Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi var tirsdag på kontrol i den offentlige transport med henblik på at kontrollere udlændinge og grundlaget for deres ophold i Danmark.
På Køge S-station traf politiet kl. 11.02 en udenlandsk mand, der indledningsvist ikke kunne eller ville fremvise alle sine identitetsdokumenter både for at identificere sig, men også for at forevise fornøden tilladelse til ophold i Danmark.
Den udenlandske mand blev anholdt med henblik på identifikation, hvorefter manden fremviste en opholdstilladelse, der var udløbet i 2020. Den anholdte blev identificeret som en 22-årig mand fra Nigeria, som blev sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om ulovligt ophold i Danmark.
Den 22-årige fik afgjort sin sag straks med en bøde, hvorefter han forblev i politiets varetægt i medfør af hjemrejselovens bestemmelser, mens Udlændingestyrelsen kigger på hans sag for at træffe afgørelse om, hvorvidt den 22-årige nigerianer i forbindelse med udsendelse af Danmark også skal have et indrejseforbud.