Velkommen til helvedesbyen Bruxelles

Af  Drieu Godefridi –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute. 

Da den daværende kandidat Donald Trump i januar 2016 bemærkede, at takket være masseindvandring var Bruxelles ved at blive et helvede, gjorde Belgien og europæiske politikere fælles front ved (medie-)barrikaderne: Hvor vover han at sige sådan noget? Bruxelles, EU’s hovedstad, selve indbegrebet af den postmoderne verden, avant-garden for den fremtidige “globale kultur” – skulle det være et helvede? Assimilering af nytilkomne er selvfølgelig ikke altid let, og der kan opstå konflikter fra tid til anden. Men skidt med det, sagde de: Trump er et fjols, og han har alligevel ingen chance for at blive valgt. Sådan tænkte de ivrige læsere af The New York Times International Edition og jævnlige seere af CNN International.

Donald Trump havde imidlertid, med sin karakteristiske pågående facon, fuldstændig ret: Bruxelles synker hastigt ned i kaos og anarki. Nøjagtigt to måneder efter den dramatiske “trumpisme” blev Bruxelles ramt af et forfærdeligt terrorangreb, hvor 32 mennesker døde. Det var kun toppen af det monstrøse isbjerg, som er bygget op over tre årtiers masseindvandring og socialistisk galskab.

Alene i sidste måned var der i Bruxelles tre store udbrud af uroligheder og plyndringer.

Først var der det marokkanske landsholds kvalifikation til verdensmesterskaberne i fodbold. Mellem 300 og 500 “unge” af udenlandsk oprindelse gik på gaderne i Bruxelles for at “fejre” begivenheden på deres egen måde: De plyndrede adskillige forretninger i Bruxelles’ historiske bymidte, hærgede “civilisationens hovedstads” øde boulevarder og sårede under urolighederne 22 politibetjente.

Endelig havde det socialistiske bystyre i Bruxelles fået den brillante idé at tillade en demonstration den 25. november mod slaveri i Libyen. Demonstrationen udviklede sig hurtigt til endnu et oprør: forretninger blev ødelagt, biler blev sat i brand og 71 mennesker blev arresteret.En rap-stjerne, der på de sociale medier går under navnet “Vargass 92” og er fransk statsborger af udenlandsk oprindelse, besluttede tre dage senere, at han ville organisere endnu en uautoriseret “fejring” i Bruxelles’ bymidte. Den udviklede sig hurtigt til et nyt oprør. Endnu en gang så man forretninger blive ødelagt og mennesker blive angrebet, udelukkende fordi de befandt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. På korte videoklip lagt ud på de sociale medier kunne verden (og belgierne) se Bruxelles’ sande ansigt uden politikernes skønmaleri. Der er ikke noget at sige til, at Europas politiske eliter nærer et dybt had til de sociale medier. De foretrækker den renskurede (og i Frankrig og det fransksprogede Belgien stærkt statsstøttede) traditionelle presse.

Lovløsheden, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres politisk, er blevet den nye normaltilstand i Bruxelles. Det kan godt være, at politikerne ikke kan lide dette faktum, der er et resultat af deres patetiske svigt, men det er ikke desto mindre et eklatant og uundgåeligt faktum. Det nye Bruxelles er karakteriseret ved uroligheder og plyndringer begået af mennesker med udenlandsk oprindelse, såvel som ved en fortsat tungtbevæbnet militær tilstedeværelse i Bruxelles’ gader lige siden den 22. marts 2016 – dagen, hvor europæiske islamister myrdede 32 og sårede 340 mennesker i det værste terrorangreb nogensinde i Belgien.

Hvorfor gør de udmærkede belgiske soldater, der patruljerer i gaderne, ikke noget for at standse uromagerne? Af den enkle årsag, at det er udenfor deres mandat. Hvis en soldat sårede en uromager, ville han sandsynligvis blive hængt ud i offentligheden, bragt i mediernes gabestok, stillet for retten og afskediget i vanære.

Det ville være morsomt, hvis det ikke var så alvorligt. Efter de to første oprør arrangerede det belgiske statsfjernsyn (RTBF) en debat mellem politikere og meningsdannere fra Bruxelles. Blandt deltagerne var senator Alain Destexhe fra den centrum-højreorienterede Reformbevægelse (Belgiens premierministers parti).

Destexhe er en interessant person i belgisk politik. Han har i det fransktalende Belgien været blandt de få, der offentligt har givet udtryk for, at belgiernes påtvungne masseindvandring er uholdbar, at islam måske alligevel ikke er en fredens religion, og at skoleklasser med 90% elever af udenlandsk oprindelse, der hverken taler fransk eller hollandsk derhjemme, ikke er opskriften på succes. Det er ting, der tages for givet i store dele af den vestlige verden, men ikke i den fransktalende del af Belgien, der er stærkt påvirket af det franske verdenssyn. Her betragtes Destexhe som højreorienteret eller ligefrem som ekstremist, racist og lignende spidsfindigheder, som ventrefløjen tit strør om sig med.

Da Destexhe under debatten forsøgte at redegøre for sit synspunkt – at der er en forbindelse mellem den manglende integration af mange mennesker af udenlandsk oprindelse i Bruxelles og årtiers høje indvandringsniveau – råbte ordstyreren bogstaveligt talt til ham, at “Indvandring er ikke emnet, herr Destexhe! INDVANDRING ER IKKE EMNET, STOP!”. Ordstyreren gav herefter ordet til en ung kvindelig “slam digter”, der forklarede, at problemet bunder i, at kvinder, der (som hende selv) bærer det islamiske tørklæde, ikke føler sig velkomne i Bruxelles. Tilhørererne blev herefter instrueret i at klappe af hende. En politiker fra miljøpartiet erklærede, at “ingen kender uromagernes oprindelse”. En ledetråd kunne ellers være, at de på deres egen særprægede måde “fejrede” Marokkos sejr. Var dette et stort surrealistisk øjeblik i Belgien? Nej, det var bare en typisk politisk “debat” i det fransktalende Belgien bortset fra, at Destexhe normalt ikke inviteres.

For at fuldende billedet skal det nævnes, at samme nat, som det første oprør begyndte: den 11. november, opfordrede foreningen MRAX (Bevægelsen mod Racisme, Antisemitisme og Fremmedhad) på sin facebook side folk til at anmelde ethvert tilfælde af “provokationer fra politiets side” og “politivold”. Resultatet af urolighederne blev, at 22 politibetjente blev såret og ingen blev arresteret. MRAX er ikke blot en forsamling venstreorienterede islamist-sympatisører; de finansieres hovedsageligt af skatteyderne. Finansieres højreorienterede bevægelser også af skatteyderne? Det korte svar er: Nej. Arbedsløsheden ligger i Bruxelles på hele 16,9%, blandt modtagerne af sociale ydelser har svimlende 90% udenlandsk oprindelse, og selvom skatterne er blandt verdens højeste, fosser pengene ud af statskassen. Det er et trist øjebliksbillede fra endnu en socialistisk fiasko.

Der er imidlertid håb. Bruxelles er ikke kun Molenbeek og uroligheder. Byen har en solid tradition for foretagsomhed og Belgiens føderale regering, især dens flamske del, er yderst bevidst om de udfordringer, der skal imødegås. Der sker dog ingen forandringer så længe folk ikke erkender, at Bruxelles har forandret sig fra den velhavende, konservative og “borgerlige” by, som den var for 25 år siden, til en helvedesby.

Ironisk nok har Bruxelles nu brug for en Donald Trump.

Drieu Godefridi er en klassisk-liberal belgisk forfatter og grundlægger af Hayek Instituttet i Bruxelles. Han har en ph.d. grad i filosofi fra Sorbonne i Paris og leder desuden investeringer i europæiske firmaer.