VI ER KLOVNENE I U-LANDENES FINANSCIRKUS

Ved COP26 i Glasgow sidder en række u-lande med den fyldte tiggerskål i fremstrakt hånd og forlanger mere. De er rasende på de rige lande, som beskyldes for svigt og løftebrud, fordi alle de herlige milliarder af dollars, der var stillet dem i udsigt i 2009, ikke er kommet til udbetaling. FN’s klimapanel IPCC, har varslet temperaturstigninger, oversvømmelser, skovbrande, torden og lynild, som de fattige lande ikke har midler til at værne sig imod. Derfor måtte de rige lande i 2009 love at betale regningen. Ganske vist er IPPC’s klimascenarier som sædvanligt helt i skoven, men u-landene vil jo gerne som de professionelle ofre, de er, have pengene alligevel. Der er ikke tegn på øget havstigning i dette århundrede. Den nuværende havstigning andrager max 1,5 mm pr. år. Stillehavsøerne klarer sig fint og forsvinder kun gennem forskydninger i jordskorpen. Der et fald i antallet af tropiske orkaner og tornadoer, men den stigende kystbefolkning giver større katastrofer, når oversvømmelserne rammer. Der kan ikke påvises sammenhæng mellem nedbør, tørke og global opvarmning.

Forudsætningerne for de mange rare penge er således ikke til stede, og de rige lande har ikke meget lyst til at sende 100 milliarder USD om året til fantasi-projekter til bygning af dæmninger, kystsikring, diger samt vand- og energiforsyning i u-landene. Smertefulde erfaringer med omfattende u-landsbistand gennem 70 år viser, at pengene forsvinder ned i de forkerte lommer. Den Afrikanske Union vurderer, at korruption er den største hindring for de afrikanske landes vej ud af fattigdom. Da Kina endelig kom ud af formand Maos revolutionsmareridt, lykkedes i de efterfølgende årtier gennem målrettet, hårdt arbejde at omdanne Kina fra verdens største fattiggård til en førende global økonomisk stormagt. I det samme tidsrum er der sket meget lidt i de fleste u-lande, som stadig ligger og roder rundt med en levestandard, der ikke er meget bedre end i kolonitiden. I nogle tilfælde klart værre.

Den officielle bistand udgjorde i 2020 hele 161 milliarder USD. Hertil skal vi dog lægge de såkaldte remitter, som er det beløb, migranter i Europa og USA hvert år sender hjem til landsbyerne i deres hjemlande. Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) udgjorde dette beløb i 2020 den nette sum af 551 milliarder USD med et forventet beløb i 2021 på knap 600 milliarder USD. Når migranterne er i stand til at udrede disse svimlende summer, kommer de fra hvid og sort arbejdsindkomst ,overførselsindkomster og kriminalitet. For Danmarks vedkommende ligger remitterne på omkring 20 milliarder kroner om året, hvoraf en betydelig del er skattekroner fra arbejdende danskere, der ufrivilligt er med til at holde liv i en familie i Somalia eller Mali. Undersøgelser viser entydigt at pengene ikke investeres i vækst og virksomheder, men går til husholdningsstøtte i modtagerfamilierne. 

Vi optræder således som de muntre klovne i et finansielt cirkus, hvor enorme summer sluses ud af lommerne på lønmodtagerne i de vestlige demokratier og ud til magthaverne i u-landene, der privat opsuger den officielle bistand, ligesom landsbysamfundene kontrollerer remitterne. 70 års udplyndring af vestlige skatteborgere vil fortsætte uden protester. Modtagerne er jo sorte og brune mennesker, der er uskyldige ofre for den hvide mands racistiske overherredømme. Det må vi da finde en ordning på. Og det har vi så gjort.