Hvor mange gange har vi ikke hørt om den republikanske bølge, der vil oversvømme USA ved midtvejsvalget i november? Konservative kommentatorer har selvsikkert talt om gigantiske fremgange i såvel Senatet som Repræsentanternes Hus, og at der derefter skal ryddes op efter Biden-styrets korruption og vanrøgt af landet.
Det kan man formentligt glemme alt om. Ganske vist viser den seneste måling, at 74 pct. af amerikanerne mener, at USA bevæger sig i den gale retning, mod blot 21 pct., der ser lysere på fremtiden. Men hvad Biden angår, nyder han støtte fra 42 pct. over for 55 pct. Trods landets miserable tilstand er han altså stadig ret populær, og hans tilslutning har været stigende gennem flere uger. Og ser man på partiernes popularitet, er der næsten dødt løb.
Det ville man have forsvoret i betragtning af Bidens bevidst skabte inflation, hans kæmpemæssige økonomiske overførsler fra de dårligst stillede til de velbeslåede, hans ødelæggelse af USA’s energiproduktion, den åbne grænse, der tillader millioner af fremmede, fentanyl og menneskehandlere at strømme ind, den eksploderende kriminalitet fremelsket af demokratiske offentlige anklagere, der nægter at retsforfølge forbrydere, og den delte retspraksis, der tillader demokrater at te sig som de vil, uden at det får konsekvenser, mens Donald Trump har været jaget vildt gennem syv år. Blot for at nævne nogle af demokraternes bedrifter.
Men fra den republikanske minoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, lyder der pessimistiske toner. Han lader forstå, at der ikke er gode udsigter til et republikansk flertal i Senatet, men dog noget bedre chancer i Repræsentanternes Hus. En leder, der ønskede at vinde, ville sige, at nu gjaldt det om at samle kræfterne, og han ville opmuntre de republikanske kandidater til at slå på demokratiske tabersager så som inflationen og kriminaliteten.
Det gør han ikke, og visse konservative iagttagere har konkluderet, at hans er godt tilfreds med at være i mindretal og nyde sit gode forhold til sine meningsfæller i den sammenspiste demokratisk-republikanske elite, som frem for alt vil bevare status quo. Og som afskyr Trump, og alt hvad han står for. USA’s egentlige magtkamp foregår inden for det republikanske parti – mellem Trump-fløjen og den gamle elite, hvis politik ikke afgørende adskiller sig fra demokraternes.
De konservative glæder sig over, at Trump-støttede kandidater vinder langt de fleste primærvalg, men det betyder ikke, at Trump og hans tilhængere står stærkere ved det rigtige valg den 8. november.
Udviklingen kan forekomme uforståelig, men hvem har sagt, at amerikanerne er kloge nok til at afvende USA’s kurs mod totalitarismen? I Danmark har vi i hvert fald ikke noget at lade dem høre.