VENSTREFLØJEN HAR VALGT ILLUSIONEN

Da jeg var ung i Danmark, stod venstrefløjen for solidaritet, beskyttelse af naturen, frihed og lighed, kærlighed og medmenneskelighed – alt det, man som ungt menneske instinktivt blev draget imod. Det var en bevægelse, der kæmpede mod undertrykkelse og magtmisbrug og stillede sig solidarisk med almindelige mennesker i kampen mod uretfærdighed. What’s not to like?

I dag er det svært at genkende den samme bevægelse. Det, der engang var et opgør med magteliten, er nu i høj grad blevet en del af den. En stor del af venstrefløjen er gledet over i en akademisk og kulturel overklasse, som har mere til fælles med globaliserede teknokrater end med de faglærte og ufaglærte arbejdere, de tidligere repræsenterede. Den private ansatte bygningsarbejder, lagerarbejder eller mekaniker er i dag mere fremmed for store dele af venstrefløjen end for nogen anden politisk blok.

Gaza-konflikten har kastet et ubønhørligt lys over denne forvandling. Mange på venstrefløjen har valgt at stille sig skulder ved skulder med bevægelser, hvis ideologier og handlinger strider mod alt, de engang stod for. Når man i dag ser erklæret progressive kræfter marchere side om side med fortalere for religiøs fanatisme, intolerance, kvindeundertrykkelse og vold mod seksuelle minoriteter, må man spørge sig selv: Hvor blev værdierne af?

Hamas, som i retorik og metode ligner de mest brutale og totalitære bevægelser verden har kendt, bliver ikke bare undskyldt – men undertiden nærmest forsvaret. Det er en organisation, der åbent ønsker udslettelse af Israel og som systematisk bruger sin egen befolkning som skjold og brikker i en krigs- og propagandakampagne. At nogen kan støtte og finde undskyldninger for dette, er et moralsk kollaps.

En væsentlig grund til, at venstrefløjen trods alt stadig nyder så bred opbakning, er, at det er lykkedes en stor del af den nærmest at tage patent på idéen om egen godhed. Den har i årtier med dygtig retorik og kulturel dominans fået skabt en fortælling om, at det er venstreorienteret at være god, solidarisk og menneskelig – og at det borgerlige er koldt, kynisk og egoistisk. Det er naturligvis en meget grov forenkling. For i centrum af det borgerlige verdenssyn står ikke staten, men mennesket. Det enkelte individ, borgeren, familien, der skal have ret og mulighed for at leve sit liv frit og ansvarligt – ikke være underlagt moralske direktiver fra en selvretfærdig statsmagt, som dele af venstrefløjen ynder at tilbede.

Tidligere gik venstrefløjen op imod diktatoriske kræfter. Nu finder en stor del af den på undskyldninger for dem – så længe de står i opposition til Vesten. Tidligere stod man på arbejderens side mod overmagten. Nu er man en del af eliten og håner den mand, der bærer sikkerhedssko og betaler topskat eller iværksætteren, som efter års slid og med kæmpe risiko og personlig indsats, endelig har fået den succes han har drømt om og arbejdet for.

Venstrefløjen er ikke længere folkets opposition. Den er ikke længere revolutionær, men derimod reaktionær. En stor del af den er blevet til en overbygning af akademiske fraser, identitetspolitik og verdensfjerne idealer, som i praksis underminerer de friheder og den lighed, den stadig påstår at værne om.

Gaza afslører ikke bare en politisk skævhed, men en værdimæssig deroute. Når man stiller sig solidarisk med bevægelser, der prædiker had, og vender ryggen til en ganske lille minoritet, der udgør det eneste reelle demokrati i regionen, har man ikke længere ret til at hævde moralsk overlegenhed.

Det er ikke længere en kamp mellem højre og venstre. Det er en kamp mellem virkelighed og illusion. Og en stor del af venstrefløjen har valgt illusionen.