Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen.
Et nyt jerntæppe er ved at lægge sig tværs igennem Europa. Det sagde vor statsminister Mette Frederiksen, da hun deltog i en demonstration foran den Russiske ambassade 27 FEB 2022. Udtrykket havde hun overtaget fra den ukrainske præsident Zelensky. Man kan både forstå og tilgive brugen af dette udtryk, når det er brugt af en mand som Zelensky, der sammen med det ukrainske folk er ekstremt presset og kastet ud i en stor ulykke på grund af Ruslands modbydelige militære angreb på Ukraine. Alligevel må man besindigt spørge: Hvad for et jerntæppe?
På samme måde kan man også sige, at hele Vesteuropa nu er klar til at opstille et nyt militært jerntæppe. Nu finder mange vesteuropæiske lande, herunder Tyskland og Danmark, det nødvendigt at opruste militært til minimum de 2 % af BNP, som NATO-aftalerne kræver. Med Ruslands invasion i Ukraine er interessemodsætningerne synliggjorte og åbenbare. Som en EU-politiker for nylig sagde det: Vi troede, at krig var udryddet i Europa. Men dér tog han altså fejl. I stedet har det vist sig, at Vesteuropas bløde og pacifistiske liberalisme har spillet fallit. Krigen lurer altid ved døren. Det kan man kun kalde en sund, klar og velkommen erkendelse af virkeligheden, som den altid har været i menneskenes historie fra tidernes morgen. Men nu må vi så spørge: Hvor kommer det nye jerntæppe fra?
Virkeligheden er dybere end de rent militære
Kernen i Ukraine-krigen er ikke blot, ja langtfra, et spørgsmål om militær styrke eller svaghed. Et militært stærkt Vesteuropa kunne næppe have forhindret krigen i Ukraine. Eller gjort Vesteuropa eller NATO mere villig til at gribe ind militært til forsvar for Ukraine. Virkeligheden og modsætningerne er langt dybere end de rent militære.
Vi er vågnet op til en ny virkelighed, javel. Men at reducere denne nye virkelighedserkendelse til blot et spørgsmål om graden af Vesteuropas militære styrke, er en gentagelse af virkelighedsfordrejningen, og kan på sigt kun føre til mere, ja, mere konflikt, hvis vi afviser at forstå Rusland. Vi vinder hverken på langt eller kort sigt noget ved ikke – ved siden af behovet for den militære oprustning til 2 procentsstyrke, som altid skal være på plads – at ville erkende de grundlæggende modsætninger mellem Vesteuropa og de russiske lande.
NATOs og EUs jerntæppe
Nu er så det store spørgsmål: Hvad er det for en ny virkelighed, vi er vågnet op til? Den taler de færreste om, ja, de fleste nægter at se den; og i dagens debat er det kun nogle få personer, der tør pege på den. Men Mette Frederiksen antyder det – uafvidende! – selv i sin demonstrationstale. Hun siger nemlig også: ”Lad det være et jerntæppe, der lukker Putin inde. Men aldrig lukker friheden ude.” Hun henviser selvfølgelig til den Kolde Krigs jerntæppe, men med modsat fortegn. ”Lukker Putin inde”, dvs. lukker russisk politik og Rusland inde – her er dæmoniseringen komplet.
Men hele humlen er, at denne dæmonisering af Rusland, denne vestlige ”modsatte” jerntæppe-isolation af Rusland og dermed Putin slet ikke er ny; den har mere eller mindre markant været til stede i Vesteuropas politik over for Rusland også efter, at Den Kolde Krig hørte op og Sovjetunionen opløstes.
Det vanskelige er, at virkelighedserkendelse altid dybest set er en selverkendelse – af egne fejl, af egne misforståelser og af egne fejldisponeringer. Derfor må man spørge: Hvad er det for et slør, som den ultimative konfrontation, krigen i Ukraine, skal rive fra vore øjne; og hvad skal denne krig tvinge Vesteuropa til at erkende om sig selv? Dét er det store spørgsmål. Flugten fra denne vesteuropæiske selverkendelse er enorm. Man hører det i udtalelser fra alle regeringsledere, alle toppolitikere, nærmest alle medier og journalister og langt de fleste akademiske sikkerhedseksperter.
Her i Danmark hører vi kun en meget sjælden gang et pip fra en toppolitiker, der forsøger at bruge sin hjerne, observationsevne og dømmekraft til at forstå tingene anderledes. Men hårdt slås der ned på noget sådant, som fx da Enhedslistens formand Mai Villadsen for nylig (Berl 01 MAR) lukkede kæften på sin folketingspolitiker Christian Juhl, der vovede at stille spørgsmål ved Ukraines mindretalspolitik. Putin har i mange år været beskyldt for, at han med hård og dominerende hånd styrer opinionen i Rusland; det gør han sikkert også. Men der er overhovedet ingen grund til at mene, at man skal helt til Moskva for at opleve den slags.
Dæmoniseringen afsløres nu i den ensidige total-propaganda
Fordømmelsen i den aktuelle anti-krigspropaganda er mere og mere hidsigt, bevidst fejlfortolkende og massivt vendt ensidigt mod Rusland, endnu mere mod Putin – for at skjule den skyld og årsag, der kunne ligge i NATOs og EUs politik. Putin kaldes en tyran, en kold og kynisk imperiebygger, en bølle, en løgner og bedrager, en sovjetisk revanchist, en krigsophidser, en gammel kommunistisk KGB-agent og en ny Hitler (ja, og faktisk disse to ting på én gang), en lille bleg mand med fiskeøjne, en irrationel magtperson, som ingen kan regne med, en manipulator, og så nu også på det seneste en krigsforbryder, en magthaver, der kun kaster sig ud i krig for at bevare sin egen magt.
Hvad viser alle disse ord, som alle politikere, medier og journalister – absolut alle – i fuld enighed rabler af sig i denne tid? De viser, at den aldeles overfladiske dæmoniseringstankegang har kvalt enhver vilje og evne til – nøgternt, grundigt, upartisk og redeligt – at undersøge baggrundene for konflikten og til at forstå ikke blot de dybere årsager, men også at forstå Rusland og Putin i forhold til Vesten, NATO og EU.
Noget – eller meget – af dette er sikkert rigtigt om Putin i én eller anden grad. Hvor naivt at tro anderledes! For sådan må det må være for enhver statsleder, der er sat til at holde ro på og styre et kæmpestort land med masser af interne konflikter, og for en statsleder, der overhovedet ikke kan finde nogen som helst betydelig hjælp eller goodwill fra sine naboer i Vesten.
Den ene krig og den anden krig – overlevelse
USA og dets NATO-allierede angreb i oktober 2001 Afghanistan, væltede Taleban-regeringen og indsatte en overgangsregering. Og lidt senere angreb en USA-ledet koalition i marts 2003 Irak med den begrundelse, at Irak producerede masseødelæggelsesvåben, som imidlertid aldrig blev fundet. Ud over masseødelæggelsesvåbnene var de øvrige begrundelser bekæmpelse af terror, befrielse af det irakiske folk og betydningen af olieproduktionen. Hovedformålet var åbenbart at afsætte Saddam Hussein og indsætte en provestlig regering. Kan De huske disse krige, der med efterfølgende besættelse af Irak varede helt indtil 2011? Og med besættelse af Afghanistan indtil for nylig? Det var en stormagt, der brugte sin militære magt. Hvor modbydeligt var det ikke? Som Ungarns premierminister netop har sagt om Ukraine-krigen: ”Krig er aldrig redskabet til at løse internationale problemer” (Berl 3 MAR). Det mente vi jo ikke helt dengang.
Men det helt afgørende, hvad angår krigsårsagen, i sammenligningen mellem disse stormagtsangreb – på hhv. Afghanistan, Irak og Ukraine – er, at ensidig propanda aldrig er vejen til at forstå sandheden om det, der sker. Og til at forstå virkeligheden, og hvordan vi selv er en del af den. Mange af os var tilhængere af Afghanistan- og Irak-krigene. For at Vesten kunne overleve og forsvare sig mod terror. Men de af os, for hvem det var umuligt at finde nogen retfærdig begrundelse for dette angreb på Irak, ja, vi stillede os måske tilfreds med den helt igennem uretfærdige magtbegrundelse, at for en stormagt, der som USA var blevet udsat for et morderisk terror-angreb 9 SEP 2001, ville det have været helt umuligt ikke at reagere, næsten uanset hvad. Det var overlevelsesangreb. Der var intet retfærdigt i dem. Sådan er verden.
Men når vi forsøger at observere, tænke og forstå, bidrager det kun til fordummelse, når politikere og medier, ja hele Vesten, uafbrudt tæsker maniske, ensidige, overfladiske og altså stupide propagandabilleder ud i offentligheden, hvad enten det drejer om den daværende USA-præsident George W. Bush eller den nuværende russiske præsident Vladimir Putin. Især i krisetider gælder det om at bevare roen og tænkningen.
Når vi taler om overlevelse i en krigsfyldt verden, så er det vigtige spørgsmål for os, der befinder os i modsætning til Rusland at spørge: Hvordan er verden for Rusland? Hvordan skal Rusland overleve? Det skal især Vestens, NATOs og EUs politikere spørge om. Skal vi ikke hjælpe Rusland med overleve efter kommunismens katastrofe, sådan som vi hjalp Tyskland med at overleve efter nazismens katastrofe?
Så lad os forlade denne Putin-maniske fortælling. Det burde seriøse medier også gøre. Uanset om vi hader Putin eller ej. Den Putin-dæmoniske fortælling fører ingen steder hen, men giver blot både de seriøse analytikere og politikere bind for øjnene og leder dem længere ud i misforståelsens og uvidenhedens morads. Det er jo helt galt, når man kun vil høre sit eget syn på verden.
Vi skal forstå russerne
Men her er vort problem: Vi vil ikke vide, hvad russerne ved, og vi vil ikke forstå på samme måde, som russerne forstår. Og lad nu være med at påstå, at viden kun er fakta. Hvorfor skændes vi fx i Europa om muslimsk indvandring, når vi jo har den samme viden om den? Ingen ved bedre end den, der også forstår. Derfor kan man være sikker på, at vesteuropæisk viden og russisk viden om russiske forhold kun kan forenes i en fælles forståelse ved en stor vesteuropæiske anstrengelse og selvransagelse. Og i hvert tilfælde vil kræve en megen god vilje og stor frigørelse fra sædvane-automatisk vesteuropæisk tankegang. Og en vilje til ikke at forstå de russiske lande udelukkende ud fra de fjendebilleder, som vi kender ud fra NATOs verdensskabelon og EUs markedspolitiske og multikulturelle facitliste.
Vi vil ikke forstå Rusland. Vi vil udbrede vor egne ideologiske samfundsskabeloner. Så måske er det, vi stræber efter: At det hele derovre østpå falder endnu mere sammen i stumper og stykker, så vi kan genopbygge det hele på ny efter vore egne multikulturelle og multinationale skabeloner. Og måske netop derfor forarger det os på det grusomste, at denne revanchistiske Putin tilsyneladende vil holde sammen på det, som kommunismen splintrede i etniske atomer, da den uden hensyn til folkeslagene lagde de indre-sovjetiske republik-grænser på tværs af folkeslagenes historiske og etniske fællesskaber. Eller rettere: At denne Putin ikke vil tillade, at EU og NATO bringer yderligere uoprettelig splittelse, isolation og fremmedgørelse ind blandt de russiske folk, fordi EU- og NATO-medlemskab skal være det afgørende kriterium for inklusion og eksklusion.
”Den tyske og den russiske geopolitiske katastrofe”
Sovjetkommunismen ødelagde Rusland og de russiske lande. Hvem vil nægte det? Sovjetkommunismen opdelte og splittede de russiske landes befolkninger og familier geografisk på må og få i et totalitært-socialt kaos, som kun kan betegnes som ”en geopolitisk katastrofe.” Da sovjetstaten som en samlende totalitær samfundsparaply faldt sammen, måtte mangfoldige befolkningsdele og mange familier pludselig se sig adskilte og løsrevne fra deres folkelige, sociale, kulturelle og historiske sammenhæng og tvunget ind under en ny stat. Har Putin ikke ret til at kalde dette for ”en geopolitisk katastrofe”?
Men Vestens overfladisk tænkende politikere, analytikere og journalister nægter at tænke over, hvad dette udtryk i den historiske skæbnefortælling dækker over. Og de griber derfor straks til den beredvillige og nemme mistænkeliggørelse af Putin som udelukkende en magtgal og irrationel revanchist. At starte en krig er altid en forbrydelse; men derfor behøver ”krigsstarteren” ikke at være den dybere årsag til krigen. Han kan blot være den, der udløser den større og uforløste frustration. Men det er frustrationen man skal forstå; og det er frustrationen, man skal udrydde. Her har Vesten, NATO og EU haft en opgave, som vi har forsømt i årtier.
Også Tyskland oplevede efter nazismens sammenbrud og Anden Verdenskrig afslutning en ”geopolitisk katastrofe.” En etnisk udrensning og folkeflytning. 12 – 14 mio. tyskere blev fordrevet fra deres hjemegne; i hovedsagen fra de tidligere tyske østlige provinser, som Tyskland mistede. Og disse fordrevne tyskere blev genbosat i det nuværende Tyskland og Østrig. Men forskellen på den tyske og den russiske ”geopolitiske katastrofe” er – hvor katastrofale, de end begge er – at den tyske katastrofe nu er overstået. Tyskerne bor stort set samlet inden for det geografiske tyske fædreland – hvis man da kan tåle at høre et sådant fædrelandsudtryk i vore dages EU-maniske Europa. Ja, ud fra NATOs og EUs interesser gav vi Østtyskland tilbage til det samlede Tyskland; og det faldne Sovjetunionen bifaldt dette; en storslået og stærkt forsonende gave fra Rusland til Vesten.
Men de russiske folks ”geopolitiske katastrofe” er ikke blot ikke overstået; den truer derimod med at blive konsolideret og endnu større på grund af EUs og NATOs ekskluderende udvidelser inde i de russiske folkeslags områder. Rusland kan umuligt undgå at se noget sådant som andet end aggressive erobringer med henblik på strategisk, politisk og økonomisk at lamme Rusland.
Man kan godt kritisere, og kritisere hårdt, men man skal starte med at forstå. Og netop nu er fordømmelsen i medier og politikerudtalelser så dæmoniserende og ensidig, at det tydeliggør, at her er der tale om en underbevidst, tænkningslammende og fundamental vesteuropæisk enighed i propagandaen i den hensigt at fjerne al skyld fra Vesteuropa – og hindre al vesteuropæisk selverkendelse. Ingen medier giver noget som helst forsøg på at bore dybt i sagen – set fra Rusland side! – om modsætningen mellem Rusland og Vesten, og om årsagerne til denne krig. Den nuværende fordømmelse af hele Ruslands og Putins stilling er så kvalmende i sin enighed og ensidighed, at den kun afslører, hvad der nu i tre årtier har været Vestens endelige mål: Netop dette at stadfæste de russiske folks geopolitiske splittelse og i denne proces at udgrænse Rusland til det yderste og på det mest ydmygende.
Den gode og eneherskende totalliberale ideologi
Forstår De: Vi i Vesteuropa er de gode! Det er os, der har de gode hensigter, som ingen kan stille spørgsmål ved, uden at de spørger af ondskab. Vore hensigter må der ikke tvivles om. Og selv om vi alle foretrækker at leve i et frit demokratisk samfund, så vil vi ikke erkende, at der er sikkerhedsmodsætninger, traditioner og politiske kulturer i andre lande, som umuliggør, at vi gennem den totalliberalisme, som vi har hyldet i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig, slipper alle kræfter løs i et hvilket som helst land. Der er ingen tvivl om, at Vesteuropas og NATOs politiske farisæisme er hovedårsagen til, at der er udbrudt krig i Ukraine. Med overbevisningen om vor egen godhed gav vi os selv en overjordisk ret til at tvinge vore systemer (NATO og EU) ind på livet af Rusland.
Tror vi virkelig, at Rusland med dets politiske og religiøse traditioner og historiske og samfundsmæssige erfaringer og problemer vil tolerere, at ethvert sikkerhedsspørgsmål, der afsondrer Rusland mere og mere fra Europa, vil kunne besvares med en blød og politisk from henvisning til Vesteuropas integrerede udgave af demokrati og liberalisme. Og til et NATO, som ikke vil nogen noget som helst ondt, men kun vil det gode, også når NATO bomber og udfører militære angreb. Og et NATO, som Rusland derfor skulle tvinges til at bøje sig for med hensyn til Ukraines og Georgiens selvstændige optagelse, hvis ikke Rusland vil skubbes ud blandt verdenssamfundets udstødte.
Vestens politik over for Rusland har altid været et ultimatum: Overtag vores totalliberale ideologi eller vi sluger jer, bid for bid! Man må virkelig spørge ethvert tænkende og klart observerende menneske: Tror De ikke, at Rusland ganske enkelt har været nødt til at sige stop – over for Vesten? Hvor modbydeligt og rystende dette end nu er for det ukrainske folk og for Europa! Betænk engang, om ikke det er Vesteuropa, der har hovedskylden for, at Rusland – tragisk og ulykkeligt! – har måttet sige dette ’stop’? Jo, vi har skylden! Det er os, der har ført splittelsen mellem Rusland og Vesten frem til krig.
Når domstolen tager parti for den ensidige godhed
Husker De, at NATO i 1999 bombede Serbien? Flere NATO-lande deltog i dette, også Danmark. Ud over militære mål målrettedes bombningerne – i den udstrækning noget sådant militært kan lade sig gøre – mod Serbiens infrastruktur, herunder erhvervsvirksomheder, produktionsanlæg og banegårde med sikkerhed for civile tab. Hvad skal vi kalde noget sådant? Den gode bombning? En bombning, som vi sådan helt apriorisk ganske godt forstår?
Serberne forstår den ikke. Serberne lægger stadig blomster og kranse ved deres mindesmærker for dræbte civile og børn. I 2018 var 84 % af serberne imod Serbiens medlemskab af NATO (mreast.dk 24/03/2018). Den serbiske premierminister Cvetkovic udtalte i 2009, at bombeangrebet var ”ulovligt, i strid med international lov, og skete uden FN-mandat.” Kørte man krigsforbrydersager mod vestlige toppolitikere eller mod NATO-embedsmænd eller NATO-soldater? Overhovedet ikke? Hvordan kan man få denne tanke?
Men i dag: Chefanklageren ved Krigsforbryderdomstolen i Haag vil nu påbegynde en efterforskning af situationen i Ukraine, og gå helt tilbage til Ruslands anneksion af Krim (Berl 01 MAR). Kan man have noget imod det? Nej, men man kan spørge: Gør retten forskel på NATO og Rusland? I hvert tilfælde kan man konstatere, at Vesten har mobiliseret hele det politiske, moralske og opinionsmæssige pres mod Rusland. Og imod alle dem, der også her i Vesteuropa stiller kritiske spørgsmål til Vesteuropas behandling af Rusland.
En paria, der er forstødt af verden
En mand som Danmarks Anders Fogh Rasmussen, NATOs tidligere generalsekretær, har som modsvar på Ruslands krigsførelse for nylig sagt, at ”Putins regime skal gøres til en international paria” (Berlingske 26/2). Ja, reaktioner er vi presset til, for nu er vi kommet ud i suppedasen, hvad enten vi ville det eller ej. Men det ironiske er, at Fogh´s reaktion og udtalelse netop er et symbol på det, der er hovedårsagen til den nuværende situation. Vesteuropa har lige siden den Kolde Krigs ophør behandlet Rusland som paria; og har ignoreret en dybere og imødekommende analyse af Ruslands sikkerhedsinteresser og -behov i bred forstand, dvs. politisk, økonomisk, markedsmæssigt, militært.
Så Fogh’s anbefalinger tilføjer slet ikke noget nyt; det fortsætter bare med at gøre de gamle holdninger meget værre. Ruslands integration i det europæiske fællesskab? Aldrig i livet! Alle andre lande, ja. Bare ikke Rusland. Spiller man sådan, spiller man op til konflikt. Dmitry Kiselyov, der er Putins propagandachef, udtalte sig 28 FEB om Ruslands atomvåbenkapacitet og dets evne til at destruere Vesten; og i den forbindelse sagde han ”Vi behøver ikke verden, hvis Rusland ikke er en del af den.” Må jeg spørge Dem: Er dette ren propaganda; ren skræmmekampagne; er dette kun trusselsord? Eller rummer det en sandhed i form af et fortvivlet nødråb: Verden vil ikke vide af os?
Rusland er aldrig blevet accepteret af Vesten efter Den Kolde Krigs ophør. Den kommunistiske dæmon Sovjetunionen er blot skiftet ud med dæmonen Rusland. Aldrig har Vesten været villig til at forstå Rusland, som vi var villige til at forstå de befriede baltiske lande, det befriede Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og de andre tidligere kommunistiske østeuropæiske stater. I vor vestlige selvovervurdering har vi ideligt fortalt historien om, at det var os i Vesten, der sejrede over kommunismen og bragte Sovjetunionen til fald. Hvilket hovmod!
Hvad Rusland og de russiske folk – gennem lidelser – har givet Europa af uvurderlige gaver
Det var tværtimod de russiske folk selv, der gennem mangfoldige lidelser erkendte kommunismens løgn, og bragte den til fald. Forfatterne Solsjenitsyn, Kravchenko, Sakharov og andre dissidenter; politikerne Gorbatjov, Jeltsin m.fl; de samfundsmæssige opgør i form af glasnost, perestrojka, den militære tilbagetrækning fra Østeuropa osv. Det var russernes egen fortjeneste; men vi jublede, og udråbte os selv til sejrherrer, hvor vi i sandhed burde takke det russiske folk.
Russerne knuste selv kommunismen og sovjetstaten. Og hvorfor? Blandt andet fordi russerne er et folk, der gennem århundreder er blevet oplært i den kristendom, der lærer mennesker at skelne mellem løgn og sandhed, mellem det totalitære samfundsparadis på jorden og Paradiset i Guds Himmerige, mellem ideologi og jordens realiteter. USA måtte give op i Vietnam-krigene. Kineserne lever stadig under kommunismen. Men Rusland og det russiske folk har gennem århundreder levet med den samme religiøse ånd, som har hersket i resten af Europa og hele den kristne verden.
Sovjetkommunismen ville udrydde russernes kristne tro, og jævnede tusinder (omkring 55.000) af Ruslands kirker med jorden efter den kommunistiske revolution i 1917. I slutningen af 1980erne havde Rusland ca. 6000 kirker tilbage. Men efter kommunismens fald indviedes der i Rusland tusind kirker om året eller tre kirker om dagen. Den russisk-ortodokse kirke havde i 2017, hundrede år efter revolutionen, igen omkring 36.000 kirker (Krist. Dagbl. 02 JULI 2017).
Og hvem knuste det nazistiske Tyskland? Hvem gav os sejren i Anden Verdenskrig? Vi taler næsten ikke om andet end de vestallieredes og amerikanernes mange ofre og deres storslåede hjælp til Europas befrielse. Om den triumferende allierede landgang i Normandiet på D-dag 6. juni 1944; den landgang, der med de følgende tolv måneders 1200 km lange militære stormløb gennem Nordeuropa og ind gennem Tyskland gjorde det af med Nazi-Tysklands militære styrker vest for Berlin. Alt det, som vi erindrer med taknemlighed.
Men hvad med de russiske folk, Rusland, eller Sovjetunionen, som vi kaldte det dengang? Gennem fire lange år fra 1941 til 1945 med vedvarende krig udstod de russiske folk ufattelige lidelser, der blev påført af de nazi-tyske militære styrker. Det var tredje gang, Rusland inden for 200 år oplevede en overvældende invasion af vestlige hærstyrker, som trængte dybt ind på russisk område.
Den terrorkrigsførelse, som de russiske lande blev udsat for af de nazi-tyske styrker, tåler i omfang og grusomhed på den vesteuropæiske krigsfront kun sammenligning med de 6 mio. jøders udryddelse i koncentrationslejrene. De russisk-slaviske folk blev betragtet som undermennesker, og den tyske krigsførelse blev udført derefter. De russiske byer, landsbyer og de russiske landskaber blev i stor udstrækning forvandlede til store, åbne udendørs udryddelseslejre. Ikke ”den brændte jords politik”, men de brændte menneskers politik. Kun ved en nærmest overmenneskelig national kraftanstrengelse fik russerne vendt undergangen til en storsejr, der gennem modangreb over 2200 km endte med erobringen af Berlin og med et menneskeligt tab på 25 mio. mennesker. Og så skulle de russiske folk ovenikøbet tåle kommunismen.
Den Store Fædrelandskrig
I den russiske historie og den russiske folkeerindring omtaler man Rusland og de russiske landes præstation under Anden Verdenskrig som Den Store Fædrelandskrig. Det er et begreb, som rummer al den fælles lidelse og al den overmenneskelige kraftanstrengelse, som hvert eneste menneske i de russiske folk deltog i for at forsvare deres fædreland mod nazi-stormen fra vest. Begrebet har for russerne fået en eksistentiel betydning gennem alle de lidelser og nationale traumer, som dette begreb er forbundet med.
I dag omtales russernes – og også Putins – mentale og nationale bundethed til denne historie om Den Store Fædrelandskrig ofte af vestlige analytikere og journalister som en nærmest gammeldags, halvpatologisk, nationalkonservativ og i Vesteuropa for længst forladt binding til en ligegyldig fortid, fordi, ja, fordi vi i Vesteuropa mener, at vi lykkeligvis er kommet over disse fortidige modsætninger og fædrelandskampe. Også Putin beskylder vi for at være inficeret af denne patologiske erindring.
Men det er ikke for meget sagt, at det måske mere var de russiske folk, som dengang levede under Stalins kommunistiske styre, der reddede Europa fra Nazi-Tyskland, end det var de vestallierede, vore venner fra USA, Storbritannien og mange andre vestlande. Ville Vestmagterne have formået fra vest at nedkæmpe Nazi-Tyskland, hvis ikke Sovjetunionen havde sejret i øst? Det kan man alvorligt tvivle på. I stedet kan man fra et højere perspektiv sige, at det netop var de russiske folk, der tog den længste, tungeste og vanskeligste del af kampen mod Nazityskland, og dermed gav Europa den fred, der gjorde EF-/EU-samarbejdet muligt. Og dermed gjorde det muligt for os i Vesten at prale af den fred, som vi selv mener at have tilvejebragt gennem det politiske EU.
”I sejren – storsindethed. I freden – god vilje”
Uanset hvor meget vi stræber efter udbrede demokrati og borgerlige frihedsrettigheder, der er en nøjagtig kopi af vore egne, så er det helt afgørende også i nutidens situation, at vi for det første gør alt, hvad der er muligt for at forstå de russiske folk og deres historie og erfaringer, der er helt anderledes end vore. Og at vi forstår, hvad vi skylder Rusland i kampen mod den nazisme og kommunisme, der har hærget såvel Vesteuropa, Østeuropa som de russiske lande, ja, hele verden. Og som har givet russerne det forhold til Vesten og Vestens hensigter, der er præget af dyb mistro.
Har vi over for Rusland og efter Den Kolde Krig efterlevet Winston Churchill´s ord ”I krigen – beslutsomhed. I nederlaget – trods. I sejren – storsindethed. I freden – god vilje”? Nej, vi fortsatte i overensstemmelse med USAs dominerende, maniske og paranoide syn på Rusland med at dæmonisere russerne og deres politiske ledelse: Èn gang fjende, altid fjende. Det var og er var uden tvivl for en stor del amerikanerne, vore gode venner, vore befriere fra Anden Verdenskrig, der forhindrede Vesteuropa og EU i at udvikle et tæt og gensidigt udbytterigt forhold til Rusland. Selv Tyskland, der har været meget forstående over for Rusland, og som så store muligheder i et tæt samarbejde med de russiske stater, har indtil nu måttet gå på listefødder.
Har Den Kolde Krig gjort USA og Vesteuropa maniske?
Hvorfor har USA haft så meget imod den russiske gasledning Nord Stream 2? Ja, selvfølgelig, hvis Rusland er – dvs. virkelig er! – en fjende, så er det dumt at være energimæssigt afhængig af Rusland. Så må man give USA ret. For naturligvis ved vi, at gas, olie og andre energi-stoffer er handelsvarer af storstrategisk betydning. Men hvis Rusland ikke er en fjende, hva’ så? Så er USA’s holdning uforståelig. Tyskland har i mange år på forsigtig vis forsøgt at etablere helt andre forhold til Rusland end de koldkrigsmaniske. Nu har Tyskland så for alvor fået kolde fødder og har ændret kurs.
Men hvem har skylden? Har man ikke lov at spørge, om ikke skylden og årsagerne er blevet grundlagt af NATO og EU selv for mange år siden? På den måde, at NATO og EU ikke vil anerkende, hvilke splittelseskim de år efter år har lagt i deres ekspansionspolitik siden Murens fald. Man kan ofte stille sig det spørgsmål, om ikke Europa under den strategiske indflydelse og påvirkning fra USA er blevet tvunget til at opretholde en form for dæmonisk fjendskabsforhold til Rusland. Fordi det fra USA’s perspektiv kunne medføre markante økonomiske og forsvarspolitiske interessetab for USA, dersom hele Europa og Rusland blev knyttet sammen i et tæt økonomisk og handelsmæssigt samarbejde. Det ville være noget, der i længden kunne skubbe magtbalancen mellem verdensdelene.
Derfor findes der i Vesten på det politiske og journalistiske niveau stort set kun én historie om Rusland og Putin, og denne monomane historie må ikke blive ødelagt. Tysklands forhenværende flådechef, admiral Kay-Achim Schönbach, forsøgte på det. Men han blev omgående fyret fra sin chefstilling, da han den 21. januar 2022 om Putin sagde: ”Det, han virkelig vil have, er respekt. – – – Og herregud, at give nogen respekt har lave omkostninger eller formentlig ingen omkostninger. Det er let at give ham den respekt, han beder om og sandsynligvis også fortjener.” Og flådechefen havde også sagt: ”Krim-halvøen er væk, den kommer aldrig tilbage. Det er et faktum.”
Nej, der er ting, der ikke må siges; heller ikke selv om disse ting måske netop er de kloge ting, der skal siges eller spørges efter vedrørende mange forhold omkring Rusland. Og også de få tyske politikere og ministre, der i de senere år meget sporadisk, men eftertænksomt har spurgt: ”Hvad er det egentlig, at vi har imod Rusland”? – ja, også disse politikere har efterfølgende været meget tavse om emnet. Ruslandsdæmonien skal af én eller anden meget mærkelig årsag fastholdes.
Udgrænsningen af Rusland
Sandheden er: Vi har under stærk indflydelse af USA og EUs totalliberalistiske ekspansionsiver fuldstændigt svigtet Rusland. Land efter land har vi optaget i EU. Mens Rusland skulle udgrænses mere og mere for hver EU-udvidelse. Men hvis man tror, at man på denne måde kan presse Rusland og andre russiske lande ud i en stadig snævrere udgrænsning og inddæmning ved såkaldte fredelige markedsøkonomiske landerobringer, så har man ganske alvorligt misforstået, hvad fred og sikkerhed er.
Sikkerhed er nemlig meget mere end militær styrke og krig eller ikke-krig. Selv fredelige politiske og økonomiske landvindinger kan efterhånden hobe sig sådan op, at virkelighedens interessekonflikter pludseligt og voldsomt bryder igennem fredens tynde skal. Man kan bare tænke på de seneste årtiers overvældende fredelige og muslimske indvandring i Europa. Har nogen lyst til at gætte på, hvad det kan ende med?
Markedsøkonomiens koloniserende systemudbredelse
Hvad betyder en fredelig markedsøkonomisk koloniserende systemudbredelse, når der ikke tages hensyn til Rusland? Det betyder naturligvis, at Ruslands muligheder for at brødføde sig selv, for at udvikle sin velfærd, sit erhvervsliv, hele sin samfundsrigdom og sin samhandel med andre lande bliver stadig mere stranguleret af dette vestlige markedsøkonomiske (EU) og militære (NATO) kvælergreb.
EU – og også NATO – kalder sig freds- og forsvarsfællesskaber. EU-politikere roser sig selv og deres eget EU-projekt som det Europa-samlende projekt, der skabte fred i Europa og forhindrede fremtidige krige. Men nej, EU kunne etableres, fordi der allerede var fred i Europa. For nu viser sandheden sig: at EU fører krig, markedsøkonomisk krig.
Den 27 FEB 2022 – få dage efter, at krigen mellem Rusland og Ukraine var brudt ud – sagde EUs kommissionsformand van der Leyen til Euronews: ”Ukraine is one of us and we want them in EU.” En nærmest stupid bemærkning, der netop nu i den tilspidsede situation kun kan være benzin på bålet. Hvad en EU-kommissær derimod i stedet skulle have sagt – for lang tid siden – er: ”Russia is one of us and we want them in EU.”
Uanset hvilke propagandakrigsmæssige begrundelser Rusland giver for sin invasion i Ukraine, så er én ting helt sikkert: Ukraine er et eksistensspørgsmål for Rusland; et markedsøkonomisk, forsvarsstrategisk og geopolitisk redskab til sikring af Ruslands eksistens. For Vesteuropa er Ukraine ikke et eksistensspørgsmål, men kan derimod højest blive en militær og markedsøkonomisk magtforøgelse. Denne forskel i virkeligheden om magtfordelingen og magtudviklingen mellem Rusland og Vesteuropa kan ikke fjernes ved nok så mange formaninger om det liberale demokrati, de frie markedsforhold og Ukraines ret til selvbestemmelse. Det er den gale vej at gå.
Hvad er ”det hele Europa”?
I årene efter Berlinmurens og jerntæppets fald, hvor de østeuropæiske stater blev optaget i NATO og EU, lød det triumferende fra vesteuropæiske EU-politikere: ”Delingen er slut; Europa er atter helt og samlet.” Man forstår selvfølgelig euforien; vi følte den selv; den totalitære og stærkt militante kommunisme forsvandt nærmest som dug for solen. Det var jo opfyldelsen af de hede politiske drømme om hele Europas samling og integration under et markedsøkonomisk, harmoniserende og overnationalt fællesstyre. Sikke fremtidsudsigter! Men alt har en bagside under de flotte overfladeparoler. Og hvem spurgte efter denne bagside?
For hvad er Europa? Hvad er ”det hele Europa”? Stopper det hele Europa, hvor de russiske sletter begynder og ved Karpater-bjergene? Er resten uden for dette kun ødemark? Er Rusland ikke med i dette Europa, selv om Rusland i både geografisk afstand og landmasse udgør den største del af Europa indtil Uralbjergene? Nej, det var jo det, der lå i kortene: At dette dæmoniske, uforståelige og uhåndterlige Rusland, dét hører ikke med. Rusland er det udgrænsede område for Vesteuropas politikere. Og sådan er det stadig væk. Det er en katastrofe! Det er forbrydelse og dumhed!
Europas skyld: Rusland er det fordømte ”udkants-Europa”!
Tyskland tog vi med i NATO og EU, straks da nazismen var slået ned. Hvorfor så ikke Rusland, straks da kommunismen var slået ned? Javel, vi skulle af nød bruge det nyligt nazistiske Tyskland i vor inddæmning af og forsvar over for den sovjetiske kommunisme. Derfor var vi hurtige til at vise storsind og beredvillighed over for det af-ideologiserede Tyskland i fredens og fællesskabets interesse.
Hvorfor kan vi ikke gøre det samme over for det af-ideologiserede Rusland? Jo, Rusland er det fordømte udkants-Europa; vi inddrager trinvis land for land i NATO og EU; tættere og tættere på Rusland. Men Rusland selv! Målet er at klaske Rusland op ad muren og at skubbe russiske folk med al dets kultur op i et hjørne, hvor det kan stå til evig tid og skue ind de europæiske fællesskabers lys og rigdom.
Der er os i Vesten, der har hovedskylden for, at vort forhold til Rusland og de øvrige russiske lande er totalt ødelagt. De kunne være blevet vore venner, russerne og alle de russiske folk, fra det tidspunkt, hvor Muren og Sovjetunionen faldt. Men nu er de i en evighed fremover blevet vore fjender. Der er nu skabt et nyt jerntæppe af ekstrem mistillid og konfrontation, som ingen kan vide, hvad ender med. Hvad kunne et venskabeligt, nært og integreret samarbejde med Rusland og de øvrige russiske lande ikke have betydet for det hele Europa og dets udvikling i handel, sikkerhed og velfærd og kulturel styrke? Havde vi fulgt en lempelig, respektfuld og inkluderende kurs – og ikke en ekskluderende – ville vore muligheder for en god, gensidig påvirkning også i strategiske forhold måske have udviklet sig.
Merkels kurs: Naivt at tro, at EUs markedsøkonomiske systemudbredelse kan foregå uden et stærkt militært forsvar
Dette var jo tilsyneladende den tidligere tyske kansler Merkels kurs over for Rusland. Men nu, hvor Rusland i sin strategiske, forsvarspolitiske, etno-geografiske og markedsøkonomiske fortvivlelse har angrebet Ukraine, så har alle travlt med at fordømme Merkels og Tysklands hidtidige kurs.
Javist endte det anderledes, end Tyskland ville det. Men er dette dybest set en erkendelse om virkeligheden i Rusland og om Putin? Eller er det en erkendelse af konsekvenserne af Vestens misforståelse af Ruslands strategiske problemer, af USAs maniske NATO-pression og EUs økonomisk-politiske ekspansion, der har en skæbnesvanger ekskluderende bagside, hvis man vil se den?
Men nu må Tyskland så drastisk ændre i det mindste sin forsvarspolitiske kurs. Man kan ikke føre en meget dominerende markedspolitik, som også indebærer stærkt sikkerhedsmæssige aspekter, uden også at have et stærkt militært forsvar. EUs naive og pacifistiske fredstro.
Også Danmark har været i denne situation. Under de over ti år lange Napoleonskrige i begyndelsen af 1800-tallet kæmpede Danmark-Norge bravt for at holde sig neutralt. Danmark-Norge havde én af Europa største handelsflåder, som bidrog stærkt til det danske riges rigdom, hvilket var en vigtig årsag til, at vi ønskede at opretholde neutraliteten. Vi var fredsommelige – af handels- og indtjeningsmæssige årsager.
Danmark-Norge havde imidlertid på det tidspunkt også én af Europas stærkeste krigsflåder; faktisk var vi i stand til at tage kampen op med en hvilken som helst flådemagt i Europa – hvis flåden havde været klar. Men under krigen lå store dele af krigsflåden ukampklar og afrigget i København. Hvorfor var vi ikke klar til at sætte magt bag vor neutralitetsstyrede handelspolitik? Da det gennem krigsårene tydeligt viste sig, at også handelen mellem de krigsførende magter havde krigsafgørende betydning – gennem handelsspærringer – måtte England naturligvis gribe ind, tvinge os til at tage parti også i handelskrigen og gøre dette ved – at nedkæmpe den danske krigsflåde! Som De ved: England udsatte os for Københavns bombardement og tvang Danmark-Norge til at udlevere hele sin krigsflåde i 1807.
NATO – en militær forsvarsorganisation er militær magtpolitik
Men man må håbe, at den ønskede militære forsvarsoprustning ikke også vil basere sig på et nyt tysk ønske om at deltage i en forstærkning af den fælles dæmonisering af Rusland. Men at denne oprustning ledsages af den afgørende erkendelse af, at ikke blot NATO-udvidelser, men også markedsøkonomisk EU-ekspansion har militærstrategiske og sikkerhedsmæssige implikationer, især for dem, som sådanne udvidelser går ud over.
Derfor må man også håbe, at det nuværende panisk-aktuelle ønske om at opruste Tyskland og Europas andre lande vil gå hånd i hånd med et ønske om – på én eller anden måde – at få Rusland med ind i det europæiske fællesskab. Hvorfor er russerne ikke vore venner, ja hvorfor ikke? EU praler jo af at være så gode til at skabe fred og udrydde historiske modsætninger. Tomme ord! For i forhold til Rusland og Ukraine fisker EU i rørte vande.
Når vi taler strategi, og ikke blot militærpolitisk strategi, men økonomisk og markedsmæssig strategi, så har Vestens politik over for Rusland siden Sovjetunionens fald været en angrebsstrategi. Her hjælper det ikke at pakke NATOs strategi ind i floromvundne og smukke ord om, at NATO kun er en forsvarsalliance, at NATO ikke er en angrebsorganisation, og at alle jo ved, at vi kun vil det gode. NATO, som i fx 1999 bombede Serbiens hovedstad Beograd under Balkankrigen. Det accepterede vi uden særligt mange protester. Med en sådan beredvillighed til at starte en bomberegn, der ikke risikerer at ramme os selv, har vi så ret til at mene og sige, at NATO kun er godhedens forsvarsorganisation?
Vi er NATO-tilhængere; men derfor behøver vi ikke at lyve os bort fra, at enhver militær forsvarsorganisation jo altid bliver spændt foran en gemen og ensidig magtpolitik. Det kan ingen nok så udspekuleret fredspropaganda skjule; og alligevel er der myriader af vestlige politikere og middelmådige eksperter, der ikke kan forstå, at NATO også kan ses som en trussel. Set fra Ruslands synspunkt: WAPA er borte; NATO består.
Hvem jublede ikke, da de østeuropæiske lande blev befriet for det kommunistiske åg, og de sovjetiske besættelsesstyrker fra Anden Verdenskrig endeligt trak sig hjem? Og hvem priste sig ikke lykkelig over, at NATO nærmest med et snuptag i løbet af ganske få år bragte de små baltiske lande og de østeuropæiske lande ind under NATOs militære paraply. Vi bevarede NATO. For ingen vidste jo, hvor død kommunismen og dens verdenshegemoni i virkeligheden var. Ingen vidste, hvor sandt det var i praksis, at det kommunistiske jerntæppe virkelig var faldet.
Men fredshåbet og Vesteuropas pacifistiske selvsikkerhed voksede. Og med en slags konformt efterplaprende papegøjesnak om, at udsigten til krig i Europa nu var gledet uden for de bestandigt nærmeste ti års horisont, var alle lande i Europa hurtige til at indkassere den såkaldte fredsdividende og skære ganske drastisk ned på udgifterne til de militære forsvar. Nu kunne alle militær-milliarderne endeligt anvendes udelukkende på endeløs velfærd, brød og skuespil, for at drukne eller kvæle alle europæiske folks erindringer om og tro på, historiske, kulturelle og religiøse modsætninger havde nogen som helst betydning. Noget sådant var kun populisme og højreorienterede synspunkter. Derfor skulle ingen have mental eller politisk mulighed for at opretholde en nærmest umoderne og psykotisk forståelse af, at krig på ethvert tidspunkt kan være lige om hjørnet – sådan som vi oplever det nu.
Fredspsykosen
Det er meget mere behageligt at være grebet af en fredspsykose. Den giver en roligere nattesøvn, og kræver slet ikke så mange politiske bekymringer om fremtiden og om den mulige modstand mod Vestens politiske målsætninger. Den indforståede velfærdsstræben, den liberale ide om, at alt er muligt, og idealet om at gøre alle etniske, kulturelle og historiske modsætninger betydningsløse, havde jo grebet hele Europa. Se, vi gør alle ting nyt! Alt andet er gammeldags og ondt. Dét er Vesteuropas politiske tro!
Selv om begivenhederne omkring 1989 og årene derefter med Sovjetunionens og Warszawa-pagtens opløsning udviklede sig med en ganske utrolig og overraskende hast, så må vi nu erkende – mere end 30 år senere – at selv om de militære konfrontationer ophævedes nærmest over en nat, så kræver det langt mere indsigt, forståelse, tålmodighed, tålsomhed og visdom at udvikle et varigt og tillidsfuldt forhold mellem to parter, der længe har betragtet hinanden som fjender på livet.
Vesten har været forblændet af sin egen succes, eller af en succes, som i Vestens indbildning var dets egen succes. Sovjetunionen havde opløst sig selv; men nu skulle den nye dæmon Rusland forfølges ind på livet af nye NATO- og EU-udvidelser. Som man siger: Den enes død, den andens brød. NATO udvidedes land for land. Og i de første euforiske år efter afslutningen på den Kolde Krig fik Rusland en tæt tilknytning til NATO gennem projektet Partnership for Peace, der dog ikke holdt særlig længe. For eftertanken og realismen og de dybere modsætninger kunne ikke undgå at melde sig, og selvfølgelig først hos den, der så sig truet af de nye forhold, Rusland.
Al ideologi har store praktiske konsekvenser
Den tidligere NATO-generalsekretær Fogh-Rasmussen har også for nylig sagt (Berlingske 26/2): ”Kremls propagandamaskine har brugt måneder på at prøve at tegne et billede af Ukraine som en militær trussel mod Rusland. Virkeligheden er anderledes. Den eneste trussel, Ukraine udgjorde, var ideologisk. Hvis et uafhængigt Ukraine kunne udvikle sig til et levende og velstående demokrati, kan det russiske folk kræve det samme.” Ja, det lyder virkelig flot, denne vesteuropæiske maniske opfattelse af demokrati og liberalisme, der skal udbredes til hele verden, og som ”i virkeligheden” er det eneste, det demokratiske Vesten truer resten af verden med. Altså, forstår De: Ikke en rigtig trussel, men godhedens trussel.
Men er Fogh-Rasmussen da ikke i stand til at analysere uden om propagandaordene og spørge, hvad der er de dybere årsager til Ruslands panik og desperation. Nej, selvfølgelig er Ukraine ikke i nogen direkte forstand en militær trussel mod Ruslands eksistens. Så ja, virkeligheden er anderledes. Men hvad betyder så – i praksis – denne ideologiske trussel mod Rusland?
Her er der ikke blot tale om noget så overfladisk som en slags ”styreformstrussel. Fogh-Rasmussens ord betyder i forholdet mellem Rusland og Ukraine, at Ukraine gennem en liberal-demokratisk udvikling og binding til EU og NATO i det praktiske ville være et vesteuropæisk redskab til yderligere, ja ekstrem isolering, udgrænsning og forarmelse af Rusland økonomisk, markedsmæssigt, politisk, militært. Det er de praktiske følger af Ukraines integration – uden Rusland – i de vesteuropæiske markedssystemer og forsvarsorganisationer.
Hvis Ukraine blev medlem af EU, ville det betyde, at Ukraine blev snævert integreret i rammen af Vesteuropas erhvervsliv, produktionsapparater, markedsmæssige og økonomiske mekanismer og politiske strukturer, som ville vanskeliggøre livet for det russiske samfund. De snærende bånd ville i enhver henseende blive stadigt strammere, og handlemulighederne stadigt færre. Så kom ikke og slyng ud, at Ukraine med baggrund i en vesteuropæisk totalliberalistisk ekspansion kun udgør en ideologisk trussel for Rusland! Vesten har selv bidraget stærk til at gøre Ukraine til uendeligt meget mere end en lidt ligegyldig ideologisk styreformstrussel, der egentlig ikke skal ramme Rusland, men kun Putin og hans slæng.
Den vesteuropæiske totalitærliberalisme – ja, det er man nødt til at kalde den! – lever med den forudsætning, at alle modsætninger kan udviskes og alle grænser og nationale traditioner kan ophæves, i de frie markeds- og velfærdsinteressers hellige hensigt. Men Ukraine-krigen har vist, at ikke alle modsætninger kan udviskes; ikke alle modsætninger kan tales bort med fine demokratiske og liberale ord, som om demokratisk frihed og det liberale samfund blot kan leve sit eget uforstyrrede og ophøjede liv uden hensyntagen til de underliggende realiteter. Det liberale verdensdemokrati kan ikke som et vidundermiddel fjerne alle modsætninger og reducere dem til fortidige fejltagelser og misforståelser. Slangen følger stadigvæk med ind i ethvert paradis.
Ideologier har store praktiske konsekvenser i samfundslivet, i politik og strategiske forhold. Den ideologiske godhed vil altid støde på sine grænser. Det forstod og lærte russerne i deres opgør med kommunismen. Det vil nu også Vesteuropa komme til at forstå, når dens ekspansive liberalisme møder de praktiske realpolitiske forhold i de russiske områder. Og som vi for resten allerede i de seneste år er ved at se og forstå det internt i EU med Brexit, flere østeuropæiske EU-medlemmers vrangvillighed over for EUs politiske paroler og den muslimske indvandring.
Det kristne Rusland og det islamiske Tyrkiet
Hvorfor er Tyrkiet med i NATO, men Rusland ikke? Hvorfor kan den islamiske diktator i Tyrkiet, Erdogan, tolereres i NATO, men Putin kan ikke? Den Erdogan, der ellers ganske energisk og markant har pustet til de islamiske lidenskaber i Europas muslimske enklaver, og dermed har pustet til splittelse i Europa; det, som vi netop også beskylder Putin for at gøre. Og den Erdogan, som også tydeligt har drevet sit militært-strategiske ekspansive spil med sine Cypern-erobringer for nogle årtier siden og for nylig i Syrien og Aserbajdsjan og i sine islamiske alliance-konstruktioner med Iran og Afghanistan. Hvad er det, Erdogan bygger op imod Europa – eller imod Rusland og de øvrige russiske lande? – Erdogans Tyrkiet, som er medlem af NATO?
Vil nogen nægte, at i det store billede bygges i disse årtier modsætningerne mellem den islamiske verden og den europæiske kristne verden op til en større og større skarphed, som kan ende i eksplosioner. Islamiske politiske alliancer; udvidet militært samarbejde; udryddelse og fordrivelse af millioner af kristne fra Mellemøsten, hvor kristne mange steder nu kun tælles i tusinder, med undtagelse af kopterne i Ægypten; større og større muslimske folkeenklaver i Europa; Vesteuropas politiske foragt for kristendommen, men respekt for islam.
Meget af dette fremmet af den vesteuropæiske totalliberalisme, der med stærk inspiration fra den internationale socialisme afviser at respektere nationale, religiøse og etnisk-kulturelle forskelligheder. Og hjulpet på vej ved en langsommelighed, der skjuler tydeliggørelsen af og forståelsen for markante konsekvenser i fremtiden.
Nogle af de østeuropæiske og russiske lande har helt andre og modsatte betragtninger om forholdet til kristendom, islam, islamisk kultur og muslimsk indvandring – til stor fortrydelse for de toneangivende politiske totalliberale kræfter og sekulære ideologier i EU. Men når det kommer til valget mellem kristendom og islam, mellem Rusland og Tyrkiet og resten af den islamiske verden, er Rusland og de øvrige russiske lande vore stærke allierede. Fremtidens store internationale opgør kan meget nemt komme til at dreje sig om politiske modsætninger og kulturforskelle, der er mere religionsbetingede, end vi bryder os om at tænke på.
Det er så sandt, som det er sagt af det tidligere DF-folketingsmedlem Marie Krarup, da hun udtalte sig 24 FEB 2022 til Jyllands-Posten om Rusland og krigen i Ukraine: ”Vi har et kulturelt fællesskab med Rusland.” Men i vor tid, hvor den totalliberalistiske og multikulturelle ideologi er nærmest enerådende i Vesteuropa, kan man næsten ikke udtale sig mere forargeligt. At vi i Vesten skulle have noget fundamentalt tilfælles med Rusland? I stedet holder vi os for næsen, når dæmonen Putin udtaler sig om det kristne Rusland, russernes stærke tro og russernes Store Fædrelandskrig mod nazismen.
Realpolitik og ikke liberalistisk ekspansionsideologi bør være i fokus
Totalliberalismen har nået sin grænse; i politik og samfundsliv kan friheden ikke være grænseløs. For også frihedsideologier rummer under deres overflade store magtinteresser, hvilket alle politiske ideologier og revolutioner gennem tiden har vist. Det er den lære, som er allervigtigst for Vesteuropa. Realpolitik og ikke liberalistisk ideologi bør være i fokus.
Nu kunne man jo gøre sig det tankeeksperiment, at man havde snydt sig udenom de realpolitiske interessemodsætninger, var sprunget over Ukraine, Hviderusland og Georgien som medlemmer af NATO og EU, og i stedet først havde optaget Rusland som medlem af NATO og EU – i én eller anden revideret udformning af såvel NATO som EU.
Det ville af forskellige årsager sikkert have været umuligt, måske; men tænk, om det var sket! Så ville måske Rusland selv på et tidspunkt have arbejde hårdt for, at også Ukraine, Hviderusland og Georgien var blevet medlemmer. Så ville det større Rusland – måske! – i sin egeninteresse have båret de mindre russiske stater ind i EU. Og man havde – måske! – undgået den nuværende kontrovers med Rusland; og havde undgået, at Rusland bestandig så udvidelsen af NATO og EU som en ensidig og stadig dybere isolation af Rusland på alle de områder, hvor det stærke NATO og det stærke EU trængte frem.
Eller man kunne have modereret totalliberalismens idealistiske ambitioner, og med flere af de russiske lande samtidig have indgået enslydende aftaler om en særlig, men løsere tilknytning til både NATO og EU. Man kan i hvert tilfælde ud fra dette eksperiment stille det spørgsmål: Hvis det ikke kunne lade sig gøre at optage Rusland i NATO og EU, hvordan skulle det så kunne lade sig gøre – uden Rusland! – med de gældende realpolitiske og strategiske forhold at optage Ukraine, Hviderusland og Georgien? Eller uden først at tage hensyn til de russiske landes behov for en ny sikkerhedsstruktur for Europa og for de russiske lande.
Men noget sådant skal helt sikkert gøres ud fra et militært stærkt Vesteuropa, der er oprustet mindst til de berømte 2%. For bla at sikre, at ingen vesteuropæisk god vilje og villighed til at opbygge tilliden mellem Vesteuropa og Rusland skal blive misforstået som svaghed og manglende vilje til at forsvare vore egne landegrænser imod ethvert overgreb.
Vestens skyld – de russiske landes ulykke
Ruslands angreb på Ukraine er forbryderisk. Angrebet er en ulykkelig udvikling for såvel Ukraine og de øvrige russiske lande som for Vesteuropa. Vi må bede for, at menneskeliv skånes, og at freden hurtigt igen vil lægge sig over Ukraine og de andre russiske lande.
Man kan hurtigt i sin ophidselse rette sine fordømmelser ensidigt mod Rusland, og udelukkende anklage Rusland for at være den eneste kilde til onde gerninger og ond vilje. Men hvis forholdet mellem Vesteuropa og Rusland og de andre russiske stater ikke skal være uopretteligt ødelagt, og hvis en afklaret fred igen skal skabes, så er det helt utilstrækkeligt kun at rette fordømmelser og ondskabsanklager mod Rusland og Putin. Så må Vesteuropa, USA, NATO og EU kigge dybere indad. I de seneste tredive år har vi i Vesteuropa og USA aldrig brudt isen over for Rusland; og gennemgående har vi aldrig hjulpet Rusland seriøst med at løse sine sikkerhedsmæssige problemer. Alt for mange gange har vi bare bedt Rusland om at klappe i og rette ind.
Dèr ligger kernen i den nuværende ulykke. Det er ensidigt NATO og EU, der er skyldig i den nuværende krise.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)