Mission Øst hjælper hundredvis af børn med handicap i Tadsjikistans isolerede bjergområder. Nyt børnecenter hjælper børnene både fysisk og psykisk.
For præcis et år siden åbnede hjælpeorganisationen Mission Øst et genoptræningscenter for børn med handicap i Kalaikhumb i Tadsjikistan. Centret bekæmper diskrimination af børnene og tilbyder hjælp fra kvalificeret sundhedspersonale.
Centret i Khalaikumb blev grundlagt af Mission Øst i tæt samarbejde med den lokale handicaporganisation Markazi Nur i december 2017. Centret er med støtte fra EU udstyret med de rette remedier, så børnene kan få den bedst mulige fysioterapi og ergoterapi.
Nu et år efter viser træningen positive resultater.
Åbner sig for andre
Guljahon og hendes datter Nargis kommer på centret to timer hver dag. Nargis har Downs syndrom.
Siden mor og datter begyndte at komme på centret, er der sket markante fremskridt:
– Før vi kom til centret, var min datter tit ophidset og nervøs og meget svær at kommunikere med, fortæller den 43-årige Guljahon.
– Nu har Nargis lært at tælle og at synge sange. Hun kan bedre åbne sig for andre mennesker, ja, hun virker mere glad og afslappet. Nargis er blevet meget bedre til at fokusere, når hun leger, eller når vi laver noget sammen.
Børn bliver gemt af vejen
Tadsjikistan er en tidligere sovjetrepublik, og levnet fra sovjettiden sidder stadig i befolkningen, hvor man hylder det stærke og heroiske, men gemmer det svage og skrøbelige af vejen. Børn med handicap bliver som regel udsat for diskrimination og isolation.
Mange opfatter handicap som enten selvforskyldt eller guddommelig straf. Børn med handicap er derfor en stor skam for familien, og børnene holdes ofte hjemme fra skole og sociale aktiviteter og har ikke adgang til de sundhedstilbud, som de har ret til og brug for.
Mission Øst har arbejdet i Tadsjikistan siden 1997 og har sammen med tadsjikiske organisationer sikret genoptræning af hundredvis af børn med handicap.
Fysiske fremskridt
Zohir er et af de andre børn, der har glæde af centret i Khalaikumb:
– Zohir er virkelig glad for og spændt på at komme på centret og lege med sine venner, fortæller hans mor, 39-årige Guliston.
Zohir lider af spastisk lammelse, men på centret lærer han at kontrollere og bruge sin krop:
– Nu kan han sætte sig og rejse sig op af sig selv, fortæller Guliston begejstret. – Han mangler stadig øvelse i at gå, men her træner han hver dag, og han bliver bedre og bedre til at bruge sine ben.
Over 20 års engagement
Mission Øst har arbejdet i Tadsjikistan siden fredsslutningen i 1997. Det glemte land glimrer ved sit fravær i internationale nyheder. Ikke desto mindre lever næsten halvdelen – 47 procent – af befolkningen for mindre end 10 kroner om dagen. Klimaforandringer og tilbagevendende naturkatastrofer bremser fødevareproduktionen og forhindrer ofte adgangen til helt basale fornødenheder.
På den baggrund har Mission Øst i over 20 år nu hjulpet lokalsamfund i provinserne Gorno-Badakhshan, Khatlon og Sughd med at opbygge et bedre liv og fremme deres rettigheder over for myndigheder og det internationale samfund.
Hjælpearbejdet har ført til en markant forbedring af levestandarden for landbefolkningen, som også har oplevet en nedgang i antallet af vandbårne sygdomme. Endvidere er bjerglandsbyer blevet markant bedre rustet til at håndtere naturkatastrofer. Mission Øst er blandt de førende i landet i forebyggelse af naturkatastrofer, udvikling af landbrug og sikring af rent vand og sanitet samt undervisning i god hygiejne.