Vær opmærksom, når du køber kosttilskud på nettet

Knap hver fjerde dansker køber vitaminpiller, fiskeolie og andet kosttilskud på nettet. De fleste tjekker, hvem der står bag hjemmesiden, inden de handler. Men kun hver tredje tjekker, om kosttilskuddene indeholder farlige stoffer.

Det er nemt at handle på nettet – og nogle gange kan kosttilskud købes billigere end i de fysiske butikker. Derfor har knap hver fjerde dansker inden for de seneste to år købt kosttilskud som vitaminpiller, fiskeoliekapsler og urtekapsler på nettet. Det viser en undersøgelse blandt 1.000 forbrugere, som Fødevarestyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået lavet af Wilke.

Ifølge undersøgelsen tjekker 69% af forbrugerne, som køber kosttilskud på nettet, hvem der står bag hjemmesiden, inden de handler. Men kun 35% tjekker, om kosttilskuddet indeholder farlige stoffer.

“Jeg er glad for at se, at de fleste forbrugere er opmærksomme, når de køber via nettet. For de, der ikke er, og som blindt køber ulovlige produkter på en udenlandsk eller dansk hjemmeside, risikerer, at de køber og spiser kosttilskud, som skader deres helbred,” fortæller Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Han understreger, at forbrugerne oftest kan være trygge, når de handler kosttilskud hos danske netvirksomheder. Når det kommer til udenlandske hjemmesider, så kan Fødevarestyrelsen dog ikke kontrollere produkterne – heller ikke selvom firmaerne markedsfører sig til den danske forbruger.

Og de sociale medier har kun gjort det nemmere for private og forhandlere at sælge ulovlige kosttilskud.

LÆS OGSÅ:  Guldhandler udvider og satser på det digitale guld

“Vi har desværre set eksempler på, at privatpersoner og forhandlere uden Fødevarestyrelsens kendskab sælger ulovlige og farlige kosttilskud i lukkede Facebook-grupper. Hvis man køber disse kosttilskud, så løber man derfor også en risiko,” siger Henrik Dammand Nielsen.

Undersøgelsen er lavet som led i samarbejdet Nethandel #heltsikkert, der samler forbrugerinformation om sikker nethandel fra 13 myndigheder. Nethandel #heltsikkert bor på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk.

“Generelt er det sikkert at handle på nettet, men det sker desværre, at forbrugerne bliver snydt. Det er nemt at træffe et hurtigt valg på nettet og blive forblændet af et godt tilbud. Her er det vigtigt, at man altid har sin sunde fornuft med,” siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

Heldigvis kan du som forbruger nemt gøre sin handel på nettet mere sikker ved at følge Fødevarestyrelsens fem råd:

Fem råd til dig som køber kosttilskud på nettet

1. Overvej, inden du køber kosttilskud på en udenlandsk hjemmeside

Fødevarestyrelsen har ikke mulighed for at kontrollere udenlandske hjemmesider. Hvis du køber kosttilskud fra en udenlandsk hjemmeside, kan du derfor ikke være sikker på, om de er kontrolleret, og om de indeholder farlige stoffer.

2. Tjek, om Fødevarestyrelsen fører kontrol med virksomheden

På Fødevarestyrelsens findsmiley.dk kan du se, om virksomheden er registreret hos Fødevarestyrelsen, og dermed er underlagt Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol (gælder kun for danske virksomheder).

LÆS OGSÅ:  Stor interesse for at skifte bank digitalt

3. Tjek indholdet i kosttilskuddet

Kosttilskud skal anmeldes til Fødevarestyrelsen, inden det bliver solgt. De kosttilskud, som er underlagt Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol, kan du finde i kosttilskudsportalen.

4. Tjek hjemmesiden

En hjemmeside kan se ud, som om den er dansk, selvom den i virkeligheden er udenlandsk. Tjek hjemmesiden for stavefejl og skæve og/eller meget billige priser. Find og læs altid kontaktoplysningerne og handelsbetingelserne. Det kan give dig et indtryk af virksomheden.

5. Tjek, hvem der står bag hjemmesiden

Netbutikker i EU skal oplyse telefonnummer, mail, adresse og navn. Du kan også bruge CVR-registret, Dk-hostmaster.dk og Who.is til at tjekke, hvem der står bag netbutikken.

Kosttilskud hører under fødevarelovgivningen. Derfor skal kosttilskud, der forhandles i Danmark, anmeldes til Fødevarestyrelsen senest samtidig med markedsføring. Det er altid de ansvarlige fødevarevirksomheder, som skal sikre sig, at deres produkter lever op til de gældende regler.

Undersøgelsen fra Wilke er gennemført i uge 46-47 2019.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)