Jeg er langt fra altid enig med den uforlignelige Tucker Carlson fra Fox News, men han har som regel en pointe, der er værd at tænke over. Det er også årsagen til, at venstrefløjens baggårdsoperatører prøver at få ham fjernet. For det er sådan, de kvæler deres modstandere og kritikere.
I går påpegede Carlson det tankevækkende forhold, at frihedens farligste banemænd – i modsætning til hvad man skulle tro, hvis man ser film fra Hollywood – ikke er diabolske superskurke, men små bange mennesker med et ringe selvværd, som de prøver at kompensere for ved at blive politikere. Som folkevalgte kan de afstive sig ved at påstå, at de træffer mange tunge beslutninger, som er afgørende for landets fremtid.
Som de slappe og leddeløse folk, de er, tør de naturligvis ikke have deres egen mening endsige prøve at virkeliggøre den politik, de har lovet vælgerne. De er nemlig sidste led i en fødekæde, der starter med målbevidste revolutionære, som via de statsbetalte medier og samfundets andre bærende institutioner bestemmer, hvilke tanker, der kan tænkes, hvilke ord, der må bruges, og hvilke mål, man har lov at tilstræbe.
Politikerne ved, at deres dage er talte, hvis de ikke tilpasser sig de rammer, der bliver udstukket af den herskende venstrefløj, hvis mål er at indføre en radikalt anden samfundsorden. Den nye orden kendetegnes af statens – eller EU’s eller WHO’s – totale kontrol og bliver ofte kaldt ”den administrative stat” – dvs. en stat, hvor demokratiet i praksis er sat ud af spillet. Hvor der i realiteten gælder en anden grundlov end den fra 1953.
Om politikerne kalder sig socialister, socialdemokrater, liberale eller konservative, er ét fedt. De opfører dårlige skuespil for at få vælgerne til tro, at de tumler med dybsindige overvejelser om landets fremtid, mens deres uenigheder er mikroskopiske og kun til forvirre de godtroende.
Tag nu Søren Pape, der hævder at være konservativ. En bekymret borger har henvendt sig til ham for at spørge, om hans parti vil være med til at aktivere Grundlovens §42 i anledning af afskaffelsen af Store Bededag. Den påfældende bestemmelse sikrer, at et mindretal i Folketinget på 60 kan forlange folkeafstemning om en lov.
Men ”efter nøje overvejelse” har Pape besluttet ikke at kræve folkeafstemning, selv om de fleste af hans vælgere og resten af befolkningen er arge modstandere af at slette denne gamle helligdag. ”Jeg frygter”, svarer Pape, ”at vi lammer beslutningskraften i dansk politik, hvis et mindretal i Folketinget får for vane at trække dette kort.”
For vane og for vane? Kan nogen huske, hvornår kortet sidst blev trukket og udløste en folkeafstemning? Og har Pape tænkt over, hvad meningen skulle være med at have §42 i Grundloven?
Søren Pape henviser også hensynet til det ”repræsentative demokrati”. Det har han ret i. Spørgsmålet er imidlertid, hvem det ”repræsentative demokrati” repræsenterer. Det er i hvert fald ikke befolkningen.