Debatindlæg af Villi John Petersen
Statsminister Mette Frederiksen har virkelig skabt nye standarder for ministres troværdighed og hæderlighed. I minksagen påstår hun, at hun ikke vidste, at der manglede lovhjemmel. Lars Findsen-sagen har hun slet ikke vidst noget om. Og nu bruger hun kynisk krigen i Ukraine til et forsøg på at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er mildt sagt en kursændring. Citat:
”Jeg har ikke en eneste gang i min tid som statsminister oplevet forbeholdene som en begrænsning. Hvis man gør Danmarks placering i Europa til et spørgsmål om forbeholdene, så tager man simpelthen fejl”, sagde hun den 29. oktober 2021 i et interview med Altinget.
Nu hævder hun, at der er et før og efter Ukraine-krigen, derfor skal vi afskaffe forsvarsforbeholdet.
Der er imidlertid ingen sammenhæng mellem Danmarks sikkerhed og forsvarsforbeholdet, for EU kan aldrig og vil aldrig kunne garantere Danmarks sikkerhed og suverænitet. Det kan kun NATO med USA som leder.
I årevis har Frankrig og Tyskland ignoreret USA. De ville ikke hjælpe i Irak-krigen, men boykottede demonstrativt, selv om FN’s Sikkerhedsråd havde vedtaget en resolution – 1441 – der påbød Saddam Hussein at indgå i et betingelsesløst og aktivt samarbejde med FN’s våbeninspektører for at finde masseødelæggelsesvåben. Saddam Hussein gjorde i årevis det modsatte.
Senere indgik Tyskland i et samarbejde med Rusland om Nordstream 1 og 2, som gjorde landet afhængig af russisk naturgas. Denne afhængighed blev naturligvis alvorligt forstærket af, at kansler Merkel helt irrationelt og hovedløst besluttede at nedlægge de tyske atomkraftværker. USA advarede gentagne gange om denne alvorlige, selvpåførte sikkerhedsbrist, men forgæves.
NATO-medlemslandene har også lovet at bruge 2% af BNP på forsvar. Men ingen af de europæiske lande bortset fra Polen, Estland og Grækenland har blot tilnærmelsesvis levet op til, hvad de har lovet. Præsident Trump advarede EU-landene om, at hvis de ikke ville leve op til de 2%, så skulle man ikke være sikker på, at USA ville komme og hjælpe i en penibel situation. Det er selvfølgelig en ganske realistisk situationsbeskrivelse: Hvorfor skulle USA hjælpe, når vi ikke selv ville? Men de europæiske ledere havde ingen realistisk sans. De kaldte Trumps advarsel uanstændig og isolationistisk, uden at det dog fik dem til at handle forsvarsmæssigt ansvarligt.
Nu er situationen så ændret dramatisk. Det har Putin sørget for. Pludselig vil Tyskland være et normalt land med et normalt forsvar. De vil endda bistå Ukraine med våben i stedet for hjelme. Nu vil alle EU-lande leve op til de 2%. Men uden USA og Storbritannien er EU’s forsvar utroværdigt, svagt og formentligt splittet. Mange års fejltagelser og letsindighed kan ikke ophæves i en overskuelig fremtid.
At forstærke EU-hæren vil uundgåeligt få USA til at trække sig, bl.a. fordi præsident Macron jo allerede har udtrykt, at ”nu gælder det om at forstærke den europæiske suverænitet”. Med sædvanlig fransk selvovervurdering og ”Gloire” vil han bruge EU til at skabe et nyt franskledet (evt. fransk/tysk) militært centrum ved siden af Washington, Beijing og Moskva. Men det er lige så utroværdigt som Frontex og Schengen.
Danmark skal ikke være en del af EU-hæren. Det er selvmord i etaper. Et amerikansk anført NATO er den eneste troværdige sikkerhedsgaranti for Danmark. Det skal der ikke leges med. Beslutningen om at modtage amerikanske soldater på dansk jord var rigtig. At ophæve forsvarsforbeholdet fører dansk sikkerhedspolitik ud på ekstremt usikker grund.