Site icon 24NYT

Vanvidsbilist fik taget fars bil

Arkivbillede.

Langelandsvej, Køge

Lørdag nat traf en patrulje en bilist på Langelandsvej i Køge, som betjentene ville standse i en rutinekontrol. Bilen kørte i modsatte retning, så patruljen vendte rundt, og det fik bilisten til at sætte farten kraftigt op og køre venstre rundt i rundkørslen og trykke speederen i bund hen ad Bregnevej og videre ad Moltkesvej. Bilens hastighed nåede op omkring 150 km/t i byen under flugten fra politiet. Bilisten kørte videre ad Fasanvej og drejede til højre ad Valdemarsvej i høj fart, hvor patruljen kortvarigt mistede bilen af syne.

Patruljen drejede om hjørnet lige i tide til at se, at flugtbilisten kørte ned i en parkeringskælder bag Netto. I bilen sad en yngre mand på førersædet, og med som passager var to unge kvinder. Politiet anholdt føreren, en 22-årig mand fra Køge kommune, som var ude at køre i fars Audi A7. Bilen blev beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel, da bilens hastighed under flugten blev skønnet væsentligt over 100% overskridelse af fartgrænsen.

Han blev sigtet for vanvidskørsel i spirituspåvirket tilstand, da hans promille var over det tilladte. Den 22-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Faren blev orienteret om beslaglæggelsen af hans bil, og han ønskede sagen forelagt retten, som nu skal vurdere politiets indgreb. Den 22-åriges kørekort blev taget på stedet, så han må ikke køre bil mens sagen behandles. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den sigtede høre mere fra politiet. I første omgang behandler retten kun sagen vedr. beslaglæggelse af bilen. Senere når sagen skal afgøres vil et evt. spørgsmål om endelig konfiskation af bilen blive behandlet.

Exit mobile version