Udenrigsministrene for Storbritannien og Tyskland, David Cameron og Annalena Baerbock, opfordrer i en artikel i Sunday Times til en ”varig våbenhvile” mellem Israel og Hamas. Ifølge Daily Mail, der har kommenteret udmeldingen, indebærer den en betydelig ændring i Londons indstilling til krigen.
De to udenrigsministre deler den opfattelse, at konflikten ikke kan trække ud i det uendelige, og at man må standse den endeløse voldsbølge. De understreger imidlertid, at de ikke opfordrer til en ”øjeblikkelig våbenhvile”.
“Vores mål kan ikke blot være at slutte kampene i dag. Det må være en fred, der varer i dagevis, år, generationer. Derfor støtter vi en våbenhvile, men kun hvis den er holdbar”, skriver Cameron og Baerbock.
De to udenrigsministres udmelding kommer i kølvandet på et voksende amerikansk pres på Israel for at gøre en ende på krigen. Mens det republikanske parti fastholder støtten til Israel, har den demokratiske administration i flere uger udsendt signaler, som tyder på, at Bidens folk er i tvivl om, hvad de skal mene, og hvad de skal opfordre Israel til at gøre. Så meget står dog fast, at Washington ønsker at afslutte krigen hurtigst muligt.
Heller ikke de britiske og tyske udenrigsministre synes at vide, hvilket ben de skal stå på.
”Lad os gøre det klart”, skriver de. ”Vi tror ikke, at en opfordring til en almindelig og øjeblikkelig våbenhvile … i håbet om at den på en eller anden måde kan blive permanent, er vejen frem.” I så fald ville man glemme, at ”Israel er tvunget til at forsvare sig. Hamas angreb Israel på barbarisk vis og affyrer stadig raketter for at dræbe israelske borgere hver dag. Hamas må nedlægge våbnene.”
Spørgsmålet bliver, hvad Israel kan bruge denne mildest talt tågede tilkendegivelse til. Den er ikke bare selvmodsigende, men bygger på naivitet og ukendskab til både Hamas og den islamiske ideologi, som terrororganisationen bekender sig til.
Hvis udenrigsministrene havde læst Hamas programerklæring, ville de vide, at organisationens hele eksistensberettigelse er at udslette Israel og dræbe eller fordrive jøderne fra Mellemøsten.
En sådan organisation kan ikke slutte varig fred, men højst en tidsbegrænset våbenhvile – en såkaldt hudna – som den muslimske part er religiøst berettiget til at bryde, når det viser sig fordelagtigt. Den eneste mulighed for fred er totalt at eliminere Hamas, dvs. føre krigen til ende. Så meget burde lederne af de vestlige magter have forstået. Den israelske regering og det israelske folk har i hvert fald.
Hvis Israel bøjer sig for internationalt pres og standser krigen mod Hamas, bliver den jødiske stat tvunget til atter at føre krig om få år, hvorefter israelerne kan indgå en ny våbenhvile, der vil blive fulgt af nye overfald på Israel. Og sådan kan det fortsætte årti efter årti, indtil Israel er kørt træt.
Når talen er om Israel, lyder det gang på gang, at landets svar på angreb skal være ”proportionale”. Det er naturligvis en opskrift på evig krig. Krige blive afsluttet, når en af de krigsførende mobiliserer større magt end modstanderen, og når modstanderen erkender, at der ikke er andet at gøre end at nedlægge våbnene.
En krig skal føres til sejr. Ellers er der ingen grund til at føre den, og alle ofre vil have været forgæves.
Hvis Tysklands modstandere under 2. verdenskrig havde brugt magt, der var proportional med Hitlers, ville verdenskrigen stadig være i gang.