Universiteterne lever ikke op til deres ansvar

Universiteternes frihed er en frihed under ansvar, men deres mekanismer til at opdage, indrømme og rette fejl forekommer igen og igen at svigte, skriver Henrik Dahl i Jyllands-Posten.

”Det afgørende er, hvordan universiteternes ledelser reagerer på berettiget faglig kritik. Det spørgsmål forholdt Folketinget sig til med vedtagelse V137 den 1. juni 2021, hvor man opfordrede universiteterne til løbende at sikre, ’at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik’.

De senere år har danske universiteter været ramt af den samme besynderlige ligegyldighed over for ekstremt grænseoverskridende adfærd fra Gaza-aktivister, som man også kender fra andre universiteter i Vesten. Demonstranter og enkelte undervisere, som man kender identiteten på, bidrager til at skabe et ekstremt utrygt studentermiljø for sagesløse jødiske studerende. F.eks. med den berygtede PowerPoint med udsagnet »Death, death to the IDF«. Uden at det udløser andet end ekstremt vattede reaktioner fra universiteternes ledelser.

I lyset af de mange ekstremt kritisable sager om uredelighed – politisering af forskningen, chikane af forskere med afvigende meninger og manglende indsats for at skabe et trygt og åbent forsknings- og studiemiljø – er tiden kommet til at spørge: Tager universiteternes ledelser overhovedet det ansvar, Folketinget har præciseret – men som også fremgår af den eksisterende lovgivning – alvorligt?”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)