Utilstrækkelig beskyttelse af legemadras kostede designvirksomhed fra Løvens Hule dyrt

Hun fik idéen på en parkeringsplads i Valby. Der manglede helt enkelt en legemadras på markedet for børneinteriør, der både var funktionel og samtidig visuel smuk. Mette Neerup Mariager er iværksætter og startede i 2015 virksomheden That’s Mine, som netop har præsenteret sine produkter og virksomhed i Løvens Hule. That’s Mine står blandt andet bag designet af legemadrasserne Piece of Heaven og Softshell, men den gode designidé bag disse viste sig dog efter kort tid at blive udfordret af et lignende designprodukt på markedet.

I august 2017 blev That’s Mine gjort opmærksom på, at der på en hjemmeside blev solgt en legemadras med navnet Flower fra designvirksomheden Misioo, der til forveksling ligner That’s Mine’s legemadrasser. Det blev starten på en krænkelsessag i Sø- og Handelsretten, da That’s Mine allerede i januar 2017 ved offentliggørelsen af designet på legemadrassen registrerede designet som et såkaldt uregistreret EU-design. Registreringen viste sig imidlertid ikke at holde i Sø- og Handelsretten, selvom der var tale om store produktligheder.

That’s Mine valgte først at designbeskytte sine designs som registreret design efter, at virksomheden var blevet gjort opmærksom på de lignende produkter. Sø- og Handelsretten vurderede derfor, at det var de uregistrerede designs, der skulle tages stilling til i sagen.

LÆS OGSÅ:  Dansk ergonomisk designstol hjælper danskere med at bekæmpe smerter i lænd og ryg

”Det er sådan, at du opnår beskyttelse som uregistreret design, så snart du offentliggør designet af dit produkt, men beskyttelsen af såkaldte uregistreret designs er smallere end beskyttelsen af et registreret design. Den sikreste beskyttelse af dit design opnår du ved at registrere det, så snart du har dit design,” siger Hannah Holm Olsen, varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Kan koste på bundlinjen
Det kan koste en virksomhed dyrt, hvis designet ikke er registreret. That’s Mine begyndte i januar 2017 at sælge sine legemadrasser, men den tidlige konkurrence fra legemadrassen Flower påvirkede ifølge domskriftet forretningen i en sådan grad, at omsætningen faldt kraftig.

”Ved at registrere dit design kan man som virksomhed beskytte sit produkts udformning og udseende. Det er en måde at værne om din forretning og beskytte designets visuelle helhedsindtryk. Hvis du ikke undersøger, om dit design kan beskyttes, risikerer du at skulle trække dit produkt tilbage eller lave det om, fordi andre beviser, at du krænker deres rettighed. Derfor er det en god idé at registrere dit design, før du investerer i markedsføring og produktion,” siger Hannah Holm Olsen.

I dag sælger That’s Mine stadig få madrasser. Med flere investorer om bord – senest Jacob Risgaard fra Løvens Hule – arbejder That’s Mine for igen at styrke forretningen.

Dommen kan i sin fulde form læses her.

LÆS OGSÅ:  Ceren fra Risskov er nyt designtalent: Fremviser bæredygtig mode i din stue

Fakta: Uregistreret og registreret design

Registreret design
Hvis du har skabt et nyt design, kan det være en god idé at beskytte designet ved at få det registreret. På den måde kan du lettere håndhæve din ret, hvis andre skulle kopiere dit design. Beskyttelsen gælder fra den dag, du ansøger om beskyttelse og i perioder på fem år. Et design kan beskyttes i op til 25 år. Når du har fået en designregistrering, kan du bruge den til at hindre andre i at bruge samme eller lignende design. Med en registrering kan du synliggøre og dokumentere din ejendomsret over for konkurrenter. Det er derfor en god idé at sikre dig retten til dit design, inden du sender det på markedet, så du kan forhindre andre i at kopiere det. Det sender også et signal til eventuelle investorer, at du passer på dit design, når du har en registrering.

Uregistreret design
I EU er dit design beskyttet i tre år uden registrering gennem det uregistrerede EU design. Beskyttelsesperioden løber fra den dag, hvor du har offentliggjort designet inden for EU. Ønsker du at være beskyttet i længere tid, skal du registrere dit design i det første år. Du skal være opmærksom på, at den første offentliggørelse skal være gjort inden for EU. Som indehaver af et uregistreret design er du beskyttet mod konkurrenters meget nærgående efterligninger af dit design. For nogle industrier er denne beskyttelse tilstrækkelig – f.eks. inden for modebranchen.

LÆS OGSÅ:  Ceren fra Risskov er nyt designtalent: Fremviser bæredygtig mode i din stue

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)