”Vi har et alvorligt problem med racisme og diskrimination i Danmark”, skriver Radikale Ungdoms integrations- og udlændingeordfører, Mahmoud Mohammad Mansour i en kommentar i Berlingske.
Denne leder vil dog ikke indgå i polemik med Mansour, men udelukkende fokusere på, hvordan Mansours kommentarer kan fortolkes.
Mansour henviser til undersøgelser, der viser, at nydanskere skal sende 52 pct. flere jobansøgninger for at blive kaldt til jobsamtale, at 43 pct. unge nydanskere i 2017 har oplevet diskrimination, og at 80 pct. af praktikvejlederne på erhvervsskoler oplever, at virksomheder lægger negativ vægt på elevernes etnicitet.
Man skal skrive 27 pct. flere boligansøgninger, hvis man har et mellemøstligt klingende navn. Og så er der 86-88 pct. højere risiko for at blive anholdt uden efterfølgende at blive dømt, hvis man er ikke-vestlig indvandrer eller efterkommer, skriver Mansour, som fortolker tallene derhen, at vi i Danmark har et problem med racisme og diskrimination.
En mere sandsynlig fortolkning er imidlertid, at mange almindelige, fornuftige danskere, der føler sig svigtet af folketingspolitikerne, ”stemmer med fødderne” og siger på denne måde nej tak til muslimske indvandrere.
”Den åbenlyse diskrimination giver mig en følelse af afmagt, en følelse af håbløshed og en følelse af at være mindreværdig. Jeg føler mig diskrimineret, dysfunktionel og demotiveret til at yde en ekstra indsats for samfundet. Jeg adskiller mig reelt minimalt fra majoritetsbefolkningen, men alligevel bliver jeg foragtet, frihedsberøvet og fremmedgjort af politikerne, det danske arbejdsmarked og majoritetsbefolkningen. Jeg mindes konstant om min brune kulør i en velfærdsstat, hvor social status, økonomisk baggrund og etnicitet burde være underordnet”, skriver Mansour.
Hans klagesang er tankevækkende i lyset af den solide forskning, der påviser, at velintegrerede muslimer kan være en trussel mod samfundet. Ifølge både den franske politolog og islam-forsker Olivier Roy og Carsten Bagge Laustsen, lektor og terrorforsker ved Aarhus Universitet, har profilen på en terrorist ikke ændret sig meget de 20 år. De fleste er andengenerationsindvandrere og ret velintegrerede.
Politimester Jakob Scharf har i et interview med avisen.dk sagt, at de unge ”sagtens” kan være ”velintegrerede, have arbejde, kone og børn”, men alligevel føler sig ”marginaliserede, fanget mellem kulturer, hvor det ikke er lykkedes os at inkludere dem og gøre dem til en del af det danske samfund”.
Og Torben Ruberg Rasmussen, der er lektor på Center for Mellemøstlige studier ved Syddansk Universitet, henviser til, at der blandt gerningsmændene bag terrorhandlingerne i både Madrid og London var personer født og opvokset i de respektive lande. Den nye generation af potentielle terrorister er ikke nødvendigvis dårligt integreret. Tværtimod kan der ifølge Torben Ruberg Rasmussen meget vel være tale om mennesker, der er både veluddannede og velartikulerede, men alligevel oplever, at de som muslimer i et vestligt land behandles som andenrangsborgere.
”Når samfundet vender ryggen til nydanskere, har disse også en tendens til at gøre nøjagtigt det samme”, skriver Mansour. Han føler sig marginaliseret og behandlet som andenrangsborger, og antyder, at der er mange andre muslimer, der føler det samme og står i kø for at vende ryggen til Danmark. De er ganske vist ikke alle radikaliserede elementer, men udgør alligevel en latent trussel, så man må håbe, at der bliver holdt øje med dem.
André Rossmann