Velliv Foreningen hjælper udsatte borgere på Blå Kors Danmarks væresteder

Flere kæmper med misbrug, ensomhed og psykisk mistrivsel på landets væresteder og varmestuer. Det oplever man hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark, som nu har modtaget en donation på 800.000 kroner fra Velliv Foreningen, der skal styrke hjælpen til samfundets mest udsatte.

Det Blå Sted i Aarhus er et af de væresteder, som får glæde af donationen fra Velliv Foreningen. Foto: Jens Peter Engedal.

Mens store dele af samfundet nu er genåbnet, er der også steder, hvor man har holdt åbent næsten hele tiden. Blandt andet på væresteder, som er sociale caféer, hvor udsatte borgere kan få socialt samvær og hjælp til praktiske ting i hverdagen.

Arbejdet med at hjælpe nogle af de mennesker, som er allermest udsatte, får nu en økonomisk håndsrækning fra Velliv Foreningen, der uddeler fire mio. kroner til en række af landets sociale hjælpeorganisationer.

En af organisationerne er Blå Kors Danmark, som har modtaget 800.000 kroner til at styrke indsatsen og aktiviteterne på organisationens 12 væresteder, der blandt andet hjælper mennesker med misbrug og hjemløse.

“Vi vil opsøge de brugere, der på grund af corona-frygt har isoleret sig derhjemme. Vi ved fra vores væresteder, at flere brugere har fået et misbrug eller oplever psykisk mistrivsel. Derfor vil vi iværksætte en målrettet indsats, så vi fortsat kan nå ud til de mest udsatte borgere,” siger Sven Madsen, som er sektorchef for Blå Kors Danmarks væresteder.

“Vi er meget glade for at kunne give en håndsrækning til de her organisationer, der gennem væresteder og varmestuer når de ud til tusindvis af de mest sårbare og udsatte i landet. Forhåbentlig kan pengene være med til, at deres aktiviteter og tilbud igen kan komme udsatte og ensomme til gavn efter en periode i coronapandemiens dvale”, siger Velliv Foreningens formand Peter Gæmelke.

LÆS OGSÅ:  Blå Kors hjalp rekordmange i 2020

Stort problem med misbrug og isolation

På værestedet Det Blå Sted i Aarhus har man tydeligt kunne mærke, at isolationen har forværret brugernes situation. For mange af brugerne er værestedet den eneste sociale kontakt, de har i hverdagen.

“Vi har oplevet, at flere har fået et misbrug, eller der er kommet andre udfordringer til, mens store dele af samfundet har været lukket ned, men langt hen ad vejen har vores indsats givet vores brugere det løft, som gør, at de har mulighed for at komme igennem det. For eksempel har vi kørt mad ud til dem og lavet udendørsserveringer. Det har gjort en forskel for rigtig mange mennesker”, siger Poul Jensen, som er leder af Det Blå Sted i Aarhus.

Donationen fra Velliv Foreningen går blandt andet til, at værestederne kan lave opsøgende arbejde. På Det Blå Sted i Aarhus ser man frem til, at det igen er muligt at tilbyde praktisk hjælp i brugernes eget hjem.

“Mange af vores brugere har været i isolation i en længere periode, så deres hjem gror til. De magter det simpelthen ikke selv. De kan ikke overskue tingene eller se bund i det. Vi tager ud og gør rent i folks hjem. Det er en vigtig funktion, som værestederne har, at vi kan gøre en forskel hjemme hos folk. Det har vi ikke kunne gøre i coronatiden, men det står vi over for snart,” siger leder Poul Jensen.

LÆS OGSÅ:  Sommerlejre til søs er populære: De unge får et pusterum

Blå Kors Danmark driver i dag væresteder i København, Aarhus, Aalborg, Hjørring, Hobro, Arden, Randers, Herning, Kibæk, Kolding, Aabenraa og Tønder.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)