Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag morgen og formiddag været til stede på Handbjerg Marina nær Struer, hvor en 40-årig mand er blevet anholdt ombord på en stjålet båd. Situationen er nu veloverstået uden større dramatik, da gerningsmanden lå og sov i kabinen på båden, da politiet kom ombord.
En 40-årig mand fra Holstebro er torsdag formiddag blevet anholdt, foreløbigt sigtet for overtrædelse af søloven samt for brugstyveri af en større speedbåd.
Kl. 06.35 modtog politiet en anmeldelse om en stjålet båd ved Handbjerg Marina, hvor flere personer på havnen havde været vidne til tyveriet og den efterfølgende udsejling fra havnen. Midt- og Vestjyllands Politi ankom kort efter til Handbjerg Marina, hvor båden nu lå stille i Limfjorden et par hundrede meter væk fra havnen.
Da der ikke var viden om gerningsmanden eller hans motiver, valgte Midt- og Vestjyllands Politi at gå forsigtigt til værks af sikkerhedsmæssige hensyn til de involverede, da aktionen foregik på vandet. Derfor blev der tilkaldt assistance i form af både en ambulance og forsvarets helikopter.
Overstået uden større dramatik
Af hensyn til politiets arbejde blev Handbjerg Marina spærret af, og borgerne blev bedt om at holde sig væk for at give plads til politiet. Der var dog ikke på noget tidspunkt tale om, at situationen var til fare for de øvrige personer på havnen.
I samarbejde med aktionsstyrken, der er politiets specialstyrke med blandt andet ekspertise i aktioner til søs, valgte Midt- og Vestjyllands Politi efterfølgende at sejle ud til båden, som ikke havde flyttet sig i et par timer.
Ombord på båden fandt politiet den pågældende gerningsmand sovende i kabinen.
Den 40-årige mand blev anholdt uden større dramatik, og det vil nu være op til Anklagemyndigheden at vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.