Universitetets indre fjende


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Selvfølgelig bør forskning være fri og selvregulerende, men med armslængdeprincippet hviler politikere – og vi andre, der har stemt på dem – i tillid til at forskere ikke politiserer, men… forsker.

 For et par uger siden var sociologen, Henrik Dahl, der er MF og forskningsordfører for LA og DNA-forsker og professor, Eske Willerslev, inviteret ind i radioprogrammet, Ordet fanger til en diskussion hvorvidt den frie forskning i Danmark er truet.

Anledningen var en kronik, som Dahl havde skrevet sammen med Morten Messerschmidt, i hvilken de luftede deres bekymring over de markant intolerante teoridannelser, der er knopskudt fra Social Justice Theory og – ulykkeligvis – siden nullerne også har vundet fodfæste på danske universiteter, især inden for humaniora og samfundsvidenskab. Det har, blandt flere, udmøntet sig i studier som post-colonial theory, queer theory, gender theory og fat studies.

Hvor ekstremt og grotesk et udfald disse teorier kan få, når de har held med at slå rod og gennemsyre studiemiljøer, så vi med den stærkt omtalte sag fra Det Danske Kunstakademi, hvor en kvindelig institutleder, Katrine Dirckinck-Holmfeld i spidsen for en gruppe studerende kastede en buste af Frederik d. V i Københavns Havn: en handling de forsøgte at retfærdiggøre med, at de ville (…) ”italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort”, selvom den ”stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker”. 

Willerslev deltog i radioprogrammet som repræsentant for den autonome forsker, der advokerede for maksimal frihed, mens Dahl i udgangspunktet var tildelt rollen som den nævenyttige og nøjeregnende politiker, der ønskede at være smagsdommer – selvom den rollefordeling ikke var retvisende: Dahl har aldrig – ligesom Messerschmidt i øvrigt – talt for at stække den akademiske frihed. Tværtimod. Og tilbage i nullerne var DF ikke at finde som medunderskriver af den aftale, der etablerede universitetsbestyrelser med eksternt flertal.

LÆS OGSÅ:  Fascisme og frihed

Willerslev undlod at forholde sig til flere af de groteske sager fra især amerikanske universiteter og slog udelukkende til lyd for forskning uden begrænsninger, med plads til aktivisme og ”til at komme ud i ekstremer” og levede i sikker forvisning om, at så længe politikerne ikke blandede sig, skulle det hele nok gå, bl.a. universitetets evne til selv at kvalitetssikre forskning gennem fagfællebedømmelse.

Retfærdighedsvist hævdede han, at universiteterne manglede fagligt stærke ledelser, der bl.a. kunne kvalificere ansættelsesudvalgene og dermed skærpe den faglige profil; og med den udmelding var han måske alligevel ikke så uenig med sin opponent: For hvis ledelsen er strengt faglig og ikke ligger under for tidsånden og andre tosserier må den som en logisk følge erklære sig 100 procent enig med Dahl, der flere gange i debatten understregede, at al forskning burde hvile på et klassisk, rationelt grundlag og at den forudsætning dermed måtte udelukke al forskning i Social Justice Theories: disse teoriers talsmænd har for en stor dels vedkommende diskvalificeret klassisk rationalitet, alene fordi den er opfundet af hvide mænd!

I den forbindelse – og som et sjovt, lille kuriosum – er det påfaldende hvor domineret disse nye forskningsområder på tre af vores universiteter er af kvinder. Hvide kvinder:

Freia – Center for Gender Research på Aalborg Universitet, etableret tilbage i 1990 har for nuværende 17 kvindelige og syv mandlige forskere tilknyttet,

LÆS OGSÅ:  Youtube og Vogternes Råd – et nyt indgreb i ytringsfriheden

Ethnicity, Diversity and Education hedder et tilsvarende center på Aarhus universitet med ti forskere tilknyttet – alle kvinder, og på RUC, Center for køn, magt og mangfoldighed, er 41, ud af de i alt 47 forskere, kvinder.

Trods frygten for smagsdommer-prædikatet må politikere ikke vige for denne debat: Selv med et vedtaget armslængdeprincip er ordet stadig frit! Debatten sender et vigtigt, men sikkert ubekvemt, signal til universitetsledelserne: 

Vi ønsker ikke vores universiteter underløbet af en femte kolonne, der spænder ben for den frie og kritiske tænkning, det rationelle grundlag for forskning, og agerer politiske interessegruppers forlængede arm. 

Forskningen bør selvfølgelig være fri og selvregulerende, men med omtalte armslængdeprincip hviler politikere – og vi andre, der har stemt på dem – i tillid til, at forskere ikke politiserer, men netop… forsker.

Med henblik på at dæmme op for al woke forskning og for at sikre et fordomsfrit og fagligt forskermiljø implementerede The University of Chicago i 2014 et sæt nye principper om ytrings- og tankefrihed, The Chicago Principles. Dybest set rummer disse principper alt hvad amerikanerne allerede er garanteret af den amerikanske forfatnings første tillæg, men lad nu det ligge. Er det nødvendigt at skrive nogle tilsvarende principper ind i vores egen universitetslov? Ja. Og hurtigt.