USA: FRA REPUBLIK TIL BANANREPUBLIK

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Under præsidentvalgkampen i efteråret 2016 fik den Trumphadende Demokratvælger Kristina Wang en god idé, en slags aprilsnar i utide.  På Twitter opfordrede hun borgerlige vælgere til at stemme på Donald Trump den 9. november. Pointen var naturligvis, at valgdagen var den 8. november, hvilket skulle få de dumme vælgere til at blive hjemme på sofaen og først komme ud at stemme, når det var for sent. Selv den mest ubegavede og uvidende vælger i USA var udmærket klar over, at valget var den 8. november. Ingen tog notits af Wangs spøgefuldheder, som stadig kan læses på hendes twitter-konto. En borgerlig aktivist og Trump-tilhænger ved navn Douglass Mackey fik samme gode idé, men med modsat fortegn. På sin Twitter-side opfordrede han alle Demokratvælgere til at stemme på Hillary Clinton via sms til et nærmere beskrevet nummer, så de kunne undgå køerne ved valgstederne. Ligesom Wangs ’aprilsnar’ var også Mackeys opfordring ment som en spøg, da selv den dummeste vælger ved, at man ikke kan stemme med en sms.

Under Trumps præsidentperiode var der ingen reaktion over for de to spøgefugle, men da Biden og Demokraterne overtog magten i 2020, kom hævnens time. Ikke mod Katarina Wang, som jo var Demokrat og derfor god, men mod Douglass Mackey, der var republikaner og derfor ond. I 2021 blev Mackey anholdt og tiltalt for sabotage af valghandlingen. Retssagen fandt sted i det super-Demokratiske New York, hvor et politisk korrekt nævningeting kendte ham skyldig. Mackey står nu til 10 års fængsel for en dårlig vittighed til trods for, at anklageren ikke kunne stille op med et eneste vidne, der var blevet forført til at stemme ved den falske sms. Under præsident Biden har Demokraterne konsolideret deres magtbase i retsvæsenet og i undervisningssektoren således, at USA i dag ikke mere er en retsstat, hvor alle er lige for loven, men en partiel retsstat, hvor ret og rimelighed er forbeholdt den del af befolkningen, der bekender sig til  ubegrænset indvandring, klimakampen, den grønne omstilling, kultdyrkelse af seksuelle minoriteter, apartheid-felttoget mod hvide mennesker, og at USA’s historie skal regnes fra den dag, det første slaveskib ankom til landet.

Den langvarige fængselsdom til Douglass Mackey for narrestreger på Twitter er et attentat på den ellers forfatningssikrede ytringsfrihed, der nu i praksis er forsvundet. Borgerlige debattører har ikke mere adgang til amerikanske universiteter, fem delstater, der anlagde retssager om valgsvindel efter præsidentvalget i 2020, har fået deres sager afvist som juridisk ukvalificerede i samtlige retskredse. Ikke efter en rettergang, men inden retshandlingen kunne finde sted, da ingen dommer ønskede at blive konfronteret med beviser og dokumentation for den påståede valgsvindel. Skolebestyrelsernes fagforening, National School Board Association har i samarbejde med Justitsministeriet og Det Hvide Hus fået udvirket, at forældre, der klager over Covid-nedlukning af skoler og transkønnet hjernevask af deres børn, nu kan tiltales for civil terrorisme (domestic terrorism), som kan medføre langvarige fængselsstraffe.

Alle undertrykkelsens veje fører naturligvis tilbage til Demokraternes mobbe-offer nummer ét, Donald Trump, som nu efter syv års Demokratisk chikane, bagvaskelser og trusler er blevet tiltalt for kriminelle handlinger, der endnu ikke er blevet offentliggjort. Vi ved dog, at der er flere end en enkelt sag i anklagerens værktøjskasse. Det drejer sig om 130 000 USD, som Trump betalte til den prostituerede Stormy Daniels i 2016 for, at hun midt under valgkampen ikke skulle udbasunere slibrige detaljer om et engangsknald, hun måske, måske ikke havde med Trump tilbage i 2007. Beløbet til Daniels er muligvis bogført i strid med regnskabsloven, men anklageren ventes at ville kæde det sammen med en påstand om et forsøg på ulovlig påvirkning af valgets udfald, hvilket er en mere alvorlig sag. De to estimerede topjurister, professorerne Jonathan Turley og Alan Dershowitz kalder begge sagen mod Trump for en politisk skueproces, der ikke har en ærlig juridisk trevl på kroppen.

Retssagen mod Trump finder naturligvis sted i den Demokratiske højborg New York, hvor Mackey sagen viste, at her kan man få en jury til hvad som helst. Anklageren, Alvin Bragg, der i mange år har pralet med, at han nok skulle få skovlen under Trump, ventes også at tiltale den tidligere præsident for opfordring til valgsvindel i delstaten Georgia og for at opildne til statskup den 6. januar 2021. Den tidligere justitsminister Bill Barr, der absolut ikke er nogen fan af Donald Trump, udtaler, at retssagen demonstrerer et sammenbrud af retstilstanden i New York State, og at den ikke bliver gennemført for at få Trump dømt, men skandaliseret som kandidat til præsidentvalget i 2024. Altså en videreførelse af Demokraternes løbende karakterattentat mod Trump, der nu uden ophold har varet i syv år med anklager mod ham for landsforræderi, valgsvindel, afpresning, bestikkelse og forfatningsbrud. Alle sager har vist sig grundløse, men førte til, at Trump tabte valget i 2020, og det er Demokraternes hensigt at gentage succesen til præsidentvalget næste år.

”Retstilstanden i New York er nu som i en banarepublik”, sagde Bill Barr, men det er ikke kun i USA, at retsstaten er ved at blive politiseret. Minksagen og de politiske retssager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen viser, at vi også kan være med i vognen. Mode og smag – også den dårlige – flytter sig hurtigt. I dag USA. I morgen os.

 

 

 

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)