Ung mand gennemtæsket af gruppe på 5 personer – har flere skader i ansigtet

Om aftenen den 11. juni blev en 20-årig mand overfaldet med slag og spark på Søndergade i Hadsten. Så du episoden, så hører Østjyllands Politi meget gerne fra dig.

Omkring kl. 22.15 stod den 20-årige ud for Centralkroen, da han blev slået i hovedet med en flaske og derefter sparket flere gange, mens han lå ned, inden gerningsmændene stak af fra stedet. Angiveligt skete overfaldet efter en mindre uoverensstemmelse mellem en gruppe med den 20-årige og den anden gruppe, som bestod af 4-5 mænd.

Østjyllands Politi oplyser til 24NYT, at det trods tilstedeværelsen af vidner ikke er lykkedes at få et eneste signalement på gerningsmændene.

Den 20-årige blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen efter at have fået flere skader i ansigtet og på kroppen.

Østjyllands Politi har i forbindelse med efterforskningen af sagen afhørt adskillige personer og undersøgt videoovervågning på stedet. Indtil videre har efterforskningen dog ikke ført til anholdelser, og Østjyllands Politi hører derfor gerne fra vidner, som så overfaldet i Hadsten.

Har du oplysninger til politiet, kan de gives via tlf. 114. Du kan også hjælpe politiet ved at dele denne efterlysning på Facebook.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)