Københavns Vestegns Politi er fortsat i gang med undersøgelse af en mulig bombetrussel på Ballerup Campus, men det er muligt at give en foreløbig status for nu.
Kl. 07.17 modtog politiet en anmeldelse om en mulig bombetrussel rettet mod DTU Ballerup Campus, som omfattede dagen i dag – den 25. april 2018.
-I sådan i situation vurderer vi altid den konkrete trussel. Karakteren af den anmeldelse vi modtog, gjorde, at vi vurderede, at en større politiaktion og en lukning af stedet var nødvendig, mens vi efterforskede forholdet, siger vicepolitiinspektør Brian Toftemann, Københavns Vestegns Politi.
Intet der indikerer en bombe
I forbindelse med politiaktionen blev Ballerup Campus rømmet og afspærret, og politiet har siden været i gang med at undersøge stedet. Der er intet, der indikerer der er en bombe, men politiet holder stedet lukket, frem til at det er endeligt afklaret.
– Det betyder stedet vil være lukket resten af dagen, men med den viden politiet har nu, vil Ballerup Campus kunne åbne på normal vis i morgen.
Truslen efterforskes
Anmeldelsen af den mulige bombetrussel er under efterforskning. Københavns Vestegns Politi ønsker ikke at kommentere efterforskningen på nuværende tidspunkt men modtager gerne oplysninger, hvis nogen har en viden om sagen. Henvendelse til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43861448.