Vejlenser vinder fem millioner i Lotto: ”Det har gjort mig mere tålmodig i trafikken”

Midt i en tid, hvor mange danskere bekymrer sig om stigende inflation, har en mand fra Vejle takket være en milliongevinst fået fjernet bekymringerne om sin egen trængte økonomi. Det har givet et mentalt overskud, som mandens medtrafikanter også nyder godt af.

En mand fra Vejle stod midt i et kursus, da et telefonopkald med ét forandrede hans hverdag drastisk. I den anden ende af røret kunne en medarbejder fra Danske Spil fortælle ham, at han havde vundet fem millioner kroner i Lotto. En melding, som han først var skeptisk overfor.

”I kraft af mit arbejde bliver jeg tit ringet op af alle mulige sælgere, så man har paraderne oppe, og jeg svarede, at det da vist ikke kunne passe. Men han sagde, at den var god nok og bad mig logge ind på min Danske Spil-konto, og så kunne jeg jo se det med egne øjne. Så blev det pludseligt meget virkeligt,” forklarer den heldige vinder, som efter bedste evne fik færdiggjort dagens arbejdsopgaver, mens tankerne jævnligt cirklede tilbage til det skelsættende opkald, som han selvsagt glædede sig til at komme hjem og fortælle om.

”Da jeg kom hjem, fortalte jeg min kone, at jeg havde haft en sjov oplevelse. Og så loggede jeg ind på min konto på computeren for at vise hende, hvad der var sket. Det var virkeligt fedt at dele det med nogen. Hun blev også megaglad. Så tog vi børnene med ud for at spise aftensmad på en restaurant i stedet for at stå der med den sædvanlige madlavning,” fortæller manden, som allerede har en klar plan for, hvordan gevinsten skal forvaltes. Og det bliver i høj grad med fokus på øget livskvalitet og oplevelser i familien.

LÆS OGSÅ:  Vanvittig Lotto lørdag – Sjællænder vinder 13 millioner

”Først og fremmest skal vi have betalt noget gæld. Men så har vi jo stadig nogle millioner tilbage. Pengene skal ikke bare fyres af, men de skal heller ikke gemmes. Det er jo nu, at vi kan få glæde af pengene sammen med vores børn. Vi kan tage en ekstra ferie, og vi kan holde nogle ordentlige konfirmationer,” forklarer han.

Det er dog ikke kun manden og hans familie, der potentielt kommer til at nyde godt af den store gevinst. Effekten kan også sprede sig videre til de trafikanter, der støder på ham på vejene i og omkring Vejle i den kommende tid.

”Jeg har tænkt over, at jeg her på den korte bane nok har lidt mere overskud. Den umiddelbare glæde ved at have vundet så mange penge giver lidt mere overskud i hverdagen. Nu er bekymringen over den trængte økonomi løftet af ens skuldre, så jeg har lidt mere overskud i hverdagen. Det giver lidt mere overskud til at give andre mere plads i trafikken. Så må vi se, om det holder på den lange bane,” slutter han med et smil.

Om Lotto
Lotto startede d. 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften. Siden 2015 har Lotto haft en Millionærgaranti, der betyder, at der hver uge desuden bliver trukket lod om 2×1 mio. kr. blandt alle spillede rækker. Den højeste Lotto gevinst nogensinde blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564.007 kr.

LÆS OGSÅ:  Nybagt Lotto millionær deler ud af millionerne

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)