En 64-årig kvinde fra Sjælland blev søndag eftermiddag ringet op af en mand, som udgav sig for at være betjent fra Østjyllands Politi. ”Betjenten” forklarede, at han var i gang med at efterforske en sag, hvor hendes konto i banken var blevet hacket, og at gerningsmændene havde hævet 90.000 kroner fra den. Han havde derfor brug for nogle oplysninger for at hjælpe hende.
Kvinden fattede mistanke og sagde, at hun ville lave et kontrolopkald til politiet og bad om hans kontaktoplysninger. Det fik den falske betjent til straks at lægge på.
Østjyllands Politi har fået flere lignende anmeldelser den seneste tid. Gør som kvinden og foretag et kontrolopkald, hvis du har mistanke til, at det ikke er politiet, du taler med.