I Danmark har vi et uddannelsessystem og stadig væk mange videreuddannelsesmuligheder. Efter internationale målinger, vurderinger og statistikker ligger vi derfor intelligensmæssigt også i den bedre ende.
Debatindlæg af Henrik Skovmand
Vi har blandt andet lært, at slår man sig over fingrene med en hammer eller låner penge ud til en, der ikke vil betale tilbage, så lærer man på den hårde måde, men prøver derefter at ændre adfærd så gentagelser undgås – så vidt muligt.
Når vi taler om politik, så ændrer billedet sig fuldstændigt. Vælgerne ter sig som zombier. Valg efter valg stemmer vi på de samme som har fyldt os med snak, skåltaler og hensigtserklæringer, men uden handling bag ordene og uden positive resultater. Ord får andre betydninger. Løfter er bare noget man siger – men aldrig holder og ord som ”stram udlændingepolitik”, ”Jeg er dybt bekymret…” og ”Jeg vil arbejde for at…” er ord som bruges flittigt – især i valgkamp.
Går man forbi et partitelt eller en kampagnevogn, så bliver man mødt med smil, kuglepenne, nøgleringe, varme håndtryk og skulderklap. Melder man sig ved samme lejlighed ind i partiet, så er der ingen ende. Kaffe, kildevand og slesk tale.
Tilbage til hammeren over ens stakkels fingre. Handsker på og lidt mere forsigtighed med hammeren. Hvorfor er det så, at samme reaktioner ikke gælder, når man skal sætte sit kryds på afstemningsstedet?
De samme – efter min mening dybt uvederhæftige politikere – har valg efter valg lovet guld og grønne skove og så snart valget er slut indgår mange politikere underlige valgforbund, aftaler og crawler fra parti til parti som om det var værtshuse på Mallorca.
Jeg har det svært, når borgere håner Donald Trump. Han gør det godt for Republikanerne og har allerede nu holdt mange af sine valgløfter. Og hvad siger vi om det? Vi har åbenbart kun at sige, at han ikke nåede at holde alle sine valgløfter inden for 100 dage. Jeg spørger derfor forsigtigt om, hvornår en dansk statsminister har holdt et valgløfte af betydning?
Sammenhængskraft, tryghed, stop for indvandring, udvisning af kriminelle og indvandrere, der bevidst arbejder imod vore demokratiske regler, nedlæggelse af jobcentre, pensioner, kontrol med offentlige byggeprojekter, hjælp til de svageste, forbedring af sundhedssystemet, åbenhed om vaccineskader, skoler, børneinstitutioner – ingen – absolut ingen af disse løfter fra årtiers valgflæsk er opfyldt eller bare forbedret. Ikke engang en lille smule.
Hovsaløsninger, paranoide overvågningstiltag, 10-årige kontrakter om milliardbeløb til krige og milliarder af kroner i den nærmest religiøse kult af klimatilbedere, der trods klippefaste videnskabelige data ikke ændrer deres fanatisme. Pensionskasser, der drænes af fejlinvesteringer. Særbehandling af næsten usynlige minoriteter og særbehandling af politikernes kælemigranter og fremtidige stemmekvæg. Fornægtelse af, at vort offentlige system er en mastodont på lerfødder. Et system besat af højtlønnede konsulenter, rådgivere, ledere i alverdens afskygninger og mere eller mindre lyssky projekter, hvor man pumper statstilskud ind for at holde projekterne oven vande. Et informationssystem, der er styret af medier på kontanthjælp og derfor retter politisk ind og kun fortæller borgerne det som den selvudnævnte elite ønsker viderebragt.
Minkavlerne mangler vist stadig at få omkring 10 milliarder i erstatning hvorimod statsministerens ukrainske proxykæreste tager for sig af det veldækkede danske tag-selv bord.
Alle disse ting – og meget mere – tales der ikke så meget om i partiteltet. Og slet ikke op til kommunalvalget. Men spørgsmålet er, om ikke mange af disse emner alligevel bør tages frem, for det er samme politiske suppedas og samme politiske parti. Allerede nu kan vælgerne nemlig indirekte straffe eller belønne de politiske partier og sende tydelige signaler til næste Folketingsvalg.
Budskabet skal være, at vi er ikke småtbegavede – trods regeringens ønske om at behandle os som retarderede og fatsvage. Vi kan godt tænke selv og nu er tiden inde til at straffe løgnhalsene og give chancen til nogle nye kræfter, der ikke har løjet lige så længe.
Socialismen har ødelagt Europa og især Danmark. Vi er det eneste land, der tror, at vi er rige, og at ekstremt høje fødevarepriser og et falleret sygehussystem er normalt for et rigt land. Andre EU-lande er ved at vågne op af dvalen – godt rusket op af Donald – og begynder at indse, at socialisme er vejen til afgrunden på første klasse. Se blot på deres fødevarepriser – de daler ifølge EU. I Danmark har vi til gengæld fået begrebet Greedflation at mærke så det vil noget.
Så kommunalpolitikerne skal allerede nu vide, at de har et ansvar – både kommunalpolitisk – men også partipolitisk. Undlader man at spise de rødes valgflæsk nu, så dør eller visner socialismen måske inden næste folketingsvalg. Prøv at spørge om partiets holdninger til gentagne brudte valgløfter og om den manglende loyalitet med de borgere, der betaler deres løn og spørg lidt mindre ind til hvilken farve toiletpapiret skal have i kommunens børneinstitutioner.
Vi er ikke dumme – selvom det ville passe godt ind i deres tilberedelse af flæskeretten. Så husk venligst: Der er hverken næring eller kalorier i valgflæsk!

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)