske midler og uddannelsesstøtte til gruppen. Efter Ruslands fuldskala-invasion forsvandt denne stigmatisering nærmest fra den ene dag til den anden. Kiev reorganiserede Azov, udskilte de mest radikale elementer og samlede disse i en ny enhed, 3 Angrebs-brigade. De vestlige medier gav brigaden det blå stempel og hvidvaskede den. De sproglige termer ”af-radikalisering” og ”af-politisering” blev mainstream. At betvivle denne narrativ blev tabu og stemplet som ”russisk propaganda”. Resultatet blev en kultur af systematisk tavshed.
Nynazistiske netværk er dybt bundfældet i dele af Ukraines militære struktur. Deres eksistens er synlig i enheder som fx Azov, 3 Angrebsbrigade, det Russiske Frivillige Korps, Bratstvo, det Tyske Frivillige Korps, Karpatska Sich og andre enheder. Alligevel fortsætter vestlige Ukraine-støtter med at udruste disse enheder med våben, finansiel bistand og militær uddannelse, uden at der gennemføres nogen tilstrækkeligt kritisk undersøgelse. Endnu mere bemærkelsesværdig er normaliseringen af selve det nazi-image, der kendetegner disse enheder. De officielle ukrainske militære kanaler og mainstreammedierne offentliggør regelmæssigt billeder af soldater, der bærer svastika, Waffen-SS kendetegn og mærker, der forbindes med nynazistiske grupper som Combat 18 og Misanthropic Division (oa.: Den Menneskehadende Division). Dette bliver ikke længere betragtet som skandaløst. Det er blevet normalbilledet.
Mest foruroligende af alt er det, at nogle ukrainske militære enheder har inkorporeret nazi-associerede symboler i deres officielle insignier.
Det yderste højre og Ukraines militære kultur
Mange ukrainske militære enheder, som anvender nazi-symboler, bliver ført af mænd, der er skabt af Azov og det miljø fra det yderste højre, der omgiver denne enhed. For eksempel er der Oleksandr Kravtsov, den kendte hærfører for Vedmedi-enheden, som var en del af Azov. Hans krop er dækket med nazi-symboler, inklusiv symbolet 1488 – som er en henvisning til dels det 14-ords-slogan (se note 2), der udtrykker hvidt overherredømme og er opfundet af David Lane, dels den hemmelige kode for hilsenen ”Heil Hitler”, idet ”H” er det ottende bogstav i alfabetet. Tværs over sit bryst har Kravtsov tatoveret SS-mottoet ”Min ære er loyalitet”. Han gjorde dette slogan til motto for sin egen enhed. SS-tordenkilerne blev en del af enhedens officielle insignier.
Efter at være vendt tilbage fra russisk fangenskab blev Kravtsov’s enhed indrulleret i den ukrainske militære struktur; først i 36 Brigade, dernæst i 39 Kystforsvarsbrigade. Men intet forandrede sig. SS-symbolerne og mottoet fulgte stadig med.
Mange af lederne og førerne i 3 Angrebsbrigade udgik også fra Azov-enheden, og de fremfører stadig ekstremistiske synspunkter. Det kan derfor ikke overraske, at de åbenlyst også tager den tilsvarende symbolik i anvendelse. Èn af 3 Angrebsbrigades underenheder tilegnede sig modificerede insignier, idet enheden erstattede insigniernes to granater med tre. Disse insignier tilhørte oprindeligt Dirlewanger SS Brigaden, som var én af de mest berygtede nazi-enheder under Anden Verdenskrig. I 2025 fremviste brigaden offentligt emblemet ved et mindesmærke i Kiev. Det skabte ikke nogen skandale.
Azov skabte også normalitet omkring brugen af Den Sorte Sol, et symbol, der blev skabt i Himmler’s SS-kultiske hovedkvarter på Wewelsburg Slot, og som nu bliver brugt verden over af nynazister og terrorister, der arbejder for den hvide races overherredømme. Symbolet blev også brugt af den terrorist, der i 2029 angreb moskeen i byen Christchurch i New Zealand, og af den person, der for nylig skød mod San Diego Islamic Center i Californien.
Efter 2022 bredte anvendelsen af Den Sorte Sol sig hurtigt i hele den ukrainske militære kultur. Symbolet viste sig i enheder med forbindelse til Azov, heriblandt vildledningsdelingen og morterenhederne i 3 Angrebsbrigade. Ret hurtigt spredte symbolet sig videre – også ind i enheder uden nogen åbenlys ideologisk profil overhovedet – og blev en del af insignierne for 156 Zvaha Bataljon og Bataljonen for Ubemandede Våbensystemer i 110 Brigade, der har fået navn efter Marko Bezruchko (oa.: Bezruchko Brigaden).
Azov gjorde også et andet nazi-associeret emblem til mainstream, Wolfsangel, som historisk har været anvendt af adskillige Waffen-SS-divisioner (oa.: dansk = Ulvekrogen, som er et ufuldstændigt hagekors). Nyfortolket som et symbol for Ideen om Nation blev symbolet til ét af de mest synlige symboler i Ukraines militære kultur i krigstid. Symbolet dukker nu op langt uden for selve Azov-enheden. Den nyligt formerede Nachtigall Bataljon – der er opkaldt efter den Nachtigall Bataljon, som blev opstillet af Tysklands militære efterretningsvæsen i 1941 – bruger de samme Wolfsangel-inspirerede insignier.
Nogle enheder inden for Ukraines militære styrker skjuler ikke deres fascination af Det Tredje Riges militære kultur. For eksempel kalder 422 Regiment for Ubemandede Våbensystemer sig selv for ”Luftwaffe”, og bruger praktisk talt den samme ørn som Hitlers luftvåben. Regimentschefen, Mykola Kolesnyk, viser sig regelmæssigt med symbolet på sine militære mærker og på sit tøj. For at skaffe finanser til krigsførelsen har enheden tilmed et udsalg af varer, hvor nazi-ørnen er påsat som kendetegn – hættetrøjer, drikkekrus, T-shirts, kasketter og nøgleringe.
Ikke blot et æstetisk problem
Brugen af nazi-symboler i Ukraines militære styrker er ikke bare et æstetisk problem. Det er et moralsk, politisk, historisk og legalitetsmæssigt problem.
For det første er denne brug et udtryk for en form for historisk revisionisme og for den gradvise rehabilitering af selve nazismen – en direkte udfordring af den vestlige konsensus, der i efterkrigstiden er bygget op på mindet om Anden Verdenskrig. Inden for den højreekstreme militære kultur er den nazistiske forestillingsverden ofte beskrevet ved hjælp af romantiserende narrativer om kampen mod Sovjetmagten. I praksis betyder dette en nedvurderende banalisering af de ofre, som blev leveret af de syv millioner ukrainere, der i Den Røde Hærs enheder kæmpede mod nazismen sammen med de vestlige allierede (i modsætning til de 300.000, som gjorde tjeneste i forskellige militære enheder og politistyrker på Nazi-Tysklands side).
Brugen af nazi-symbolerne er derudover en vanhelligelse af mindet om nazismens ofre i Ukraine: 1,5 mio. jøder myrdet under Holocaust, sammen med millioner af slavere, krigsfanger, romaer, mentalt syge mennesker, tvangsarbejdere og talløse andre mennesker, der blev opslugt af det racistiske maskineris udryddelses- og udnyttelsesteknik.
For det andet er problemet ikke kun historisk. Problemet er katastrofalt og stærkt aktuelt. Den Sorte Sol, Wolfsangel eller alle de SS-runer, som de ukrainske soldater fremviser, leverer endnu en propagandasejr til Kreml. Russiske propagandister behøver ikke opfinde imaginære nazister i Kiev. De kan blot pege på de insignier, der åbenlyst bæres af nogle af Ukraines mest lovpriste militære enheder, heriblandt enheder, der betegnes som elite-enheder, som fx 3 Angrebsbrigade.
For det tredje er der også en skrigende legalitetsmæssig modsigelse. Ved åbenlyst at anvende nazi-symboler forbryder disse enheder sig mod de love om mindesmærker, som Ukraine vedtog i 2015, og som eksplicit forbyder udbredelse af nazi-regimets propaganda og offentlig anvendelse af dette regimes symboler. Lovene beskriver sådanne handlinger som en forhånelse af mindet om de mange millioner af ofre, og fastsætter straf på op til fem års fængsel for overtrædelse.
Men endnu er ingen blev retsforfulgt for overtrædelse af lovene.
Hvorfor ikke?
Fordi Zelensky-regeringen – og præsident Volodymyr Zelensky selv i hans position som militær øverstkommanderende – har indgået en politisk overenskomst med det yderste højre. Siden 2022 er højreekstreme aktivister og netværk strømmet i stor mængde ind i sikkerhedsapparatet og det militære forsvar. I en situation, hvor der var total krig og kronisk mangel på mandskab, blev denne alliance politisk hensigtsmæssig, måske tilmed uundgåelig. Nu er den blevet fast forankret.
Staten er blevet afhængig af radikaliserede militære enheder af hensyn til mandskabsrekrutteringen og kampeffektiviteten. Til gengæld opnår det yderste højre legitimitet, våben, indflydelse og beskyttelse fra myndighedernes side. Hvad der opstod ud af krigens nødvendighed, er ved at udvikle sig til gensidig afhængighed. Ukraines vestlige støttelande foretog deres egen risikobetonede satsning. Også de er afhængig af ukrainsk mandskab for at svække Rusland. Og derfor tolererer disse støttelande ekstremister i Ukraines væbnede styrker, så længe disse ekstremister fortsætter med at kæmpe i krigen. Og endnu mere: disse støttelande opretholder stort set tavshed omkring den ideologi og de symboler, der er involveret. For det at erkende eksistensen af disse symboler og den ideologi, der er knyttet til dem, ville betyde, at man skulle indrømme en meget ubehagelig sandhed, nemlig den sandhed, at det nynazistiske problem i Ukraine ikke bare er én af Kremls opfindelser.
Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen.
Note 1. Kilde til oversættelsen er tidsskriftet Responsible Statecraft:
https://responsiblestatecraft.org/nazis-in-ukraine-military/
Note 2.
Det primære 14-ords slogan lyder således:
We must secure the existence of our people and a future for white children
(Vi må sikre en eksistens for vort folk og en fremtid for hvide børn).
Dette efterfølges af det sekundære slogan, som lyder:
Because the beauty of the White Aryan woman must not perish from the earth
(fordi den hvide ariske kvindes skønhed ikke skal forsvinde fra jorden).
Til læseren: Slå selv “1488” og ”David Lane” op på wikipedia.
Note 3. Se videoen: Marta Havryshko on the Influence of the Far Right in Ukraine.
Link: https://www.youtube.com/watch?v=7huRu2G0ZzA
Note 4. Se videoen: Marta Havryshko: Zelensky Pays Tribute to Nazi Leaders.
Link: https://www.youtube.com/watch?v=roX0CcS3bGk
Note 5. “Ikke vores krig,” siger polsk parlamentsmedlem. Times Now World om polske protester imod Zelensky’s hyldest til nazi-ledere.
Link: https://www.youtube.com/watch?v=1EZJqRG8_wo
Note 6. Om Marta Havryshko.
Marta Havryshko er i dag assisterende professor ved Strassler Center for Holocaust and Genocide Studies ved Clark University i Massachusetts, USA. Hun er ukrainer og fik i 2010 en ph.d.-grad i historie fra Ivan Franko National University i Lviv. Havryshko siger selv (jf. note 3), at hun startede sin akademiske karriere med at studere den nationalisme, der eksisterede i Ukraine mellem Første og Anden Verdenskrig. Hendes forskning er primært rettet mod seksuel vold under Anden Verdenskrig og mod Holocaust, kvinders rolle i historien, feminisme og nationalisme, herunder ukrainsk højreekstremisme, ny-nazisme og den russisk-ukrainske krig. I årene op til den russiske invasion i Ukraine var Marta Havryshko leder af et forskningsinstitut ved Babyn Yar Holocaust Memorial Center i nærheden af Kiev. På grund af hendes kritiske forskning af den ukrainske nationalisme blev hun fordømt og også truet på livet af forskerkolleger. Det ukrainske forskermiljø krævede, at forskningen blev udført på et nationalistisk grundlag og med en nationalistisk hensigt. Hun frygtede derfor, at hun efter en russisk invasion og en efterfølgende radikalisering af synspunkterne på grund af krigen skulle blive sat på den sorte liste og forhindret i at flygte. Da den russiske invasion løb af stablen ultimo februar 2022, tog hun en hurtig beslutning og flygtede ud af Ukraine, og nåede via Polen til Schweiz. Her var hun i en kort periode professor ved Basel Universitet, før hun af Clark University blev inviteret til USA og her fik en stilling som assisterende professor. Marta Havryshko kan følges på X. Også på facebook kan man finde Havryshko, men her er hendes profil efter hendes eget udsagn ofte blevet lukket på initiativ af Ukraines efterretningstjeneste; hun får dog også ofte sin profil genoprettet. Men på X har Ukraines efterretningstjeneste ikke den samme indflydelse.
Kilder:
1) https://www.clarku.edu/faculty/profiles/marta-havryshko/
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)