Varetægtsfængslet som mistænkt for snyd med corona-hjælpepakker

En 32-årig mand blev varetægtsfængslet foreløbigt i fire uger som mistænkt for bedrageri af særlig grov karakter over for Erhvervsstyrelsen i forbindelse med corona-hjælpepakkerne til erhvervsvirksomheder.

En 32-årig mand fra Næstved blev af anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi torsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk som sigtet for bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Den 32-årige er mistænkt for at have bedraget Erhvervsstyrelsen i forbindelse med ansøgninger om lønkompensation for medarbejdere i et firma i Greve, idet han med baggrund i falske oplysninger til Erhvervsstyrelsen fik udbetalt et sekscifret beløb i lønkompensation i medfør af corona-hjælpepakkerne til erhvervsdrivende.

Retten i Holbæk varetægtsfængslede den mistænkte foreløbigt i fire uger.

– De vedtagne hjælpepakker er baseret på gensidig tillid og har stor samfundsmæssig betydning i en tid, hvor det handler om at få dansk erhvervsliv sikkert igennem krisen. Misbrug af ordningen er derfor noget, som politiet og anklagemyndigheden ser med meget stor alvor på. På den baggrund er det særdeles glædeligt, at det i denne sag er lykkedes dels at sikre udbyttet fra svindlen, dels hurtigt at få anholdt og varetægtsfængslet den mistænkte, udtaler specialanklager Anja Lund Liin, anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Sagen mod den 32-årige skal nu efterforskes yderligere af Midt- og Vestsjællands Politi.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)