Site icon 24NYT

Velfærdsstaten gør unge danskere syge

En undersøgelse foretaget på Aalborg Universitet viser, at hver tredje – 34 pct. – af de danske gymnasieelever har udøvet selvskade på et tidspunkt i deres liv.

Det er en stigning på 58 pct. siden 2009, hvor den præcis samme undersøgelse blev foretaget på en række af landets gymnasier, og hvor antallet lå på 21 procent. Det skriver Berlingske.

Antallet af selvskadende unge vil være endnu højere, hvis unge på for eksempel produktionsskoler også undersøges, da der typisk er flere psykisk sårbare unge på disse skoler.

Hver 10. ung i dag har en psykisk diagnose. Hele 9 pct. af de 13-17-årige og 11 pct. af de 18-29-årige har mindst en psykisk diagnose.

De unge skærer i sig selv, brænder sig selv, slår sig selv eller kradser sig selv til blods. Det må betragtes som en sygdom i det danske velfærdssamfund, at de unge har behov for at ty til selvskade i dette bekymrende omfang.

Eksperterne påpeger, at selvskaden blot er endnu et af mange symptomer på, at ungdommen mistrives. F.eks. er der også flere børn og unge, der får spiseforstyrrelser, flere, der får angst og depressioner, og flere der føler sig ensomme.

På de videregående uddannelser beretter næsten hver femte studerende ifølge Uddannelsesministeriets egen omfattende undersøgelse af danske studerendes trivsel fra 2018 om at leve med stress i hverdagen. De studerende lider af manglende tro på egne evner og føler sig dagligt stresset.

24NYT: Det er en af de mange danske myter, at velfærdsstaten pr. definition er god og godt for mennesker. Virkeligheden er, at velfærdsstaten er menneskefjendsk. Den skaber større afstand mellem mennesker i stedet for at bringe dem sammen i et tættere fællesskab. Den gør mennesker svagere snarere end stærkere. Den producerer ikke flere vindere, men tabere, flere ulykkelige eksistenser end mennesker, der lykkes med deres liv. De unges mistrivsel er en falliterklæring for det danske velfærdssamfund.

Exit mobile version