Debatindlæg af ARES.
Præsident Donald Trump har gennem hele 2020 kæmpet hårdt, men forgæves for at holde det amerikanske erhvervsliv så åbent som muligt for at afbøde coronapandemiens totale ødelæggelse af amerikansk økonomi. Belønningen har været, at politikere og næsten alle medier har beskyldt ham for egenhændigt at være årsag til 300.000 amerikaneres død i forbindelse med sygdommen. Denne nationale fordømmelse af præsidentens indsats har utvivlsomt haft en betydelig effekt under præsidentvalget. Det er som om amerikanerne over en bred kam har glemt, at USA’s præsident har meget ringe indflydelse på indenrigspolitikken, som bestemmes af delstaternes guvernører og borgmestre.
Den amerikanske forfatning beskytter USA mod at blive styret af kejsere, enevældige konger og andre tyranner, idet den hviler på et princip om kontrol og ligevægt. Præsidenten bestemmer udenrigspolitikken, delstaternes guvernører bestemmer over indenrigspolitikken. Præsidenten vogter over Kongressen, som vogter over præsidenten. Højesteret vogter over både præsidenten og kongressen. Som følge heraf har vi gennem 2020 set covid-virussen brede sig vildt i visse stater og kun i mindre grad i andre.
De Demokratisk styrede stater har typisk haft den højeste dødelighed. Alene staterne New York og New Jersey har tilsammen tegnet sig for 25 procent af alle covid-relaterede dødsfald. Sommerens vanvittige bølge af mord, vold, plyndringer og afbrænding af butikker og biler fandt især sted i Demokratisk ledede delstater. Præsidenten ville gerne hjælpe med en indsats af forsvaret, men det blev afvist af guvernørerne, der i stedet argumenterede for en afskaffelse af politiet. Præsidenten kan således kun gribe ind i delstaternes epidemibekæmpelse og kriminalitet, hvis han bliver bedt om det, eller hvis delstaterne bryder den føderale lovgivning.
På den baggrund har det ”progressive” Amerika haft de største vanskeligheder med at takke præsidenten for operation ’Warp Speed’, lynudviklingen af en covid-vaccine, som nu er til disposition for os alle sammen, og som er betalt af amerikanske skatteydere. Det arbejdende Amerika skal nu også lægge ryg til finansieringen af en netop vedtaget hjælpepakke til en værdi på over to tusinde milliarder USD, hvoraf kun en beskeden del går til national corona-bistand. Hver trængende amerikaner kan få et støttebeløb på sølle 600 USD, som man hverken kan leve eller dø af.
Til gengæld har Kongressen vedtaget en milliardstor bistandspakke, der suser udenom det nødlidende amerikanske erhvervsliv og i stedet havne hos korrupte regeringer og organisationer i fjerne lande. Demokraterne, der har modsat sig finansieringen af Trumps grænsemur mod Mexico, har her gladeligt afsat 500 millioner USD til en mur mellem Libanon og Syrien og yderligere 250 millioner til grænsesikkerhed i Oman, Libanon og Tunesien. Der er 33 millioner til et demokratiprojekt (!) i Venezuela og 10 millioner til et kvindeprogram i Pakistan. Til glæde for Vladimir Putin er der hele 3 milliarder USD til Egyptens militær, der som altid vælger at købe deres våbensystemer og militære udstyr i Rusland. Og så er der naturligvis 505 millioner USD til bizarre projekter i Belize, Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Panama.
Trump truer med at nedlægge veto mod ”hjælpepakken”, fordi han insisterer på et støtteprogram målrettet til den amerikanske detailhandel og restaurationserhverv, der henligger i ruiner efter delstaternes hårdhændede nedlukninger. Men han tabte valgkampen mod en massiv mur af medier, uddannelsesinstitutioner, radikale ungdomsbevægelser, dommerstanden, efterretningsvæsenet og den offentlige sektor samt Holywood-segmentet. Og som afgående og politisk svækket præsident kan han næppe forhindre, at det arbejdende Amerika i globaliseringens hellige navn kommer til at betale vanvittige summer til korrupte regimer og organisationer i fallerede stater overalt på kloden.
ARES