Site icon 24NYT

Værre end fake news

Der er noget, der er værre end fake news. Og det er de vedvarende manipulationer og fortielser fra mainstreammedierne, der ikke direkte er usande, men som tegner et helt igennem forvrænget og misvisende billede af virkeligheden.

I de forløbne to uger har vi set to eksempler på fake news i USA, der på vanlig vis er blevet gengivet ukritisk i danske mainstreammedier, fordi de havde en anti-Trump vinkel.

Den første var en Buzzfeeds rapport om, at Trump skulle have beordret sin forhenværende advokat til at lyve for Kongressen. Det ville have været en alvorlig sag, om det var sandt, og alle mainstreammedierne kastede sig frydefuldt og ukritisk over rapporten, selv om Buzzfeed ikke er det mest troværdige medie. Der gik dog ikke mere end et par dage, før specialundersøger Mueller helt usædvanligt udsendte en pressemeddelelse om, at der ikke var dækning for historien.

Den anden var det orkestrerede og stærkt redigerede videoklip af en gruppe katolske skoledrenge med MAGA-kasketter, der angiveligt omringede en “native American” og chikanerede ham. Igen faldt mainstreammedierne over drengene med fordømmelser, og dele af venstrefløjen gik helt amok. En længere videosekvens afslørede, at historien var fake news, og at gruppen af katolske skoledrenge stod stille og roligt og ventede på en bus, da en indiansk aktivist begyndte at chikanere dem.

Når fake news af denne art er et mindre problem, er det fordi den kan og ofte også bliver afsløret, og fake news medierne står tilbage med et troværdighedsproblem, der måske kan lægge en dæmper på deres viderebringelse af fake news en anden gang.

Når der – som i USA – er store medier som Fox News og Breitbart, der meget gerne afslører og udstiller de venstreorienterede mainstreammediers fake news, er faren begrænset.

Langt værre er den skjulte manipulation i form af fortielser og fordrejelser, der ikke direkte er usande, og som derfor ikke kan afsløres som fake news, men som alligevel viderebringer en stærkt redigeret og forvrænget version af virkeligheden.

Et særskilt problem i denne sammenhæng er de store techfirmaers algoritmemanipulation af nyhedsstrømme og systematisk udelukkelse eller “shadow-banning” af konservative medier, debattører og politikere. Et problem der forværres, når Tyskland og EU indgår aftaler med “big tech” om at fjerne kritik af indvandringspolitikken og fjerne “hate speech” – en ikke-defineret term, der kan misbruges til alverdens former for politisk censur, som mange oplever på facebook.

Den form for redigeret nyhedsformidling er langt værre end fake news, fordi det delvist foregår i det skjulte, fordi det ikke kan afsløres som usandt, og især fordi mainstreammedierne er så dominerende, at når de har stort set samme politiske slagside i dækningen af Trump, migrationskrisen, klimapolitik, ulighedsdebat, nationale politiske bevægelser i Europa og meget andet, efterlader det alle almindelige mediebrugere med et stærkt medieredigeret og biased billede af verden omkring os.

Exit mobile version
Click to listen highlighted text!