Søndag d. 22. august hopper danskere i hele landet i havet for at sætte fokus på den hårdt pressede havnatur og for at kræve bedre beskyttelse af havet. Den kollektive dukkert skal skubbe på for politisk handling forud for forhandlingerne om en ny havplan.
Danmarks havnatur er under voldsomt pres. Den trues blandt andet af forurening, havbrug, råstofudvinding og fiskeri med bundslæbende redskaber, og i dag lever ingen af de danske farvande op til EU’s krav for god miljøtilstand.
For at sætte fokus på problemet vil danskere i hele landet hoppe i havet søndag d. 22. august. Det vil de som led i begivenheden ”Hop i havet”, som Danmarks Naturfredningsforening står bag.
Med mere end 75 lokale events forventes flere tusind borgere at deltage i det fælles spring i bølgen blå. Og det skal sende et vigtigt signal til politikerne på Christiansborg, forklarer Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening:
– Vores havnatur har været i tilbagegang gennem årtier, og livet under overfladen har lidt under manglende beskyttelse. Det skal der laves om på nu, og derfor vil vi sammen med danskere i hele landet råbe politikerne op. Med vores fælles tur i bølgerne vil vi vise, at vi er mange, der elsker havet, og som kræver det ordentligt beskyttet, siger hun.
Mere urørt hav
”Hop i havet” løber af stablen forud for et efterår, hvor politikerne på Christiansborg skal beslutte, hvad områderne på havet skal bruges til. Her skal de vedtage den såkaldte havplan, som blandt andet fastlægger, hvilke havområder der skal bruges til havvindmøller, råstofindvinding, søtransport, og hvor havnaturen skal beskyttes.
I foråret fremlagde regeringen sit udspil til havplanen. I udspillet lægger regeringen op til 4,1 procent urørt hav – dvs. strengt beskyttede havområder, hvor dyr og planter kan leve i fred for menneskelig aktivitet.
Ifølge EU’s biodiversitetsstrategi skal mindst 30 procent af havet beskyttes, hvoraf mindst en tredjedel – altså 10 procent – skal udlægges som strengt beskyttede havområder, hvis en god miljøtilstand og gunstig bevaringsstatus skal opnås.
Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Fiskeriforening kunne tidligere på året fremlægge et fælles udspil, der netop udpeger 10 procent urørt hav i Nordsøen, Skagerrak og Østersøen omkring Bornholm – et udspil, der har høstet roser fra både støtte- og oppositionspartier, der bakker op om udpegning af mindst 10 procent urørt hav.
– Vi håber, at partierne vil presse på for at sikre en aftale, hvor havnaturen er i centrum. Havet skal beskyttes nu, og det er det, vi kræver, når vi hopper i havet d. 22. august, siger Maria Reumert Gjerding.
Events i hele landet
Det er lokale foreninger og privatpersoner, der arrangerer de mere end 75 events rundtom i landet – blandt andet sejlere, vinterbadere, dykkere og andre, der har havet kært.
Foruden den kollektive dukkert vil der flere steder være taler og forskellige aktiviteter for børn og voksne med fokus på havet og dets udfordringer.
Find alle events og læs mere på www.hopihavet.dk