Nordjyllands Politi har inden for kort tid fået flere sager, hvor unge mennesker redigerer elektronisk i deres pas for at få adgang på diskoteker og barer i det nordjyske natteliv. Men det er faktisk dokumentfalsk, en alvorlig forbrydelse, hvor man risikerer frihedsstraf.
Sådan lyder advarslen fra politikommissær Casper Jacobsen fra Nordjyllands Politi.
Sagerne handler om, at de unge mennesker, der er under 18 år, redigerer elektronisk i årstallet på et billede af deres pas – som de så anvender som ”dokumentation” for at få adgang til et diskotek i nattelivet.
Og det vurderer Nordjyllands Politi altså som dokumentfalsk. Det er en alvorlig sag at ændre i identitetspapirer, som fx et pas – og det udløser som udgangspunkt et frihedsstraf.
”Og så giver det en plet på straffeattesten, der kan have negativ betydning for ens fremtid, fordi man for eksempel ikke kan få et job,” siger politikommissær Casper Jacobsen, der understreger, at dokumentfalsk er en kriminalitetsform, som politiet har fokus på.
Nordjyllands Politi har fra 5. januar – 20. januar 2019 haft otte af sådanne sager – alle sager, hvor unge mennesker forfalsker deres fødselsår.
”Vi tager dem alvorligt, for man skal kunne stole på troværdigheden af dokumenter. Det er vigtigt for tilliden i det danske samfund,” siger Casper Jacobsen.
Politiet er ligeledes i dialog med repræsentanter fra restaurationsbranchen omkring denne problemstilling.