Velfærdsstaten kvæler civilsamfundet

Politikerne glemmer, at Danmark er et enestående land bestående af titusinder af frivillige og ildsjæle, som sammen med fagprofessionelle gør en markant forskel hver eneste dag for mennesker, som lever et liv i udenforskab, skriver Jon Kiellberg, forfatter til den kommende bog ”BORGERLAND” om civilsamfundets velfærdshistorie, i Berlingske.

Faktisk er 43 pct. af alle danskere frivillige i større eller mindre grad hver eneste dag. Og sammenlignet med andre lande er vi et af de lande, hvor man lægger flest frivillige timer. Mere præcist 900.000 timer hver eneste dag. Det er ret unikt.

Frivillighed er drevet af, at vi vil gøre en forskel for andre mennesker og ikke kan lade være. At være noget for nogen – uden at få noget igen. Det burde de fleste politikere knuselske. Men det forholder sig ofte stik modsat: FrivillighedsDanmark er konstant udsat for bureaukratiske benspænd og offentlige styringstyrannier og logikker, som sætter en alvorlig kæp i hjulet på indsatser over for de mest udsatte borgere.

Det helt store paradoks er, som vi oplever i stigende grad, at flere velfærdspartier råber vagt i gevær eller slår velfærdskorsets tegn, hver gang eksempelvis pensionister vil udføre frivilligt arbejde i en børnehave, frivillige mentorer, som hjælper unge nydanskere med et lommepengejob, eller frivillige besøgsvenner på et plejehjem, som skaber omsorg for den ældre. Vi må ganske enkelt væk fra den statstænkning.

24NYT: Staten, kommuner og regioner invaderer civilsamfundet på næsten alle områder af livet.

Velfærdssamfundet øger distancen mellem danskerne ved at påtage sig opgaver, som i mange tilfælde hører civilsamfundet til.

Kommunale medarbejdere kan jo ikke gøre op med ensomhed, som er et stort problem i det danske samfund, eller hjælpe alle de ældre borgere, der har brug for ekstra hjælp. Her skal civilsamfundet træde til.

Statstænkningen i velfærdssamfundet betyder imidlertid, at myndighederne gør livet surt for de frivillige, der har overskud til at hjælpe dem, der ikke kan. Staten er langsomt ved at udradere den kultur, hvor frivillige samler svage og skrøbelige borgere op.