De venstreliberales kæledægge taler med to tunger

Af klummeskribent Sven Hakon Rossel – professor og forfatter.

Emmanuel Macrons sejr ved det netop overståede franske præsidentvalg byggede på et utal af løfter om sociale og politiske forandringer, om en fornyelse, der skulle give den hensygnende Europæiske Union ny dynamik og ikke mindst genføde Frankrig som det førende europæiske land. Sådanne pralerier – et tydeligt ekko af præsident de Gaulles stormagtsfantasier i 1960erne – fik lov til at stå uimodsagt. Tænk blot på, hvor Donald Trump er blevet skældt ud for storhedsvanvid, da han lancerede sit program: ”America first”.

Men nu ser det ud til, at valgkampen var den lette del af Macrons strategi, der blev lanceret – det må indrømmes – med stor, men også demagogisk elegance. Hvad man overså, var de vage konturer og den manglende substans, der ledsagede valgløfterne. Dog nu, da hans vælgere venter på, at valgkampens løfter skal indfries, er en brat opvågnen til det politiske hverdagsliv fulgt. 

Sven Hakon Rossel er professor i nyere skandinavisk litteratur og forfatter til mere end 50 bøger. S. H. Rossel er fast klummeskribent på 24NYT og skriver om udenrigspolitik, kulturpolitik, EU og det monstrum, der hedder “political correctness”.

Vi kan begynde med løfterne om at reducere Frankrigs afhængighed af atomkraft, der blev hilst med jubel af et vist liberalt-grønt segment af befolkningen og som blev overtaget fra den tidligere socialistiske præsident François Hollandes energiprogram. Målet var frem til 2025 at halvere den elkraft, som Frankrigs atomkraftværker producerer og som udgør 72% af det samlede elforbrug. Dette mål, viser det sig nu, kan under ingen omstændigheder opfyldes og derfor taler en af Macrons rådgivere, hvis navn ikke må nævnes, i stedet for om et tidsrum omkr. 2030-35. Og i stedet diskuteres planer om at forlænge de 58 atomreaktorers levetid med endnu en del år. Et projekt der vil koste de franske skatteydere 48 mia. euro.

Macrons slagord “En marche”, dvs. “Fremad”, får hermed en ironisk-patetisk klang, der naturligvis er utilsigtet, men alligevel ikke er til at komme udenom. Og det må ikke glemmes, at det først og fremmest er den borgerlige mellem- og overklasse, han henvender sig til med sin politik. I denne sammenhæng bør vi huske på, at Macron i 2008 blev ansat ved investeringsbanken Rothschild i Paris, hvor han tjente en millionformue. Mon hans vælgere har husket, at han for en del år siden fortalte en arbejder, ”at den bedste måde at tilegne sig et jakkesæt på, er at finde et arbejde”, og at han i valgkampen havde lovet at sænke ejendomsskatten med 80% – dvs. for dem, der ejer deres egen bolig – og det gør som bekendt langtfra alle!

At den franske arbejderklasse bliver hårdt ramt under Macron, fremgår af, at hans kommende arbejdsmarkedsreformer – og dette bør han roses for – vil medføre en liberalisering af lovgivningen omkring beskyttelse af arbejdspladser, der skal gøre det lettere for en arbejdsgiver at afskedige overflødige og/eller inkompetente arbejdere. Endvidere skal pensionsalderen i den alt for oppustede offentlige sektor, der i dag er på ca. 60 år, hæves og en række andre privilegier afskaffes, som de magtfulde fagforeninger nidkært vogter over. Dette er et projekt, der kan minde om jernladyen, Margaret Thatchers kamp mod de ligeså almægtige britiske fagforeninger i 1980erne, en kamp, som hun vandt. Dette betød, at den britiske erhvervsliv blev reddet efter at den foregående Labour-regering endnu engang havde kørt økonomien i sænk.

Det er lignende problemer, som for en stor del bærer skylden for Frankrigs katastrofale økonomiske situation – lav produktivitet og katastrofal national gældsætning – efter Hollandes mislykkede regeringstid, i hvilken Macron i øvrigt fungerede som økonomiminister – også her er ironien tydelig. Men mon Macron magter denne opgave? En række strejker er allerede varslet, og når det gælder gadens parlament, er Frankrig verdensmester, så her lurer en udfordring, der let kan komme til at tilføje Macron et smerteligt nederlag. Den franske arbejdsløshedskvote er allerede på mere end 10% og for unge mellem 18 og 25 år på hele 26%.

Alvorlige skrammer har Macron allerede fået, da han for nogle dage siden meddelte, at militærudgifterne skulle reduceres med 850 mio. euro. Dette medførte, at Frankrigs højt respekterede generalstabschef, Pierre de Villiers, der havde kritiseret disse nedskæringer i protest, trådte tilbage fra sin stilling, den højeste inden for det franske forsvar, efter at Macron for et åbent publikum havde appelleret til de Villiers ”pligtfølelse” og ”tilbageholdenhed” og mindet ham om: ”Det er mig, der er Deres chef.” Generalstabschefen havde netop erklæret, at militæret med sådanne nedskæringer ikke længere ville kunne yde den nødvendige beskyttelse af ”Frankrig og alle franskmænd”. Under den store parade på Bastilledagen d. 14. juli kunne man se generalen stå som en stenstøtte ved siden af præsidenten, mens denne muntert vinkede til publikum.

Må jeg lige minde om, at Macron under valgkampen havde lovet at øge de franske militærudgifter, så de kom til at svare til de 2% af landets bruttonationalprodukt (BNP), som alle NATO-lande har forpligtet sig til at yde, men de fleste – inklusive Danmark – på skammelig vis ikke har levet op til. Generalstabschefens beslutning om at træde tilbage udløste talrige reaktioner i pressen og i alle politiske partier. Selv socialisternes uheldige præsidentkandidat Benoît Hamon skrev hånende på Twitter, at de Villiers afgang tydeligvis kunne ses som Macrons „seneste mesterstykke“.

Så her har vi endnu et eklatant løftebrud, der tydeligt viser, at Frankrigs nye præsident og de venstreliberales kæledægge, Emmanuel Macron, taler med to tunger!

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb