Site icon 24NYT

Undersøgelse: Dyrevelfærd er fremtiden

”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” er det mærke, flest indkøbsansvarlige danskere forbinder med høj dyrevelfærd, sammenlignet med andre dyrevelfærdsmærker.

Tre ud af fire indkøbsansvarlige danskere forventer, at forbrugerne vil have mere fokus på dyrevelfærd, når de køber ind fremover. Det viser en ny undersøgelse.

Når du i fremtiden står over køledisken i dit lokale supermarked, vil der være mere rift om kød- og mejeriprodukter, der kommer fra dyr med bedre dyrevelfærd. Det vil der i hvert fald, hvis du spørger de indkøbsansvarlige danskere. En ny undersøgelse lavet af YouGov for Dyrenes Beskyttelse viser nemlig, at 73 pct. af de adspurgte forventer, at danske forbrugere vil have mere fokus på dyrevelfærd i fremtiden.

De nye tal vækker glæde hos Dyrenes Beskyttelse, der siden 1992 har arbejdet for flere produkter med god dyrevelfærd i dansk detailhandel med mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

”Det er glædeligt, at så mange danskere tror på, at dyrevelfærd er fremtiden. Danske forbrugere efterspørger i stigende grad produkter fra dyr, som har levet et godt liv, og den tendens vil blive stærkere i fremtiden,” siger Britta Riis, Direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Høj dyrevelfærd

Undersøgelsen viser også, at ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” er det mærke, flest indkøbsansvarlige danskere forbinder med høj dyrevelfærd, sammenlignet med andre dyrevelfærdsmærker.

Over halvdelen af de adspurgte mener, at mærket altid er lig med høj dyrevelfærd. Det røde Ø-mærke kommer på andenpladsen efterfulgt af Coops Dyrevelfærdsmærke og Det statslige Dyrevelfærdsmærke.

Når du vælger produkter, der er ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”, er du sikret bedre dyrevelfærd og ordentlige forhold i produktionen. Mærket sikrer, at dyrene har haft adgang til udearealer i store dele af deres liv og at dyrene aldrig transporteres i over otte timer. ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” stiller høje krav til dyrenes velfærd, sundhed, fodring og miljømæssige hensyn.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af YouGov for Dyrenes Beskyttelse. Den er gennemført i perioden 23.-26. februar 2018 via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet i Danmark. Undersøgelsen er gennemført blandt danskere over 18, der helt eller delvist har ansvar for indkøb. Der er i alt gennemført 1.008 interviews. Data er indsamlet, så det udgør et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.

Exit mobile version